Dobbelt statsborgerskab--en radikal mærkesag?

08-04-2008 06:36:48 - 7 kommentarer

For 150 år siden var rejsen til Amerika noget man gjorde een gang, og af nød. Det var utænkeligt at man efter en periode, måske endda flere gange, ville tage frem og tilbage og bo begge steder i perioder. I dag kræver det blot en flybillet, og verden er også på dette punkt langt mere tilgivende for folk som har den fortrædelighed at føre flere geografiske biografier. Den danske indfødsretslov bærer så tydeligt præg af stramt optegnede nationale linier som de tog sig ud i det 19. århundrede.

Mennesker danner par på tværs af politiske og kulturelle grænser, og det er ret beset ikke statens opgave at blande sig i det. Danmark er også her en pinlig undtagelse hvor aldersgrænser spiller en rolle for den særlige gruppe mennesker der gifter sig med en udlænding.

Problemet opstår for eksempel hvis man som ægtepar kunne tænke sig at bo i begge lande i forskellige perioder for sine børns eller egen kulturelle berigelses skyld. Selvom man kan opnå ret til at bo i sin ægtefælles land, så mistes denne som oftest hvis man tager tilbage i et par år, og man kan starte forfra med at søge om opholdstilladelse i sin ægtefælles land, uagtet at man havde den få år forinden. Dette kan kun undgås ved at søge om statsborgerskab i ægtefællens land. Resultatet er at det ikke er særlig smart at flytte mere end een gang. Danmark presser dermed unødigt sine borgere til at vælge side og politisk-juridisk identitet, og det een gang for alle. Hvad angår civile rettigheder i forhold til bosætning er man altså ringere, ikke bedre stillet som følge af et ægteskab med en udlænding, og at Søren Krarup fejer forslaget af bordet med henvisning til at små børn også gerne vil have det hele i slikbutikken er derfor både arrogant, selvfedt og misvisende. (Måske Søren Krarup skulle foreslå en lov der betinger at hvis man som jyde giftede sig med en Københavner så måtte man ikke bosætte sig i København uden dermed at miste retten til senere at flytte til Århus.)

At Dansk Folkeparti i følge Søren Krarup mener at man kun kave have een identitet kan måske tilskrives det forhold at partiets medlemmer har tilbragt for lidt tid uden for landets grænser. At vi har mere end een identitet afhængig af hvilken organisatorisk sammenhæng vi indgår i er vel overraskende for de færreste, især hvis man tænker på de amerikanske primærvalg hvor kandidater skal spille på race, køn, seksualitet, økonomi og religiøsitet for at få de afgørende vælgergrupper i spil. De fleste har flere kulturelle hatte at sætte på hovedet fra tid til anden, og somme tider fra øjeblik til øjeblik. At national identitet skulle være anderledes har jeg svært ved at købe. På samme måde som man både kan være mand, blue collar og latino, kan man sagtens identificere sig med en dansk identitet, og samtidig sympatisere med et andet lands "nationalidentitet" i det omfang man overhovedet kan tale om en sådan singulær størrelse. Den ene udelukker ikke den anden, men statsborgerskab, som juridisk størrelse i en dansk sammenhæng, udelukker netop andre juridiske nationale identiteter.

På den måde i en meget praktisk betydning er statsborgerskab først og fremmest et juridisk-politisk begreb som definerer et praktisk tilhørsforhold, rettigheder og pligter. Burde de behandles som eksklusive? Kan man have rettigheder og pligter flere steder, og i hvilket omfang vil det føre til konflikter? I det omfang rettigheder som oftest knytter sig til bopælsstedet i tilfældet stemmerettigheder og beskatning, og anciennitet i tilfældet pension er der ikke så meget grund til den type bekymring der knytter sig til socialturisme. I det omfang vi taler om pligter såsom værnepligt, så er det ikke svært at forestille sig en bilateral ordning hvor det igen er bostedet der bliver afgørende på det eventuelle værnepligtstidspunkt. Hvis en person har dobbelt statsborgerskab i to lande der befinder sig i en militær konflikt kan man også sagtens finde en bilateral ordning hvor en person kan miste statsborgerskab i det land mod hvilket der anvendes våben. Der findes allerede i indfødsretsloven kriterier for tab af statsborgerskab, for eksempel for særlige grupper kriminelle.

Disse er detaljer der har betydning for særtilfælde som ikke burde ændre ved det generelle billede at statsborgerskab som en juridisk størrelse sagtens kan udvides, og at detaljerne for den konkrete udarbejdelse kan udarbejdes ved at skele til det flertal af lande i Europa der allerede tillader dobbelt statsborgerskab.

Hvis Folketinget går foran og accepterer Ny Alliance's rettidige forslag, behøver vi ikke vente måske 20 år på at få en domstols ord på at civile rettigheder fordrer ret til statsborgerskab i bostedslandet uden at miste sin oprindelige indfødsret. Den vej det går med den Europæiske integration virker det indlysende at disse juridiske tilhørsforhold bør afspejle en mere mobil tilværelse, og at det i hvert fald ikke bør være spørgsmål om identitet der skal være tungen på vægtskålen.