løst og fast i de sidste uger af folketingssamlingen
01-06-2008 17:02:42
-
2 kommentarer
I den uge, vi går ind i, er der to møder i det sønderjyske, hvor undertegnede er med:
Møder
Tønder: Mandag den 2. juni kl. 19.00 – Medborgerhuset - medlemsmøde
Haderslev: Torsdag den 5. juni kl. 13.00 – Grundlovsmøde i Haderslev radikale
mødes ved Bispen, går sammen over i Damparken, tag madkurven med.
EU afstemning om forbeholdene
Da Folketinget stemte for, at Lissabon-traktaten skal ratificeres, ligger der et arbejde foran os for at få EU sat på dagsordenen.
Det er ikke den eneste grund til, at vi skal beskæftige os med EU-stof. En væsentlig grund er, at vi med stor sandsynlighed skal stemme om forbeholdene i løbet af efteråret eller begyndelsen af 2009.
I den næste måned vil vi fra radikal side lave en kampagne, som har til hensigt at få forbeholdene væk. Helst dem alle, men i hvert tilfælde dem, der kommer til afstemning.
Hovedargumenter for det fulde medlemskab af EU er:
- Danmark er en del af en globaliseret verden, hvor landene er afhængige af hinanden og hvor stærke løsninger træffes i fællesskab
- Danmark mister indflydelse ved ikke at være fuldt og helt medlem af EU
- Lissabon-traktaten gør EU mere demokratisk, og gør det lettere at træffe fælles beslutninger
- Danmark sidder ikke med ved bordet, når vigtige beslutninger træffes
Der findes yderligere materiale på den radikale hjemmeside
Stigende fødevarepriser
Udviklingen er ikke et isoleret dansk fænomen. Hovedårsagerne skal findes i flere forhold:
- en stigende efterspørgsel efter mad
- et faldende udbud af fødevarer, bl.a. fejlslagen høst i Australien gennem flere år i træk
- stigende produktionsomkostninger som følge af højere energipriser
- spekulation i råvarerne
- og andre faktorer, deriblandt biobrændsel fremstillet af majs, som FAO skønner, står for ca. 10 % af de seneste stigninger.
Der er røster fremme, der siger, at fødevarepriserne ikke vender nedad før om 10 år. I så fald taler vi om strukturelle ændringer. Under alle omstændigheder må vi sætte ind med de redskaber, vi har for at afhjælpe de værste konsekvenser for de fattigste, så ingen skal sulte.
Mine love resten af samlingen
L 184 Forslag til lov om ændring af lov om midlertidig regulering af boligforholdene. (Lukning af hul i lejelovgivningen ved udlejning til andre end fysiske personer). Jeg har ikke fået mandat til min indstilling endnu – I kan få at vide, om det bliver FOR eller IMOD på tirsdag efter gruppemødet.
L 122 Forslag til lov om ændring af byggeloven. (Afbureaukratisering af byggesagsbehandlingen og markedskontrol med byggevarer). RV FOR
B 60 Forslag til folketingsbeslutning om et dyreværnspoliti. RV IMOD
L 176 Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v. (Forlængelse af forsøgsordningen med salg af almene familieboliger). RV IMOD
Veterinærforhandlingerne , hvor vi har næste møde, ordførerne og ministeren onsdag den 4. juni kl. 19. Det er ministerens intension at forhandlingerne skal afsluttes inden sommerpausen – RV er fortsat med i forhandlingerne og jeg/vi arbejder for at blive der og få flere midler til området.
Sommerpause
Fra midt i juni og til første tirsdag i oktober er der mødepause i Folketinget. Det betyder dog ikke, at jeg ikke arbejder med politik. Jeg er medlem af Nordisk Råd og i den sammenhæng deltager jeg i en række møder og konferencer i løbet af de måneder.
– I sidste uge i juni holder kultur- og uddannelsesudvalget sommermøder i Sønderjylland – min idé at vise denne landsdel frem for vore nordiske kolleger, da her er meget at komme efter.
– I august og september deltager jeg bl.a. i møder med Arktisk Råd i Alaska, hvor oprindelige folks rettigheder, sokler, olie m.m. diskuteres – i det radikale sommergruppemøde på Sjælland, hvor vinterens politiske linier fastlægges – på Åland, Øland og Island til møder i Nordisk Råd primært om kultur- og uddannelsespolitiske emner – i Murmansk og Arkhangelsk til møder om forureningstrusler og andre samarbejdsområder, som Rusland har inviteret en nordisk delegation på 10 til – og studieture på forskellige områder bl.a. kirkepolitiske.
Mange venlige sommerhilsener
Bente