Mit kandidatur til næstformandsposten i Hovedstadens Radikale Venstre
Til valg ved Hovedstadens årsmøde 17. april
Mere politikudvikling
Vi er landets klart største radikale vælgerforening, og alligevel bidrager vi med alt for lidt politikudvikling.
Særligt kommer der alt for lidt ud af hovedbestyrelses- og medlemsmøder. Der diskuteres politik, og der kommer ideer på bordet, men der bliver ikke fulgt op på dem, så de forsvinder alt for tit i den blå luft. Der bør være et klart ansvar for hvem der følger op på diskussionerne, og vi kan overveje i højere grad at nedsætte ad hoc-grupper til at lave politiske udspil og papirer.
Nemmere at gøre en forskel
Det skal være meget lettere og enklere at få lov til at gøre et stykke arbejde og gøre sine kompetencer nyttige for partiet.
For dem som har en klar idé om hvad de kan bidrage med, er det vigtigt at de guides det rigtige sted hen med det samme - for dem som blot vil gøre en eller anden indsats, skal der være en liste klar med opgaver som deles ind i meningsfulde kategorier. Både når det gælder opgaver inden for organisationsudvikling og lavpraktiske opgaver, kampagneopgaver, politikudviklingsopgaver osv.
Bedre kommunikation af politikken
De klare budskaber skal ud over scenekanten, og vi skal blive langt bedre til at hjælpe vores kandidater med at vælge den mest effektive kommunikation.
Støtten til pressehåndtering og håndtering af digitale og sociale medier skal struktureres bedre. Der skal både være hjælp til selvhjælp via løbende vidensdeling, der skal være et akut beredskab til støtte over for pressen, og der skal gennemføres kurser og seminarer der hele tiden kan opkvalificere kandidaterne.
Min partiprofil i øvrigt
Medlem af partiet siden august 2001.
P.t. medlem af hovedbestyrelsen og forretningsudvalget i Hovedstadens Radikale Venstre. Suppleant til landshovedbestyrelsen.
Tovholder for Hovedstadens pressegruppe.
Det vidste du ikke om mig:
Ingen af mine indlæg er skrevet med over ni fingre.