Søren Kjær Vestergaard , , 23-05-2008 16:33:03

Godt at du bringer dette emne på banen. Jeg er ganske overbevist om, at området trænger til at blive efterset. Herre Jemini, såfremt Gud valgte at vise sig på disse breddegrader, så jeg er sikker på at han måtte starte med 3 uger på lukket psykiatrisk afdeling :-) Området skriger efter flere penge og bedre uddannede læger.

Steffen Nielsen , Partipolitisk uafhængig. , 23-05-2008 16:35:17

Mit største ønske i forhold til psykiatrien er, at sygehusene kan leve op til psykiatriloven:

§ 2. Med henblik på i videst muligt omfang at forebygge anvendelse af tvang skal sygehusmyndigheden tilbyde sygehusophold, behandling og pleje, som svarer til god psykiatrisk sygehusstandard, herunder med hensyn til de bygningsmæssige forhold, senge- og personalenormering, mulighed for udendørs ophold samt beskæftigelses-, uddannelses- og andre aktivitetstilbud.
Denne paragraf blev formuleret helt tilbage i 1989, altså for 19 år siden. Det eneste, som det har medført er, at hospitalerne udadtil ser ud som om, at man ikke har lukkede afdelinger, men virkeligheden er anderledes, hvilket betyder, at det kun er de færrreste steder, at en afdeling har en skærmet have, hvor patienten kan komme ud uden risiko for at vedkommende abcenterer og genindlægges med politiets hjælp.

Det er åbenbart ikke gået op for nogen, at psykisk syge i deres psykoser kan være nødt til at blive tvangsindlagt i kortere eller længere tid. Derudover kommer der adskillige patienter, der er i varetægtssurrogat, som bliver overført fra arresterne og derfor ikke må flygte. Vi har patienter, der ikke kan komme ud i frisk luft i månedsvis. Afdelingerne kan ikke tilbyde motion, selvom det er en væsentlig ting i forhold tilderes psykiske velbefindende især hvis de har misbrugsproblemer.

Steffen Nielsen , Partipolitisk uafhængig. , 23-05-2008 17:20:37

Mange af vores psykiatriske patienter mister deres bolig i forbindelse med en indlæggelse af forskellige årsager. Meget ofte har det været til stor lettelse for deres naboer.

Imidlertid har hospitalerne kun begrænsede ressourcer til at yde socialrådgiverassistance, og nu efter at amterne er blevet nedlagt og stort set al efterbehandling er overladt til kommunerne, har vi i stigende grad patienter, der er færdigbehandlet, men ikke har en bolig at flytte ud til. Det betyder, at antallet af patienter, der blot fylder op på hospitalsgangene er voldsomt stigende. Behandling af misbrugspatienter, der før var under amterne, er nu overladt til kommunernes slunkne pengekasse, og det samme gælder beskyttede værksteder og meget andet.

Nedlæggelsen af amterne har været en ren katastrofe for psykiatriske patienter og det er samtidig med, at hospitalerne har stigende rekrutteringsproblemer og må bruge vikarbureauer, der er 3 gange så dyre som det fastansatte personale, samtidig med at den tætte patient-personalekontakt eller relation, hvor behandlingen er dybt afhængig af, at patienten og personalet kan indgå i en alliance i forhold til sygdommen.

Mange psykiatriske patienter har en stor mangel på sygdomserkendelse, eller patienterne lider af høre- og synshallucinationer, der fortæller dem, at de ikke må tage medicin.

At arbejde med psykiatriske patienter er af en helt anden karakter end at behandle for et brækket ben, fordi patienten med et brækket ben har en helt anden forståelse for at samarbejde end en patient, der på trods af voldsom selvskadende adfærd ikke vil erkende, at de har behov for hjælp.

En dagligdag for en psykiatrisk patient er ofte en meget lang dag, hvor den eneste beskæftigelse er cigaretter og kaffe samt lidt fjernsyn, hvis vedkommende overhovedet kan koncentrere sig om det. Det er kun de færreste, der er i stand til at kunne læse en bog eller en avis. Søvn er også begrænset, for enten skal de høre patienter, der begynder at skrige om natten eller også er de ikke i stand til at sove p.g.a. voldsom tankevirksomhed.

Jeg vil hellere miste begge ben end have en psykiatrisk lidelse, for manglen på førlighed kan jeg overvinde med hjælpemidler og ville også kunne abstrahere fra, medens jeg ikke ville kunne slå hjerneaktiviteten fra.

"Skriget" af Edvard Munch illustrerer meget godt hvad mange psykiatriske patienter lever med til daglig.

images.google.com/imgres

Steffen Nielsen , Partipolitisk uafhængig. , 23-05-2008 18:17:53

Jeg har fundet følgende hjemmeside, der meget godt illustrerer hvad jeg mener og især slutningen:

"Men jeg prøver dag for dag at acceptere sådan er det. Måske er jeg slet ikke syg, men har bare nogle overnaturlige evner? Jeg ved det ikke...gætter bare, for hvordan skal man ellers komme videre?"

images.google.com/imgres

Psykiatrien i dag er der hvor "åndssvageforsorgen" var i slutningen af 70'erne.

Steffen Nielsen , Partipolitisk uafhængig. , 23-05-2008 18:25:34

At psykiatriske patienter også kan andet end at ryge cigaretter og drikke kaffe viser følgende hjemmeside fra Museet på psykiatrisk hospital i Risskov, men det er i de perioder, hvor patienten har det nogenlunde.

images.google.com/imgres

Merete Riisager , Folketingskandidat, Odense Syd , 23-05-2008 19:35:37

Hej Anne Marie

Psykiatrien er et område, der har lidt under manglende bevågenhed alt for længe - godt du tager det op!

Men hvis der er 700.000, der får en sindslidelse hvert år, har vi alle en del diagnoser efterhånden ;-)

Merete

Steffen Nielsen , Partipolitisk uafhængig. , 23-05-2008 19:40:31

Ups

Den overså jeg. Godt set Merete.

Jeanet Suadicani , Bestyrelsesmedlem, Ringsted , 24-05-2008 01:12:13

Hej Anne Marie.
Vigtigt emne du tager op.

Jeg mener, at der generelt i samfundet er en for snæver forståelse for, hvad psykiske problemer og psykiske lidelser er. Så jeg efterlyser noget mere almen information.

Derudover er det mit indtryk, at sagsbehandlere heller ikke kan finde ud af det. Jeg kan godt forstå, at det er svært at overskue for dem, men det er jo, fordi de generelt har for mange sager pr. sagsbehandler. Jobcentrene kan også have store problemer med at arbejde med mennesker med psykisk sygdom, men det kan dog ikke være rigtigt, at de største fordomme en borger bliver udsat for, kommer fra kommunens egne medarbejdere.

Et andet kæmpe problem er, at det er for vanskeligt at vende tilbage til arbejdsmarkedet, eller slippe for det, hvis det er det, man har behov for. En ting er at man er syg, kommer sig over sin sygdom, men stadig er skrøbelig i en periode. En helt anden ting er, hvad man så skal udsættes for, før kommunen beslutter sig for, at man skal tildeles pension, flexjob eller andet. Hvor indlysende skal det være, at man har ondt og ikke kan arbejde? Alligevel skal man slæbes igennem den ene arbejdsprøvning efter den anden, samtidig med, at man skifter sagsbehandler 4 gange. Nogle gange ser det ud, som om, borgerens lægeerklæring overhovedet ikke bliver læst.

Hvis en borger ikke skal pensioneres, men bliver visiteret til flexjob, efter diverse job-prøvninger, hvor længe skal jobcentret så stå for jobformidlingen, og hvornår kommer der en såkaldt ” anden udbyder på”, og hvor længe skal man være der, hvis det stadig ikke lykkes at finde et job? Hvor mange gange skal kommunen så tvinge borgeren til at møde op hos endnu en ” anden udbyder”, hvilket betyder nye situationer og nye mennesker? Dette findes der sikkert regler for, men imens har borgeren selv søgt X- antal jobs, eller blevet stillet X-antal jobs i udsigt af kommunen, som alle af den ene eller den anden grund ikke har ført til et reelt flex-job. Det er mange ting man er tvunget til at gøre, og mange skuffelser man skal kapere, og noget tyder på, at det kan stå på i flere år. Det gælder selvfølgelig også andre jobsøgende, men det er ikke nemmere for en, som er gået ned med stress i første omgang.

Kendskabet til flexjob-ordningen er ikke stort hos arbejdsgiveren. Det ses tydeligt på antallet af flex-job slået op på ministeriets hjemmeside www.ijobnu.dk. Samtidig er der en overvægt af flex-jobs, som ikke kræver nogen uddannelse, men det er ikke kun mennesker uden uddannelse, som bliver syge, men hvor er flex-jobbene til dem? Med hensyn til flex-job, så er idéen, at man aftaler ” skånehensyn” med arbejdsgiveren, men der er ingen aftale om ” skånehensyn” med kommunen inden man når til jobbet.

Jeg var ikke klar over, at psykiske lidelser ikke var sidestillet med fysiske. Det skal de naturligvis.

Det kræver et godt helbred både fysisk og psykisk, at være i systemet.

Jan Brøns , Formand i Ballerup DRV , 24-05-2008 10:41:25

Før 2007 indregnes både kommuners og amters investeringer. I 2007 er kun indregnet
kommunernes investeringer, da kommunerne efter kommunalreformen har overtaget
langt størstedelen af regionernes opgaver på handicap/udsatte-området. Om der stadig ligger
opgaver på handicap/udsatte-området under regionerne er uklart, hvorfor faldet i 2007
kan være lidt overvurderet. Der er ikke tal længere tilbage end til 1995.
Kilde: Finansministeriets svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 61 af 13. juli 2007 og
AErådet.
De offentlige investeringer i handicap/udsatte-området er faldet med godt
300 mio. kr. (2007-priser) i perioden fra 2001 til 2007. I den foregående
seksårsperiode fra 1995-2001 steg de offentlige investeringer i handicap/
udsatte-området med 165 mio. kr. (2007-priser). 0
af 13. juli 2007 og
AErådet.

Med et fald på 135 mill er der et behov for at man tager det op .

Investeringer på handicapområdet er faldet til historisk lavt niveau
Investeringer på handicap/udsatte-området er faldet fra at udgøre knap 0,4
promille af BNP i 1998 til at udgøre ca. 0,1 promille af BNP i 2006. Investeringerne
handicap/udsatte-området har siden 2004 år for år slået historiske
bundrekorder.

Steffen Nielsen , Partipolitisk uafhængig. , 24-05-2008 11:06:29

Psykiatrifonden skriver på deres hjemmeside:

Mindst 200.000 danskere lider til enhver tid af depression, mindst 200.000 af angst og mindst 200.000 af misbrug, og herudover er et stort antal mennesker, ca. 40.000, ramt af svære psykoser og 50.000 af demens.
Hver anden dansk familie kommer i kontakt med behandlingssystemet!

Ifølge netdoktor lider
ca 20.000 mennesker af skizofreni, som er en af de alvorligste lidelser, medens
25-50.000 mennesker lider af manio-depressiv psykose også kaldet bipolar lidelse.

Jeg ved ikke rigtig hvad en sidestilling med fysiske lidelser skulle gavne, for behandlingen er jo væsentlig anderledes. Et brækket ben kan klares på få måneder med et minimum af behandlingsmæssig indsats, og patienten kan udskrives til eget hjem for det meste samme dag, medens en indlæggelse i forbindelse med psykiatriske lidelser i gennemsnit ligger på ca 19 dage, og her skal man regne med, at patienterne ofte bliver indlagt flere gange årligt p.g.a. deres manglende sygdomserkendelse. Jeg gentager lige citatet fra en psykiatrisk patient:

"Men jeg prøver dag for dag at acceptere sådan er det. Måske er jeg slet ikke syg, men har bare nogle overnaturlige evner? Jeg ved det ikke...gætter bare, for hvordan skal man ellers komme videre?"

Der er patienter, der opholder sig en større del af sit liv på hospitalet end udenfor.

Anne Marie Geisler Andersen , Folketingskandidat og næstformand i social- og sundhedsudvalget , 26-05-2008 12:12:09

Kære alle

Først vil jeg lige for en god ordens skyld slå fast, at jeg er i praktik på Social 2015-planen og har lagt udspillet om ’voksne med psykiske problemer’ ind på radikale.net på vegne af folketingsgruppen. Jeg har været med til at udarbejde udspillet, men det er altså ikke et personligt indlæg fra min side.

@Merete

Mht. de 700.000, der rammes af psykiske lidelser, så stammer tallet fra rapporten ”Psykiske lidelser og førtidspension”, der er udarbejdet af overlæge dr. med. Morten Birket-Smith og overlæge ph. D. Lene Falgaard Eplov. Der står:

Dansk Psykiatrisk Selskab udarbejdede i 2001 en rapport vedr. behandling af psykiske lidelser af ikke-psykotisk karakter. I rapporten står bl.a.: ”I løbet af ét år vil ca. 20 % af den voksne danske befolkning, svarende til 7-800.000 opfylde kriterierne for en veldefineret psykisk sygdom af ikke-psykotisk karakter. De hyppigst forekommende psykiske lidelser er angst, depression og lidelser relateret til alkoholmisbrug […].”

@Jeanet

Mht. arbejdsgivernes kendskab til fleksjob og det at ansætte mennesker med lidt andre behov, så er det allerede en del af udkastet til Social 2015-planen. I udkastet omhandlende mennesker på kanten af arbejdsmarkedet, som er at finde under Social 2015-gruppen her på radikale.net, har vi netop dette med som et punkt; virksomhedsafklaring:

Mange private virksomheder er parate til at tage medarbejdere ind, der har nogle lidt andre behov for oplæring. Denne vilje er en
forudsætning for, at indsatsen i jobcentrene har effekt. Desværre er reglerne meget ugennemskuelige, der er megen administration og
virksomhederne oplever at få mange ukoordinerede henvendelser om praktik, om fleksjob, om isbryderordninger osv. Derfor foreslår vi, at virksomhederne CSR-afklares. Det betyder, at hver enkelt virksomhed indgår et partnerskab med kommunen om, hvilke bidrag de kan yde til det rummelige arbejdsmarked og uddannelsesområdet. Jobkonsulenter skal i samarbejde med virksomhederne vurdere, hvilke muligheder den enkelte virksomhed har for at tage fleksjobbere, skånejobbere og langvarige kontanthjælps-modtagere ind. Det letter jobcentrenes arbejde med at finde pladser til de, der har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Samtidig reduceres virksomhedernes administrative bøvl. Jobcentrene skal stille viden om alle de forskellige støtteordninger til rådighed.

Mig selv:
Som sagt har jeg lagt udspillet ind i min funktion af at være praktikant på Social 2015-planen. Men ikke desto mindre er psykisk sygdom et emne, jeg brænder meget for rent personligt. Hvad angår ligestilling af psykisk sygdom med fysisk sygdom, så er det klart, at der er stor forskel på, hvordan man behandler disse. Ikke desto mindre giver det for mig at se ikke mening at indføre en behandlingsgaranti på alle fysiske sygdomme og ikke på de psykiske. Jeg er bange for, at dette vil betyde, at flere ressourcer vil blive kanaliseret over til førstnævnte område med henblik på at leve op til behandlingsgarantien. Dermed ikke sagt, at man skal indføre behandlingsgaranti for alle sygdomme. Stod det til mig, indførte man en behandlingsgaranti for de mest alvorlige/livstruende sygdomme – fysiske såvel som psykiske. Visse lidelser kan man sagtens gå med lidt længere, uden at det vil betyde det store for resultatet, mens andre skal behandles hurtigst muligt, både af helbredsmæssige årsager, men også for at undgå, at de bliver kroniske.

Anne Marie

Steffen Nielsen , Partipolitisk uafhængig. , 26-05-2008 12:24:26

OK, hvis det handler om behandlingsgaranti, kan jeg se det fornuftige i at side stille det somatiske med det psykiatriske område. Faktisk vil jeg sige, at samfundsøkonomisk ville der være en overordentlig god grund til at indføre behandlingsgaranti, da en ubehandlet psykiatrisk lidelse let udvikler sig til en langvarig lidelse med stor risiko for livslang invalidering og risiko for at ryge helt ud af arbejdsmarkedet.

Steffen Nielsen , Partipolitisk uafhængig. , 26-05-2008 12:34:14

Omvendt vil jeg dog sige, at behandlingsgarantien ikke er meget værd, så længe at sygehusene ikke lever op til psykiatriloven §2, som jeg nævnte i straten af denne tråd.

Derudover producerer retssystemet en stadig strøm af nye psykiatriske patienter, der p.g.a. varetægtsfængsling i isolation udvikler diverse psykiatriske lidelser.

Vi bryster os af, at vi ikke anvender tortur, hvilket sikkert også er rigtigt, når det handler om fysisk tortur, men isolationsfængslingerne, hvor den indsatte må vente i adskillige måneder i isolation, er tortur i allerhøjeste grad, og med den øget ventetid på en dom, er denne form for tortur blevet mærkbart værre i det seneste år.

Anne Marie Geisler Andersen , Folketingskandidat og næstformand i social- og sundhedsudvalget , 26-05-2008 13:19:10

Sidestillingen handler blandt andet om behandlingsgaranti, men også om at man kan få hjælp, når man har brug for det.

Stod det til mig kunne lægen også henvise mennesker, som lider af eksempelvis  stress til en psykolog. I det lange løb tror jeg, mange mennesker kunne drage fordel af at lære at håndtere deres lidelse  - et menneske, der lider af stress, kan lære at blive opmærksom på symptomerne på et tidligt tidspunkt og få nogle redskaber til at håndtere disse, når de viser sig. Dette kan være med til at forhindre, at disse mennesker brænder helt sammen og ryger ud af arbejdsmarkedet, og det kan betale sig rent samfundsøkonomisk, og hvad angår den enkeltes livskvalitet.

Mht. behandlingsgarantien er det som sagt vigtigt, at man ikke lader denne gælde alle lidelser. Man opnår den mest effektive prioritering af ressourcerne, hvis man i perioder, hvor der er færre akut-indlæggelser mm., kan tage nogle af de mennesker ind, der står på venteliste til behandling for en mindre alvorlig sygdom. Hvis du skal overholde en behandlingsgaranti for alle lidelser, vil du uundgåeligt komme til at køre med overkapacitet i perioder, istedet for som nævnt at kunne behandle mennesker med mindre alvorlige lidelser i disse. Ventelister på mindre alvorlige sygdomme kan altså være med til at sikre et mere effektivt sundhedsvæsen, hvor personalet har mulighed for at prioritere ressourcerne. 

Merete Riisager , Folketingskandidat, Odense Syd , 26-05-2008 13:52:50

Hej Anne Marie

I følge den rapport, du henviser til, er der 20 % af den voksne befolkning, der lever med noget, der ligger indenfor kriterierne af en diagnose. Det er ikke det samme som at 700.000 rammes af en sindslidelse hvert år.

Jeg er en pedant - sorry :-)

Og så synes jeg faktisk at tallet er ret problematisk og udtryk for en sygeliggørelse af almindelige livsbetingelser - men det er en længere snak.

Anne Marie Geisler Andersen , Folketingskandidat og næstformand i social- og sundhedsudvalget , 27-05-2008 12:33:33

Det ville være super, hvis I ville kommentere lidt mere på de konkrete forslag i det vedhæftede debatoplæg "udkast til voksne med psykiske problemer". Kommentarer i form af forslag til ændringer eller tilføjelser modtages meget gerne.

@ Merete

Jeg tror, jeg kan se, hvad du mener. Vi kigger på tal og formulering en gang mere.

Michael Viktor Osvald Hakmann , bachelor i medicin, stud.med. , 05-06-2008 20:05:52

Vi behøver bedre uddannede læger. Det er måske en sandhed med modifikationer.

Der har i lang tid været en generel forestilling at sygdom kan og skal behandles med medicin. Det er en udlægning men alligevel værd at overveje, især når man snakker psykiatri.

Man ved forholdsvis lidt om hvordan anti-psykotisk medicin i virkeligheden virker og når en patient indlægges på den lukkede kan han hurtigt risikere at blive fyldt med medicin. Lægernes begrundelse herfor er at "det virker" og forklarer om dopamin receptorene i hjernen.

Jeg ville synes bedre om en indstilling der lød at medicin stærk anti psykotisk medicin kun blev brugt når det blev vurderet strengt nødvendigt.

Sandheden er jo at denne medicin har en masse bivirkninger der medfører at patienterne får brug for nervemedicin  der jo er meget vanedannende. Dermed er der ikke langt fra at fylde en patient med antipsykotisk medicin og til at han kommer ud i et misbrug.

Det leder så tankerne henimod opfølgningen - der følger jo et stort ansvar med at fylde mennesker med anti psykotisk medicin. Der kræves en større forståelse for leddene mellem medicin til psykisk syge, behandling på lukkede afdelinger og en opfølgning. Det er jo klart at en patient indlagt på en lukket afdeling har et naturligt behov for beroligende medicin - det tror jeg alle ville have ved at være indespærret et sted.

Måske er det lidt for nemt - eller måske mere uansvarligt - at drage forbindelse mellem misbrug, psykisk sygdom og hjemløshed.

Gør man folk afhængige af medicin - og de har virkelig behov for nervemedicin når de får antipsykotisk medicin, så er der ikke langt til andre misbrug af alkohol og lignende og pludselig synes afstanden til hjemløshed uendelig kort.

Jeg tror at nøgleordene er forståelse for psykisk sygdom, i hele sektoren, forståelse for den medicin de gives og især de bivirkninger den medfører samt ansvarlighed for det medicinen og ture på lukkede afdelinger medfører, en bedre koordination mellem de forskellige led i sundhedsektoren.

Iøvrigt er det somregel lægen der bestemmer dagsdosis for den atipsykotiske medicin. Den beroligende medicin gives efter behov - dvs. at den gives af SOS assistenter mm. Med andre ord så skal hele psykiatrisektoren videreudvikles og forbedres. Husk at i dagligdagen er det ikke lægen der giver beroligende medicin, det er oftest sos assistenter og sygeplejersker, der skal altså flere til at bære ansvaret. Dvs. bedre uddannelse i hele sektoren.

Hvis sundhedssektoren selv skaber misbrug, alkoholisme mm. ja så kan man jo ikke uden videre, statistisk set drage en sammenhæng mellem nogle tal om antallet af psykisk syge, misbrug og hjemløse.

Husk at statistik kan vildlede lige så meget som det kan vejlede hvis ikke man opstiller de rigtige forudsætninger. Men formentlig er der en sammenhæng mellem misbrug, hjemløshed og psykisk sygdom, det ville være underligt hvis ikke og for at forstå denne sammenhæng skal man nok sætte sig ind i mere end de tørre tal!

Men bedre uddannelse lyder som et godt udgangspunkt, det betyder blot bedre uddannelse i hele sektoren, fra plejer til læge!

Nina Henriksen , Humaniorastuderende , 08-06-2008 15:25:37

Jeg synes, at det er et rigtig godt forslag, men der mangler lidt om hvad man kan gøre for dem, som må se i øjenene, at deres sindslidelse er et handicap, som de må leve med resten af livet, og som måske ikke bliver økonomisk produktive. Forslaget lugter lidt af, at man kun tænker på penge; det handler kun om hvordan man kan øge økonomisk produktivitet hos de syge.  

Vi må nok se i øjnene, at en sindslidende tit føler sig udstødt, både af arbejdsmarkedet og af det nære fællsesskab, (naboerne) og af uddannelsessystemet og af deres egen familie. Det er ikke kun et spørgsmål om hvordan man kan få dem til at tjene penge, det er også et spørgsmål om hvordan man bearbejder de "normale", så de bliver lidt mindre intorerante. 

Det værste er næsten (jeg tør dårligt sige det) at de mange sindslidende, som er i livsvarig behandling, men som samtidig forsøger at leve en normal tilværelse, (dvs. har et deltidsjob, går på en uddannelsesinstitution, er har et godt forhold til deres naboer osv.) , går og er hunderædde for at nogen opdager, at de har en psykiatrisk diagnose, fordi de ville blive lagt på is hvis nogen fandt ud af det. Der går masser af skitzofrene på universiteterne, de holder bare hermetisk lukket med, at de har været indlagt, fordi de er angste for den marginalisering der følger med, hvis kammeraterne og lektorerne finder ud af det.  Det er næsten det værste, for det forhindrer en debat om forholdene på de psykiatriske afdelinger, og det forhindrer at nogen råber op om hvor dårligt patienterne bliver behandlet. Det er jo let nok at lukke munden på folk, for hvis nogen taler om forholdene på de lukkede afdelinger, så er standardspørgsmålet: "Hvor ved du det fra?", og hvis vedkommende røber, at han selv har været indlagt, så tager man ikke ham/hende alvorligt længere.

Hvis man i det mindste kunne lære folk, at sindslidende er normaltbegavede voksne, som er ikke er nogen grund til at marginalisere fra uddannelsessystemet, og selvom de kan have et livsvarigt behov for økonomisk støtte, så er de ikke værdiløse mennesker. Mange gør en stor indsats med frivilligt socialt arbejde overfor folk som har det endnu dårligere end dem selv, og mange arbejder lønnet  i det omfang de kan, og sindslidende har ælig talt tit en videregående uddannelse.  Jeg synes, at det værste er diskriminationen, og her ligger problemet hos de "normale".  Jeg synes at en holdningsbearbejdelse af majoriteten ville være på sin plads.

Nina Henriksen , Humaniorastuderende , 08-06-2008 20:03:31

Og så synes jeg at der skal gøres noget ved hjemløsheden med det samme. Det kan ikke vente til år 2015.  Jeg synes sgu' at Lars Lykke med et brede gule silkeslips skulle have lov at prøve det selv: At ligge rendestenen (bogstavelig talt), møgbeskidt og til offentligt skue med psykose, tuberkulose, AIDS, hepatitis og koldbrand i fødderne, for det har de faktisk, mange af de hjemløse. Og derudover har de også en selvmordsrate på ca. 50%, og det er måske ikke så svært at forstå.  Selvvalgt hjemløshed? Er der nogen der tager en rationel beslutning om at det kunne være fedt, og som sagtens kunne have valgt noget andet? Der skal gøres noget ved det, og det er NU!

Anne Marie Geisler Andersen , Folketingskandidat og næstformand i social- og sundhedsudvalget , 09-06-2008 10:32:26

@Nina

Den holdningsbearbejdelse, som du efterspørger, og som jeg er meget enig i, at der er brug for, er netop hensigten bag nedenstående forslag.

Psykiske lidelser og især skizofreni er stadig forbundet med fordomme. Det betyder at mange først søger behandling meget sent i forløbet og det forringer chancerne for at komme sig. Det skal derfor sikres at området løbende overvåges. Konkret foreslår Radikale Venstre at:
Regeringen årligt gennemfører en undersøgelse af befolkningens holdninger til psykiske lidelser, herunder skizofreni. Undersøgelsen skal sikre at politikerne holder fokus på at bekæmpe fordommene, og at der løbende tages de relevante initiativer.

Jeg er lidt ked af din kommentar:  "Forslaget lugter lidt af, at man kun tænker på penge; det handler kun om hvordan man kan øge økonomisk produktivitet hos de syge" . Og er nok også lidt uforstående over for, hvordan du når den konklusion?

Mht. de mennesker, som aldrig bliver raske, og som må leve med deres handicap resten af livet, kan jeg fortælle dig, at vi i Sektorpolitisk udvalg for social- og sundhedspolitik er i fuld gang med at udarbejde en handicappolitik, som netop tager hånd om  blandt andet denne gruppe.

Go' dag!

Anne Marie

Nina Henriksen , Humaniorastuderende , 09-06-2008 14:09:18

Du må have mig undskyldt Anne Marie, men det sidste Go'dag, det synes jeg er meget, meget arrogant. Er det fordi min kommentarerer luger lidt af at jeg har prøvet det selv, at du synes at du kan tillade dig at bruge den tone? Jeg kunne godt komme med en lang smøre om at dit forlag ser fint ud på papiret, men hvis du ikke kan reagere med anden end hovski-snovski'hed og arrogance, når én der kender problematikken på sin egen krop vil kommentere på det, så vile jeg meget nødig have dig som social- eller sundshedsminster. Jeg tror faktisk ikke at jeg har lyst til at deltage mere i denne debat. Jeg må nok hellere prøve et andet sted, hvor man bliver mødt med lidt mindre arrogance, når man siger sin mening. Tillykke med dit meget politsk korrekte og elitære forslag, men jeg hopper af her med erkendelsen af at du ikke kan bruge dem, der rent faktisk kender til problematikken til noget.

Merete Riisager , Folketingskandidat, Odense Syd , 09-06-2008 21:15:26

Hej Nina

Det er helt nødvendigt at de, der kender det selv,  deltager i debatten. Jeg håber derfor ikke, du har opgivet, men at du vil dukke op igen, præcis når det passer dig. Jeg er sikker på, at Anne Marie mener det samme.

@ Anne Marie

Jeg synes, at især det store fokus på uddannelse, både for behandlere og psykisk syge er rigtig godt. Jeg tror meget på, at mange psykiske lidelser er det man kan kalde "almenmenneskelige vilkår". At lære at leve med sine "huller i osten" er ligeledes en almenmenneskelig løsning eller vej ud af det sorte.

Nina påpeger helt rigtigt at noget af det værste for sindslidende er den afstand resten af samfundet lægger til dem. Hvis man opretter "fobi-skoler" og "depressions-skoler" og "angst-skoler" er man med til at almengøre problemerne - der vitterligt er almindelige - som dine tal også viser.

Derudover kan forslaget give en tiltrængt saltvandsindsprøjtning til et område, der skriger på opmærksomhed og visioner.

Anne Marie Geisler Andersen , Folketingskandidat og næstformand i social- og sundhedsudvalget , 09-06-2008 22:00:36

Kære Nina

Jeg håber, du ikke er hoppet helt af endnu. Din kommentar kommer mildest talt meget bag på mig. Med det sidste go' dag mente jeg blot, at du måtte have en god dag. Jeg håber, at det er fordi, du har læst det anderledes, at du reagerer, som du gør, for det var bestemt ikke ment arrogant -tværtimod.

Jeg kan fortælle dig, at jeg også selv har oplevet problematikken på egen krop. Blandt andet har jeg en far, der har lidt af depressioner i mange år, været indlagt på den lukkede op til flere gange og det, der var værre. Så jeg blev ærlig talt ret ked af din kommentar. Psykisk sygdom er noget af det, der ligger mig allermest på sinde. Og det, at du kender til problematikken ville bestemt ikke gøre, at jeg tog dig mindre alvorligt - snarere tværtimod.

Nina Henriksen , Humaniorastuderende , 10-06-2008 09:00:37

Hej Anne Marie.  Det må du undskylde.  Jeg kom åbenbart til at lægge noget i det, som ikke var hensigten.

Men fra mine egne indlæggelser kan jeg huske at kedsomheden var det værste. At der slet ikke er nogen aktiviteter patienterne kan deltage i i løbet af dagen. Nogle patienter er jo unge, og de er jo ikke sengeliggende - tværtimod, nogle af dem har mere energi en normalt, og det er uudholdeligt for dem at være spærret inde et sted, hvor de ikke har adgang til motion, frisk luft eller nogen former for beskæftigelse. Det fører til rastløshed og irirtation, og i sidste ende til konflikter med personalet, som kan føre til fysiske overgreb og bæltefikseringer. Det kan også føre til  overdreven behandling me stezolid, udelukkende fordi patienten har et normalt energiniveau, og ikke kan holde ud at kede sig hele dagen. Især helt unge mænd får et meget stort forbrug at stezolid, fordi personlaet er bange for hvad der sker, når han ikke kan holde ud at kede sig længere. Så i stedet for at forsøge at sidestille psykisk sygdom med fysisk sygdom, hvor patienterne normalt er sengeliggende, så burde man se i øjenene at især unge sindslidende har behov for mange flere aktivivter i løbet af dagen og mere motion (f.eks. boldspil) end en  almindelig hospitalspatient.

Kristian Kirk Mailand , Rådsmedlem, Region Hovedstaden , 15-06-2008 21:12:02

Kære Anne Marie Geisler m.fl.

Ja, det er jo nok lidt sent, at komme ind i debatten. Men jeg vil dog ikke undlade et par enkelte kommentarer på de i øvrigt gode tanker om sindslidende og deres behandling år 2015. (Hvis vi da skal vente så lang tid – vi kan/skal vel ikke vente med at ”tro” på de sindslidende?)

Først og fremmest må jeg tilstå, at jeg slet ikke er enig i formuleringen om at det ikke er afgørende hvem der giver hjælpen i kommunerne. Jeg er af den modsatte overbevisning. Det er særdeles relevant, at kræve at al hjælp der ydes, er den rigtige, faglig kvalificeret hjælp. Jeg synes derfor, at der passende kunne arbejdes mere med det kommunale ansvar ifbm forebyggelse, og måske – uden selv at komme med det gyldne forslag – at vi bør være mere ambitiøse/krævende end en opfordring til en redegørelse fra regeringen.

Forholdet mellem indsatsen hos praktiserende læge og manglen på special-læger synes jeg også fortjener uddybning. Forslagene omkring opkvalificering af lægerne kunne udfoldes mere. Jeg er af den overbevisning, at det ikke bare handler om opkvalificering, men også en form for certificering/kvalitetssikring, således, at de mange (50 pct af de der rammes af en psykisk lidelse) rent faktisk KUN kan blive behandlet af praktiserende læger, der rent faktisk magter opgaven.

Mht. behandlingsgaranti – ja, at indføre en sådan vil være en symbolsk ligestilling med somatikken, men en fejl bliver ikke bedre af at blive gentaget, og da slet ikke da problemerne med personalemangel og rekruttering i somatikken er småting i forhold til samme i psykiatrien. At gennemfører et tilsvarende behandlingsgaranti-forslag vil slå bunden helt ud af de offentlige behandlingstilbud til borgere med psykiske lidelser. Men måske er det kun mig, som synes det er den forkerte vej?

Endelig, mht til Recovery-perspektivet – jeg synes vi skal gå længere Formuleringen ”Det er ikke alle der kan komme sig ..” bør i min optik udtrykkes som ”langt de fleste kan komme sig”

Fortsat god arbejdslyst med udkastet.

Bedste hilsener

Steffen Nielsen , Partipolitisk uafhængig. , 15-06-2008 22:40:51

Jeg troede egentlig, at denne debat var gået helt i stå, men jeg har et par synspunkter med hensyn til holdningsbearbejdelse og det faktum, at mange ikke søger behandling i tide.

For skizofrene handler det ikke bare om holdningsbearbejdelse, fordi for rigtig mange af disse patienter, så har de hele tiden et umådeligt og forståeligt ønske om at være raske og derfor får vi dem ustandseligt tilbage til medicinering. Svingdørspatienter, som de kaldes.

Det jeg savner allermest er at kunne tilbyde patienterne en rimelig dagligdag under indlæggelsen, hvor de har noget at stå op til og ikke bare en dag, hvor de venter på samtale med lægen.

Det er umåååååådelig kedeligt at være indlagt i månedsvis og så ovenikøbet have svært ved at koncentrere sig om noget så enkelt som at se fjernsyn.

Steffen Nielsen , Partipolitisk uafhængig. , 15-06-2008 22:41:58

Jeg blev afbrudt da jeg skrev, men vi udskriver patienterne og få måneder efter får vi dem igen, fordi de er holdt op med at tage medicin.

Nina Henriksen , Humaniorastuderende , 15-06-2008 22:59:08

Hej Steffen. Nej, et af symptomerne ved skitzofreni er jo netop, at patienten ikke har sygdomsindsigt. De fleste skitzofrene ved selvfølgelig godt at de har det forfærdeligt og at deres liv ikke fungerer, men de kan ikke forstå at problemet kan løses ved at spise en tablet dagligt. I dag betragter man jo skitzofreni som en fejl i hjernen og mener at løsningen er hjernemedicin, mens den skitzofrene selv betragter det som et meget kompliceret følelsesmæssigt problem og ikke forstår hvorfor hans følelser og tanker slet ikke interesserer lægerne. Hvis man vil have patienten til at forstå, at hele hans komplekse problem kan løses med tabletbehandling, så må man bruge en del tid på at forklare ham det, for det virker ikke logisk for patienten. Men det kræver tid og tålmodighed og kvalificeret personale.

Steffen Nielsen , Partipolitisk uafhængig. , 16-06-2008 00:20:59

Der er også dukket psykoeducation op i de senere år, men jeg er ikke selv kvalificeret til at arbejde med det.

Da jeg startede i psykiatrien for 4½ år siden fik jeg et chok over, at tiden i den grad er stået stille indenfor psykiatrien og jeg har sammenlignet det med, da jeg i 1972 arbejdede ½ år på åndssvageanstalten Ebberødgård. Der er umådelig lang vej endnu, hvor man kan undre sig over, at man indenfor dette område ikke har taget ved lære af hele forandringen på området for udviklingshæmmede.

Selvfølgelig er der enkelte sorte pletter med bosteder for udviklingshæmmede, men de forhold, der f.eks. er kommet frem fra om disse bosteder er jo på mange områder dagligdag for psykiatriske patienter.

Jeg fatter ikke, at man 19 år efter psykiatrilovens vedtagelse stadig ikke har indset, at der skal helt andre forhold til på de psykiatriske hospitaler og at det ikke bare handler om bedre uddannede læger, men at plejepersonalet lærer, at ingen bliver raske af bare at få medicin og derefter parkere patienterne på en stue eventuelt skærmet, således patienten ikke får for mange sanseoplevelser.

Den psykiatriske behandling i dag er i store træk direkte nedværdigende, hvor personaler taler ned til patienterne og ikke betragter dem som ligeværdige. Der er patienter, der i månedsvis ikke får frisk luft.

Oven i det  hele sylter kommunerne deres opgave med at finde boliger til udskrevne patienter, så hospitalerne "sander til" med færdigbehandlede patienter, der optager pladser.

Da man nedlagde amterne fjernede man også sikkerheden for at der var væresteder og beskyttede værksteder, således at udskrevne patienter kunne få en meningsfuld hverdag. Kommunerne forlanger, at de skal give overskud, og sådan kan man ikke arbejde, når brugerne i lange perioder er fraværende og dermed er ude af stand til at producere. Der tales om, at kommunerne skal samarbejde, således at disse steder kan fortsætte, men kommunerne trækker deres brugere hjem, og da det såviser sig, at stedet giver underskud, så bliver det lukket.

Det var kynisk og fuldstændig vanvittig beslutning at nedlægge amterne, fordi den brede befolkning ifølge visse politikere ikke vidste hvad de skulle bruge amterne til. Jeg kan blot konstatere, at ekspertisen er spredt for alle vinde og ingen kan vente til 2015 uden at der sker noget.

Nina Henriksen , Humaniorastuderende , 16-06-2008 13:04:21

Hej Steffen.

I første omgang vil jeg sige (også til andre læsere at tråden som måske ikke er helt inde i de forskellige udtryk) at der er stor forskel på sindslidende og udviklingshæmmede. Udviklingshæmmede er dét man i daglig tale kalder åndssvage, mongoler osv, alstå folk som er født med kromosomfejl og derfor lærer meget langsomt, hvorimod sindslidende er normalbegavede med en normal skolebaggrung og ofte også en videregående uddannelse,  som er brudt sammen p.g.a. stress, mobning på arbejdspladsen, dårlige familieforhold, skilsmisse, hustruvold, omsorgssvigt i barndommen, you name it. Men udover at de er udsat for lige meget vold og nedladenhed fra personalet, så har de to grupper ikke noget tilfælles.

Jeg ved godt at det er et meget upopulært synspunkt, men jeg tror at et af problemerne er, at de mennesker som passer både de sindslidende og de udviklingshæmmede ingen uddannelse har overhovedet. Det er tit folk med en meget dårlig folkeskolebaggrund, som ikke er i stand til at tage en HF som enkeltfag, selvom de har prøvet i mange år. De har så fået nogle kuser i at tage førergreb på folk og kan derfor kalde sig selv "plejer". Men de har ofte ikke et sprog, som de kan diskutere på, og de griber til fysisk vold overfor patienterne fordi de ikke magter at tale sig tilrette med dem. De har ganske enkelt ikke deres talegaver i orden.

Nu siger jeg det ikke for at såre dig, for jeg kan se at dine indlæg at du gør hvad du kan rent politisk for at forbedre forholdene for psykiatriske patienter. For dig er det ikke bare et spørgsmål om højere løn, men om at forbedre psykiatrien - hvis bare der dog var nogle flere plejere som dig.

Men jeg tror også at der er mange  plejere, som betragter deres job som et lortejob og kun har det fordi de ville have svært ved at få noget andet, og deres kamp for patienternes vilkår er til at overse. Jeg tror endda er der er nogen der har taget et job på en psykiatrisk afdelig, fordi de ikke må udsætte patienterne for fysiske overgreb på de somatiske afdeliger, og at det er deres eneste motivation for at søge indefor psykiatrien.

Jeg tror at en opkvalificering af plejepersonlaet er det vigtigste i første omgang, og så måske en fyreseddel til dem der bare støver rundt for at finde nogen patienter, som de kan komme op at slås med.

Steffen Nielsen , Partipolitisk uafhængig. , 16-06-2008 13:17:40

Kære Nina

Nu er jeg ikke plejer og plejere er en uddøende race. Jeg er pædagog. Arbejdet med udviklingshæmmede blev radikalt ændret i 80'erne, hvor pædagoger kom ind på området.

Der er stor forskel på udviklingshæmmede og psykiatriske patienter, men det jeg efterlyser i psykiatrien er LIGEVÆRDIGHED og det har man fået udviklet indenfor arbejdet med udviklingshæmmede (dog med enkelte sorte pletter).

Jeg føler mig absolut ikke såret af din generelle analyse af personalet i psykiatrien, for jeg er nået frem til samme konklusion.  Psykiatrien trænger i den grad til et opgør med de middelalderlige forhold, og hvor mange medarbejdere mere betragter sig som fangevogtere end som plejepersonale. Jeg vil dog gøre opmærksom på en undskyldende faktor, og det er, at det påvirker alle at blive kaldt for både det ene og det andet, men som regel kan jeg dog godt skelne at det som regel er en meget psykotisk patient, der sviner os til, spytter på en, kaster urin efter en, slår og sparker og mange andre ting.

Jeanet Suadicani , Bestyrelsesmedlem, Ringsted , 16-06-2008 13:31:39

@ Nina og Steffen

Gælder den kritik I giver udtryk for kun lukkede afdelinger, eller gælder den også åbne afdelinger?

Nina Henriksen , Humaniorastuderende , 16-06-2008 13:40:50

Hej Jeanet. Den gælder kun lukkede afdelinger. På åbne afdelinger er der et andet problem, nemlig at patienterne kun får medicinsk behandling og observation, det vil i praksis sige at de slet ingen kontakt har med personlaet l løbet af dagen. Der gælder den samme kritik mht. at patienterne ikke har noget at beskæftige sig med i løbet af dagen, og derfor er ved at gå til af kedsomhed. Patienterne får deres tabletbehandling, men intet at det de selv opfatter som behandling, nemlig personlig kontakt og støttesamtaler. Desuden er mange patienter meget langvarigt på de åbne afdelinger, uden at de selv føler at indlæggelsen giver nogen mening, mens behandlingen på de åbne afdelinger er mere intensiv, og folk derfor kommer hurtigere igennem (generelt - selvom man skal passe på med at generelisere om patienterne - det tror jeg er den største fejl man kan begå).

Nina Henriksen , Humaniorastuderende , 16-06-2008 14:03:04

Jeg læste for ca. et halvt år siden i Metroekspress, at højtuddannede, dvs. folk med en PhD eller en kandidatgrad havde meget større selvmordsprocent efter en indlæggelse, end folk som aldrig var nået til tops i hierakiet. Ifølge artiklen var det fordi at folk som er vant til den respekt, der hører med til at være højtuddannet ikke kan tåle det antiklimaks, som det er at blive psykiatrisk patient med den manglende respekt for personen og den udstødelse, som det tit medfører. Mange selvmord begås jo direkte efter en udskrivelse fordi patienten har mistet al selvværd og al håb om at få hjælp, men "eliten" skulle altså have meget større selvmordsprocent end dem, som alrig har vænnet sig til andres respekt.

Steffen Nielsen , Partipolitisk uafhængig. , 16-06-2008 14:26:27

Jeanet

Åbnede og lukkede afdelinger gør ingen forskel. De er lukkede afdelinger, når der er en patient, der ikke må forlade afdelingen, for så bliver døren låst.

Annette Rolsting , Med ønsket om en stærkere sundheds- og erhvervspolitisk dagsorden , 16-06-2008 14:42:09

Det er godt vi får lukket op for debatten på dette vigtige område. Med regeriens behandlinsgaranti er de medicinske og psykatriske patienter blevet decideret nedprioriteret. Men som sagt, det er en god start - sidste år vedtog vi jo på landsmødet, at der skal udarbejdes en national handlingsplan på psykiatriområdet. Det er vigtigt at vi får sat fokus på forebyggelsesdelen, der bl.a. hænger sammen med stress- og arbejdsmarkedspolitik. Desuden så jeg gerne, at vi modtog de aktuelle problemer med psykiske problemer blandt hjemvendte soldater, der lider af krigstraumer.

Nina Henriksen , Humaniorastuderende , 16-06-2008 14:43:04

Hej Steffen. Der hvor du arbejder, er der åbenbart ikke lukkede eller åbne afdelinger, man låser bare døren når en patient er tvangstilbageholdt. På Fredriksberg, hvor jeg bor, er der stadig lukkede og åbne afdelinger, en patient på lukket afdeling kan dog godt have fri udgang, mens en patient på åben afdeling kan have begrænset udgang. Men man bruger kun bæltefikseringer på lukket afdeling, derfor foretages der også kun fastholdelser ( som kan udarte sig til slagsmål) af patienterne der. Men det er heldigvis ca. 15 år siden at jeg var indlagt sidst, så jeg ved ikke hvor meget forholdene har forandret sig. Men man læser jo i aviserne at patienterne opholder sig meget længere end nødvendingt på afdelingen, fordi man ikke kan finde en bolig til dem, eller at man udskriver dem direkte til en natvarmestue, hvor det er dokumenteret at brugerne smitter hinanden med tuberkulose, når de ligger som sild i en tønde på gulvet om natten.....så jeg har svært ved at forstille mig at det er blevet bedre....

Nina Henriksen , Humaniorastuderende , 16-06-2008 14:45:27

Hej Anette - Ja, og flygtninge, der lider af krigstraumer, og som har fået psykoser pga. ventetiden.....enten sender de psykotiske mennesker tilbage til Irak, eller også kommer der en kæmpe pukkel, når de giver humanitær opholdstilladelse til dem, der har siddet pån asylcentrene i årevis.

Daniel Sichlau , er tættere og tættere på at blive medlem af Radikale Venstre , 19-06-2008 00:55:49

Den alt for lange ventetid til psykiatrisk behandling er skræmmende.

Og det gælder om at kende nogen, der kender nogen efterhånden.

Jeg er netop færdigbehandlet for nogle problemer som jeg for min egen skyld ikke deler her.

Men de samtaler jeg havde - blev også hurtigt fokuseret på at jeg skulle "kureres" hurtigst muligt ..

Det er også vigtigt at der bliver gjort mere ved ungdommens psykiske problemer, som ung ved jeg selv hvor mange der tumler med mere end blot bumser, pigeproblemer og lign. , men mere alvorlige ting..

En god ting kunne være at gøre mere ved Skolepsykologens rolle, og nu ved jeg godt at jeg kun har talt om ungdommen, men det er nu altså den jeg ved en smule om ;)  

Steffen Nielsen , Partipolitisk uafhængig. , 19-06-2008 09:03:38

Problemet med at åbne afdelinger bliver låst er at vedkommende patient, der er tvangsindlagt eller er i surrogatarrest ikke har adgang til frisk luft, altså at komme ud i en skærmet have. Personalet må ikke bruge fysisk tvang, når patienten befinder sig udenfor afdelingen, medmindre at det er i en skærmet have. Det betyder, at hvis patienten stikker af på vej hen til en skærmet have, så må personalet ikke fysisk holde vedkommende tilbage.

Derudover er det yderst sjældent, at en personale kan gå fra til at være sammen med en patient i en skærmet have.

Steffen Nielsen , Partipolitisk uafhængig. , 19-06-2008 09:20:17

Med hensyn til behandling af soldater med PTSD, så forekommer de, men jeg har indtrykket af, at det kun er i forbindelse med vold mod andre, suicidalforsøg og andre voldsomme ting, at de bliver indlagt.

Ofte isolerer de sig og er ikke i stand til at bede om hjælp. Det er som regel pårørende, der udvirker, at nogen af dem overhovedet får hjælp, men som regel er det først, når tingene har escaleret.

TV-klippene fra asylcentre, hvor mennesker ligger under en dyne døgnet rundt og kun stikker en hånd ud for at tage noget og drikke eller ryge, er ret almindeligt for mennesker med PTSD i svær grad, og der bliver man rystet over visse politikeres totale mangel på indsigt og menneskelighed give udtryk for:

"PTSD er noget, psykologer og læger rask væk skriver, og det hænger mig ud af halsen med sådan en sludder for en sladder, hvor man svindler sig igennem." (Søren Krarup til Politiken, 9.12.2005).

Nina Henriksen , Humaniorastuderende , 19-06-2008 09:32:19

Hej Daniel.  Jeg synes også at det ville være bedre, hvis behandlerne ikke var så hurtige til at opgive unge med psykiske problemer. Jeg synes at der skulle investeres meget mere i de unge, i stedet for bare at steple folk som kronisk syge, og dermed afslutte behandlingen. Man kunne sagtens sætte folk ud i fleksjob selvom de var lidt dårlige, i stedet for bare at kassere dem af arbedsstyrken. Det er også et sprøgsmål om tolerance - at man kan acceptere en kollega, som ikke er helt frisk, og at man accepterer at alle har en unik værdi, også selvom de slås med alvorlige problemer. Man skal også lære at se styrken i sin egen situation. Selvfølgelig er det møg-træls at slås med psykiske problemer, men det giver også en indsigt, som kan bruges konstruktivt på længere sigt....Det er vigtigt at man ikke glemmer det.

Hanne Christensen , , 13-08-2008 20:20:57

Kan Anne Marie Geisler forklare, hvorfor hun sætter psykisk syge, misbrugere og hjemløse i samme bås. Hvorfor ikke kræftramte? Eller fede? Eller sukkersygepatienter? Hjertepatienter?

Du nævner, at 700.000 danskere lider af psykisk sygdom. 10.000 af disse (altså 1,5 %) har også problemer med misbrug. Hvor mange har egentlig misbrugsproblemer i Danmark? Min umiddelbart vurdering er, at der med de nævnte tal ikke er en større andel blandt psykisk syge. Derfor mener jeg, at de to problemstillinger ikek bør sammenblandes.

700.000 danskere udgør ca. 15 % af den samlede befolkning. Problemet er faktisk så stort, at det bør kræve lidt mere af en politiker end spalteplads til at hun lufter sine fordomme og uvidenhed.

Du finder det også vigtigt at pointere at 2 promille af psykisk syge er hjemløse. Blot for at sætte problemstillingen i relief?

Et af de største problemstillinger omkring psykiske sygdomme er de fordomme, de omgæres med. Man har en forestilling om, at de er alkoholikere, stiknarkomaner e.l., og de nok ikke kan hitte ud af at betale en husleje. Ja, fordommene er ikke just positive, men temmelig nedværdigende.

Jeg ved ikke, om tallet 700.000 er korrekt. Jeg ved der imod, at det er den mest hyppige årsag til invaidepensionering i Danmark. Og her taler vi om invalidepensioneringer i alle sociale lag. Det er altså også den hyppigste årsag blandt akademikere, blandt socialarbejdere, blandt bankfolk, blandt sygeplejerske, hos HK'ere osv.

Alligevel finder Anne Marie Gesiler det nødvendigt indirekte at sætte sammenhæng mellem psykisk sygdom, misbrug og hjemløshed.

Kig dig rundt i folketingsgruppen. Her vil så sidde et par stykker, der har haft en depression eller anden psykisk lidelse, men som sidder og skutter sig, fordi så mange har så nedværdigende fordomme omkring disse typer sygdomme. Sygdomme der i øvrigt kan spænde lige så vidt som fysiske sygdomme. En depressiv og en skitzofren lidelse har vidt forskellig karakter - men placeres i samme bunke. Det er lige så dumt, som hvis man sidestillede et brækket ben med en kræftsygdom eller blodprop i hjertet.

Hvis De Radikale skal frembringe et fornuftigt oplæg til en socialpolitik over for psykiske lidelser, må de starte med at sætte sig ind i og forstå problemstillingen. De sygdomsramte har brug for en mere seriøs politisk håndtering, ligesom vi vælgere må kræve, at politikerne udtaler sig på baggrund af viden og ikke blot lufter deres fordomme.

I øvrigt mener jeg, at forebyggelse af psykiske lidelser burde høre hjemme under sundhedspolitikken og delvis under arbjedsmarkedspolitikken, idet psykiske lidelser ofte er en konsekvens af dårligt arbejdsmiljø. Bedre indsats for det psykiske arbejdsmiljø ville derfor være en stor forebyggende indsats for psykiske lidelser. Man placerer da heller ikke forebyggelse af hjerte/karsygdomme under socialpolitiken, vel?