Er Radikale Venstre i Krise?
13-05-2009 09:58:07
-
19 kommentarer
Hvis du spørger pressen, så er det ja. Hvis du ser på folketingsgruppen, måske?
Vi ved det ikke, svaret blæser lidt i vinden. Rygter er der nok af, men det skal man vel ikke fæste sin lid til?
Vores politik har 3 vigtige omdrejningspunkter og der ser jeg ikke tegn på krise.
- Tillidsreformen, der passende kunne udvides til en kamp for mere frihed for f.eks. forskning og folkeoplysning (biblioteksloven) De indeklemte forhold for åndsfrihed, må da være bar mark for radikale, eller skygger kampen for forbrugsvækst helt og holdent?
- Social 2015 planen, kan det ikke få folk op af stolene, så gå i gang med at se de kommende besparelser på de kommunale budgetter! Der er masser at komme efter. Overtrædelser af børnekonvention og handicapkonvention kunne være en anden vinkel.
- Klima og miljø. På hele klima og miljøområdet er der så meget varm luft i debatten, at smertegrænsen må være nået. Vi kunne passende udvide området med konstruktive bud på strukturudviklingen på landet. Det er en del af løsningen. Regeringens udspil til en grøn vækstplan er rendyrket skandale.
Regeringen og resten af oppositionen bruger mange ord, men det kniber gevaldigt med handlekraften. Gælder det også for os? Det synes at være tilfældet. Vi har markeret os meget stærkt på hele udlændingedebatten. Ingen bør længere være i tvivl om hvad vi mener på dette område. Er det ikke på tide at vi markerer os mere selvstændigt på ovenstående områder, som vi har udviklet og brugt så mange resurser på? Hvad er det der gør det så svært for alle aktive inklusive folketingsgruppen at komme med nogle slagkraftige budskaber på disse områder? Bruger vi for meget tid og kræfter på strategiske overvejelser, personligt gnid, og en tung organisation?
Med ønsket om en fremtid med mange Radikale mandater.
Carsten Ørting Andersen