Vi har i flere andre tråde debatteret organdonation. Hele 85% af danskerne er positivt stemte over for at donere deres organer, men kun sølle 11% er registreret i donorregistret. Det er vi alle enige om, at vi gerne vil ændre på, men når det kommer til midlet, der skal realisere målet, så er enigheden ophørt. De 3 forslag til løsning af problemet kan groft skitseres således:
1) Automatisk Registrering. Det skal dog være nemt at afmelde sig, hvis man ikke ønsker at figurere som donor i registret. Det primære argument for denne variant er, at vi vil indfange alle de mennesker, der egentlig gerne vil registreres som donorer, men som aldrig har fået/får tilmeldt sig.
2) Obligatorisk Stillingtagen (evt. med mulighed for at svare ’ønsker ikke at tage stilling’)
3) Status Quo (oplysningskampagner). Argumentet imod automatisk donorregistrering er, at vi fødes med fuldt ejerskab over egne kroppe, hvorfor man ikke kan lade det enkelte menneske donorregistrere uden vedkommendes samtykke. Obligatorisk stillingtagen afvises med henvisning til, at etiske beslutninger ikke skal træffes under tvang.
Personligt er jeg tilhænger af en variant af løsningsforslag nummer 2, og jeg vil i det følgende forsøge at argumentere for, hvorfor jeg mener, at vi bør arbejde i den retning.
Når vi taler om en ’donation’, forudsættes både en giver og en modtager, hvilket giver anledning til at stille spørgsmålet: Hvem tilhører din krop og dermed dine organer? Hvem kan legitimt donere (dele af) din krop til andre? Hvis vi automatisk registreres som donorer, er det i udgangspunktet staten, der ved et menneskes (hjerne)død har ejerskab over kroppen. Er det rimeligt? Fortalere for bevarelse af status quo afviser det med henvisning til, at det enkelte menneske selv skal kunne bestemme over egen krop. Det lyder også umiddelbart besnærende, men snart melder et nyt spørgsmål sig: Når du erklæres (hjerne)død, er der ikke længere noget ’dig’, så er det overhovedet muligt at tale om krænkelse af den enkeltes ret til at bestemme over egen krop i den forbindelse?
Jeg mener ved grundig eftertanke, at det bærende argument imod automatisk donorregistrering findes i en anderledes udlægning af autonomibegrebet, idet autonomi i denne forbindelse skal tolkes bredere end blot som ’frihed til at bestemme over egen krop’:
Staten skal vogte de grundlæggende frihedsrettigheder såsom eksempelvis ytringsfrihed og den personlige frihed, omfattende frihed fra psykisk undertrykkelse. I et pluralistisk og demokratisk samfund som vores, der sikrer sådanne frihedsrettigheder, vil der være mange forskellige livsopfattelser, som det vil være umuligt at forene. Min pointe er nu, at det vil være i direkte modstrid med vores samfunds grundlæggende politiske værdier, hvis vi lovgivningsmæssigt pålægger hele befolkningen en bestemt etisk overbevisning (læs: at organdonation er ’rigtigt’, i etisk forstand), som en del af samfundets borgere ikke deler.
Og endnu en ting, jeg har funderet over: Ved automatisk donorregistrering fratages alle faktisk selve muligheden for at tage stilling – staten har på forhånd truffet valget for os alle, om end den har udstyret os med vetoret… Heri ligger en umyndiggørelse af mennesket.
Men nok om det - lad mig nu vende tilbage til det positivt formulerede mål, som ingen formentlig er uenige i: Vi skal have flere af de mennesker, der er positive overfor organdonation, til at figurere i donorregistret!
Ovenfor har jeg forsøgt at forklare, hvorfor jeg er modstander af automatisk registrering, og jeg har også stillet spørgsmålstegn ved et af argumenterne for bevarelse af status quo. Jeg mener, at vi bør satse på en form for obligatorisk stillingtagen – eksempelvis kan vi lade folk tage stilling i forbindelse med (ny-/gen-)erhvervelse af kørekort. Det vil fint kunne indpasses som en del af teoriundervisningen i forbindelse med, at eleverne lærer om trafiksikkerhed og de risici, der er forbundet med at køre bil. Kørekortets udstedelse kan gøres betinget af, at man har ’krydset af’. Jeg er klar over, at vi ikke vil nå alle på denne måde, men tiltaget kan suppleres med andre – se http://www.radikale.net/lone-dybkjaer/indlaeg/2008/04/03/skal-vi-alle-vaere-donorer for inspiration!
Tilbage står så spørgsmålet om, hvorvidt det er rimeligt, at nogen skal tvinges til at tage stilling til etiske spørgsmål. Det mener jeg ikke, at det er, og jeg synes derfor, at det skal være muligt at sætte kryds i en rubrik, der hedder ’ønsker ikke at tage stilling’. Min intention er ikke at forvandle nej-sigere eller gruppen af usikre til ja-sigere – jeg ønsker blot, at så mange som overhovedet muligt (ideelt set alle) bliver direkte konfronteret med spørgsmålet om organdonation. Mange føler det enormt ubehageligt at blive konfronteret med egen dødelighed, og de udskyder måske derfor de overvejelser, som endelig stillingtagen til organdonation forudsætter. Atter andre får bare ikke taget sig sammen til at melde sig til, og jeg er sikker på, at vi vil indfange rigtig mange af disse mennesker, hvis vi konfronterer dem direkte med spørgsmålet på en måde, der fordrer stillingtagen.