Noget, der har interesseret mig det meste af mit voksne liv, er, hvordan jeg har kunnet minimere madspild på en ikke-besværlig måde. Mens mine børn voksede op, var jeg enlig forsørger, og havde et meget stramt budget. Jeg vendte hver femøre, og der var bestemt ikke plads til, at maden ikke blev spist. Der gik sport i ikke at smide væk, men lave lækre, sjove retter af rester. Samt bruge fryseren flittigt.
”Stop spild af mad” hedder en gruppe på Facebook, der er et par år gammel. Den voksede sig meget stor lige med det samme, umiddelbart efter den blev stiftet. Den blev til, fordi stifteren, Selina Juul, havde været frustreret i en årrække over det enorme madspild, der finder sted.
Undertegnede er en af de flere tusinde medlemmer i den gruppe. Jeg har også fornøjelsen at have et par citater med i den reste-kogebog, der blev udgivet i 2011, som foreløbigt synligt resultat af det arbejde, der gøres for at gøre opmærksom på det tossede, at vi smider mad væk.
I den vestlige verden er mentaliteten som sådan: ”Brug og smid væk”. Det er denne mentalitet, der er til grund for det, at også mad smides væk. Vi kan jo altid købe noget nyt.
Men mad er ikke en hvilken som helst vare. Mad er en nødvendighed for at mennesker kan leve. Derfor skal maden behandles og anvendes, så det ikke er nødvendigt at smide noget af den ud.
Det kræver store ressourcer at producere maden, forarbejde og transportere den derhen, hvor den skal sælges og senere forbruges. Så der er også en del CO2 udledning i det regnestykke.
CO2 udledningen er en grund til, at vi skal have minimeret madspild. En anden, helt jordnær daglig grund, er, at det koster mange penge for den enkelte forbruger, at smide mad væk. Beregninger fra organisationen Landbrug og Fødevarer siger, at madspild koster os 16. Mia. kr. om året d.v.s. ca. 10.000 kr. for en gennemsnitsfamilie med to voksne og to børn. De penge kan bruges bedre.
Der sker madspild mange steder. Miljøstyrelsen estimerer, at husholdningerne i Danmark står for 89 % af det samlede madspild i landet. Husholdningerne smider årligt ca. 475.000 tons mad ud, hvoraf halvdelen, ca. 237.000 tons, er egentligt madspild. Men restauranter, kantiner, detailhandelen, fødevareproducenter samt private og offentlige arbejdspladser bærer alle en del af ansvaret. Overalt hvor fødevarer er, er der et ansvar for at intet går til spilde – eller i hvert tilfælde så lidt som muligt.
Naturligvis skal ingen spise fordærvede ting, det er ikke meningen.
Jeg mener heller ikke, at vi skal have et ”madspildspoliti”. Eller det er en myndigheds opgave at sørge for så lidt madspild som muligt.
Jeg mener, det er sund fornuft at få nedbragt spildet. Det kan vi alle sammen være med til. Forbrugerne kan planlægge deres indkøb og kun købe den mad, de får brugt og spist. Detailhandelen kan undgå at friste forbrugerne til store portionsindkøb, og kan sørge for at planlægge afsætningen og få solgt maden, så kun minimale mængder ender i en container.
Opmærksomheden på området er heldigvis kommet for at blive, ser det ud til.
Det kommer til udtryk på forskellig vis. I sidste uge var der forslag fremme om at supermarkederne må sælge visse madvarer, der har overskredet sidste salgsdato. Det forslag er nu en dårlig idé. Fordi det er en myndighedsopgave at sikre fødevaresikkerheden. Det skal ikke være den enkelte forbruger, der skal vurdere fødevaren i disken. Som forbruger skal vi være sikre på, at vi køber en god vare. Vi skal også være sikre på, at fødevaresikkerheden er i orden.
Når vi har købt varen, kan vi selv tage stilling til at få den spist inden den bliver dårlig, men i forretningen er det en myndighedsopgave at sikre at varen er i orden.
Det kunne være lovligt at forære brød, pasta o. lign. væk efter udløb af sidste salgsdag. Forære bort til mennesker, der ikke har penge, hjemløse, institutioner og andre, der har behov for mad, og som har dårligt råd til at købe.
Det er en fælles opgave – at undgå madspild. Vi kan ikke købe os til det. Vi kan ikke lovgive om det. Vi skal ændre adfærd. Mentaliteten, der siger ”brug og smid væk”, skal ændres. Det er nødvendigt. Det er sund fornuft.