Terrorbekæmpelse - de rette midler?
27-03-2008 08:15:20
-
8 kommentarer
En travl fredag formiddag ringer telefonen – en bankmand vil blot høre, om jeg for nylig har lavet en pengeoverførsel til Pakistan… Hvorfor? Jo, fordi den lokale Nordea-filial netop er blevet kontaktet af en personage i USA, som kræver at få yderligere oplysninger om beløbsmodtager udleveret øjeblikkeligt...
Jeg har en lille kjoleforretning på Lolland, og jeg importerer selv de varer, vi sælger i butikken. Bestilling og betaling foregår som hovedregel via internettet, og vi har længe importeret varer fra så forskellige lande som USA, Thailand, England og Hong Kong – helt uden problemer.
Men denne gang vil skæbnen det anderledes – beløbsmodtageren hedder nemlig Rashid og bor i Pakistan. Min bankmand ønsker kortholders fødselsdato samt eksakte adresse oplyst, og han beder om en beskrivelse af min leverandørs virksomhed. De har i USA fundet overførslen mistænkelig, forklarer bankmanden, og de frygter, at der kan være tale om terrorstøtte… Indtil undersøgelsen af den fordægtige økonomiske transaktion er afsluttet, sidder mine penge fast på en konto i USA, og hvis undersøgelsen munder ud i en overbevisning om, at her er tale om terrorstøtte, så bliver mine penge stående i USA til evig tid. I ventetiden kan jeg så ærgre mig over de klækkelige administrationsgebyrer forbundet med sagsbehandlingen - dem skal jeg naturligvis afholde...
Siden 2001 er der i terrorbekæmpelsens navn skabt markant øget fokus på internationale pengetransaktioner; der er etableret overvågning af alle elektroniske data i SWIFT, som står for over 11 millioner pengetransaktioner til en sum af ca. 36 milliarder kroner. Men fanger efterretningstjenesterne virkelig terrorister på den baggrund?
I så fald næppe ret mange! For det første har det globale terrorlandskab ændret sig markant siden 2001 – attentaterne udføres i dag ofte for meget beskedne økonomiske midler, og nutidens terrorist er i langt højere grad end tidligere ’den lille mand’, som agerer uafhængigt af nationale og internationale netværk.
At overvåge så stort et datamateriale er ikke blot ressourcespild –det er også decideret benspænd for ærlige forretningsdrivende, når deres økonomiske midler indefryses, mens en længerevarende undersøgelse pågår.
Risikoen for, at en fæl terrorist-sympatisør forklædt som festkjoleforhandler fra Maribo 4930 overfører penge til Bombe-Rashid forklædt som tøjproducent i Pakistan, er og bliver forsvindende lille…
Dynamikken synes klar: Borgerne føler kollektiv angst og usikkerhed, og politikerne iler dem i møde med (overvågnings)tiltag, der har særdeles tvivlsom effekt.