11. september 2001. En dag de færreste glemmer. De fleste af os kan huske præcis hvor vi var og hvad vi lavede, da de to fly fløj ind i World Trade Center. Vi så de skrækkelige billeder af brændende bygninger og grædende børn, og det påvirkede os alle dybt.
Siden den dag ændrede meget sig. For med 11. september kom angsten. Angsten for muslimerne. En angst som findes i hele vesten – og desværre også her i Danmark. Siden hen har flere hændelser forstærket denne angst – flere terrorangreb, krig i mellemøsten og brændende Dannebrogsflag verden over.
Men denne angst er farlig. Og den gennemsyrer vores samfund. For når man taler til angsten, slår hjernen fra.
Det er svært. For vi hører om indvandrere i pressen konstant. De har intet arbejde, de er kriminelle, de springer fra på uddannelserne. Men tror I selv, at disse facts handler om religion – om at være muslim? NEJ! Det handler om helt andre ting, nemlig hvor man bor, hvilken uddannelsesmæssig baggrund man har, og hvor mange penge man har. Renser man kriminalstatistikken for disse faktorer, er forskellen mellem danskere og indvandrere markant mindre. Men ud over disse vigtige faktorer, betyder det også noget, om man føler sig accepteret. Det er da klart. Føler man sig som en del af fællesskabet, vil man gerne gøre en indsats for fællesskabets skyld. Føler man sig udenfor, er solidaritetsfølelsen sjældent stor.
Nu ligner det, at vi får et tørklædeforbud for dommere. I kølvandet herpå proklamerede Dansk Folkeparti, at tørklædeforbuddet skal udvides til andre offentlige stillinger som hjemmehjælpere, sygeplejersker og skolelærere. Igen må jeg anbefale at hive i håndbremsen. Udelukke kvinder med tørklæde fra offentlige stillinger – herunder plejesektoren? Er I klar over, hvilke konsekvenser det vil have for dansk økonomi, for vores ældre, syge og svage? Vi lever i en tid, hvor der er desperat brug for arbejdskraft, hvor vi får længere og længere ventetider og mindre og mindre tid til omsorg. Og så vil man forbyde tusindvis af kvinder muligheden for at arbejde her på grund af deres religion? NEJ! Det er simpelthen for kortsigtet og ugennemtænkt en løsning. Og hvorfor skulle man egentlig indføre dette tørklædeforbud blandt offentligt ansatte? For de undertrykte kvinders skyld? Man kan ikke bekæmpe tvang med tvang. Vil det hjælpe at isolere disse kvinder og holde dem udenfor arbejdsmarkedet uden mulighed for at udvide deres horisont? NEJ! Desuden er der uendeligt mange muslimske kvinder, der bærer deres tørklæde af helt andre årsager. Af stolthed, af kærlighed, af respekt, af trods.
Men hvorfor er vi så bange for det tørklæde? Hvad er det ved islam, der får os til at tilsidesætte vigtige danske værdier som frihed, næstekærlighed og beskyttelse af minoriteter? Jeg påstår, at det er angsten. Angsten for at muslimerne tager vores job, vores pladser på sygehuset, vores plads i kontakthjælpskøen men også for at muslimerne kommer med en hemmelig dagsorden om at overtage Danmark eller om at de vil springe Rådhuspladsen i luften. De fleste af os er ikke stolte af denne angst, og prøver at pakke det ind i en masse eksempler på, hvor kriminelle indvandrere er, hvordan de ikke kan tale dansk osv. Men inderst inde handler det om angsten.
Det handler også om, at mange mennesker ikke kender nogen muslimer. Faktisk har det vist sig, at der er en sammenhæng mellem kontakt med muslimer og modstanden mod dem. Angsten for muslimer er større i de egne af Danmark, hvor der ikke bor nogen. I stedet for blindt at tro på skræmmekampagner fra DF skulle vi måske prøve at undersøge sagen selv – ønsker de fleste muslimer virkelig at overtage Danmark? Er kvinderne virkelig undertrykte? Eller ønsker nogle politikere at fremstille dem som undertrykte, fordi der er rigtig mange stemmer i skræmmekampagner? Er udvisning og særregler mod religiøse symboler virkelig det bedste middel til at få et samfund, som borgerne holder af og føler sig som en del af? Jeg tror det ikke. Konsekvensen er nemlig at flere muslimer vil vende sig imod det Danmark, som taler så grimt om dem og som indskrænker deres muligheder.
Politikkerne formår at prikke til angsten konstant. Men vi må sige fra! Angsten er dræbende og ødelæggende for et velfungerende samfund, og vi bliver nødt til at se den i øjnene. Og vi skal alle hjælpe til. Vi skal turde debattere til familiefesten, over hækken og i indkøbskøen. Vi skal sætte spørgsmålstegn ved myter og rygter, og vi skal forlange fakta og præciseringer. Til gengæld skal vi også acceptere de problemer, der er på integrationsområdet og komme med konstruktive løsningsforslag.
Tørklædeforbuddet er første skridt i retningen af et Danmark med et A og et B hold. Dem, der er en fuldgyldig del af samfundet og dem, der ikke er. Vi må sammen sørge for, at vi ikke tager flere skridt i den retning men i stedet i fællesskab arbejde for, at vi alle bliver en del af vores Danmark. Radikale Venstre er partiet, der kan, skal og vil kæmpe denne kamp. Kampen for både Anne og Aischa.