Michael Bjørnbak Martensen , Journalist - fotograf - økonom - kræftpatient - redaktør , 06-09-2008 09:06:00

Jeg kan sagtens se din pointe, omend forslaget med pedellerne der skal være ph.d. lyder lige voldsomt nok. I dag har jeg skrevet et indlæg på min blog, der beskæftiger sig med noget af det samme: 6. september 2008 Hvad bliver konsekvensen af at unge i dag er så målrettede og fokuserede Da jeg var ung, var det mantraet, at vi skulle være målrettede og fokuserede, men budskabet var langt hen ad vejen "som at slå i en dyne", for jeg tilhørte en generation, der ville ud af fortidens stramme tøjler. Vi skulle ud og opleve verden, få vores egne iagttagelser og lave vore egne slutninger. Unge i dag er hel fantastisk målrettede og fokuserede, men de mangler så alt det vi andre gennemgik med personlige oplevelser og personlig stillingtagen. Tidens tilbud til unge, der vil frem i denne verden og er så heldige at få nogle oplevelser blandt helt almindelige mennesker, er f.eks. ph.d.-er der laver der arbejde på et sygehus. Modstykket er Ph.d.-er, der laver deres arbejde på universitet, fortsætter i en verden i teoriernes verden. Selvom jeg er overbevist om, at ph.d.-ere der er på et sygehus vil give et samfundsbidrag, der er større end universitetsfolkenes, er der også den personlige dimension: hvordan klarer de sig selv som det menneske, de er? Jeg er af den opfattelse, at begge grupper mangler noget på den personlige konto, hvilket helt givet vil medføre en del dårlige nerver og problemer af forskellig karakter i privatsfæren. Nu har jeg arbejdet på Silkeborg Gymnasium og på Ry Højskole, hvor jeg med endnu større overbevisning kan sige, at dette synspunkt ikke er helt hen i vejret - og derfor stiller jeg det åbne spørgsmål: Hvad bliver konsekvensen af at unge i dag er så målrettede og fokuserede? Eksempler: 1) På Silkeborg Gymnasium havde eleverne hamrende travlt, for tilbudene i det daglige var massive og krævende. Men intet krævede personlig stillingtagen - og i mit arbejde med kommunikation oplevede jeg, at eleverne var ganske kritiske overfor mine produkter, men de havde ikke evnerne til selv at komme med konkrete produkter. 2) På Silkeborg Gymnasium havde lærerne en ekspert-status, ekspert-selvopfattelse, der selvsagt går noget for vidt, når jeg møder med spidskompetencer i netop kommunikation. Ledelsen var som udgangspunkt meget positive overfor mine kompetencer, men de var underlagt den magt lærerne havde. 3) På Ry Højskole har jeg mødt hamrende dygtige og fokuserede elever, der kom til højskolen, fordi deres ønsker var opfyldt i en alder af 24-28 år "og hvad skal vi så fremover" "var det virkelig bare det?" spørger de. Som sådan er det herligt, at de kommer på højskolen for at få ny vind under vingerne; jeg kan blot være lidt nervøs for, om det næste de går i gang med er spændende for de næste 3-5 år, og de så skal have inspiration igen. Jeg så hellere, at de fik lidt personlig stillingtagen til sig selv og livet som sådan, og ikke blot det professionelle liv. 4) Kresten Schultz Jørgensen er virkelig et godt eksempel på hvad jeg mener om en fagperson inden for mit eget fagområde, for alt hvad han producerer har en teoretisk tilgang hhv afsæt, der givet er interessant for folk på Mars, der vil studere det jordiske liv, men lidet interessant for hverken min faglighed som journalist eller for almindelige mennesker. 5) Jeg hører fra læger, der har "føl", nyuddannede læger, at føllene ofte er meget utrilfredse med det lægerne kan lære dem i praksis, hvor svaret fra lægerne er, at de - føllende - jo er kommet på klinikken for at omsætte teori til praksis, og at de selv skal prøve sig frem. Så lægerne vil gerne svare på de spørgsmål, der støder til, men universiteternes docering er slut.