Familiesammenføringssymbolpolitik
09-11-2010 02:27:18
-
5 kommentarer
Efter VKO-aftalen Nye tider, Nye krav kunne man fristes til at tænke, at hensigten var at begrænse det store antal af indvandrere, der gennem ægteskaber med indvandrere får opholdstilladelse og ender på offentlig forsørgelse på danske statsborgeres bekostning.
Men kaster man et blik på f.eks. tallene for familiesammenføringer med ægtefæller i 2009, ser man, at ægtefællesammenføringerne for Thailand og Tyrkiet tilsammen - hvor de fleste jo kommer fra - i alt udgjorde 863 personer, hvoraf de 762 søgte sammenføring med danske/nordiske statsborgere!
Hensigten er altså reelt at forhindre/vanskeliggøre ægtefællesammenføringer for ganske almindelige danskere, der selv kan - og skal - forsørge den udenlandske ægtefælle!
Heldigvis er der jo en temmelig udførlig vejledning på www.nyidanmark.dk, som danske statsborgere kan læse og lære, hvordan de ved at bruge EU-reglerne ikke er bundet af hverken 24-års reglen, det skærpede tilknytningskrav, boligkrav m.v. Eller kravet om en garanti på 100.000 kr. Og efter 5 års ophold kan ægtefællen umiddelbart få permanent opholdstilladelse. Uden noget krav om at deres børn skal blive institutionsbørn (kommunalt medfinansieret!) - fordi moderen bl.a. skal have haft fuldtidsarbejde i mindst 2½ år inden for de sidste 4 år.
Så reelt er forslaget et helt unødvendigt indgreb i den personlige frihed.
Og forligspartierne ved det udmærket godt. Derfor indeholder forslaget også en bevilling til den særlige Metock-kontrol, der giver næsten alle ansøgninger om familiesammenføring efter EU-reglerne et gennemgribende "serviceeftersyn".