Christa Møllgaard-Hansen

Christa Møllgaard-Hansen

Antal relationer 46
Anbefalet af 2
Medlem

Organdonation: Udfoldelse af autonomibegrebet

07-04-2008 14:54:18 - 7 kommentarer

Vi har i flere andre tråde debatteret organdonation. Hele 85% af danskerne er positivt stemte over for at donere deres organer, men kun sølle 11% er registreret i donorregistret. Det er vi alle enige om, at vi gerne vil ændre på, men når det kommer til midlet, der skal realisere målet, så er enigheden ophørt. De 3 forslag til løsning af problemet kan groft skitseres således:


1) Automatisk Registrering. Det skal dog være nemt at afmelde sig, hvis man ikke ønsker at figurere som donor i registret. Det primære argument for denne variant er, at vi vil indfange alle de mennesker, der egentlig gerne vil registreres som donorer, men som aldrig har fået/får tilmeldt sig.


2) Obligatorisk Stillingtagen (evt. med mulighed for at svare ’ønsker ikke at tage stilling’)


3) Status Quo (oplysningskampagner). Argumentet imod automatisk donorregistrering er, at vi fødes med fuldt ejerskab over egne kroppe, hvorfor man ikke kan lade det enkelte menneske donorregistrere uden vedkommendes samtykke. Obligatorisk stillingtagen afvises med henvisning til, at etiske beslutninger ikke skal træffes under tvang.

 


Personligt er jeg tilhænger af en variant af løsningsforslag nummer 2, og jeg vil i det følgende forsøge at argumentere for, hvorfor jeg mener, at vi bør arbejde i den retning.

 

Når vi taler om en ’donation’, forudsættes både en giver og en modtager, hvilket giver anledning til at stille spørgsmålet: Hvem tilhører din krop og dermed dine organer? Hvem kan legitimt donere (dele af) din krop til andre? Hvis vi automatisk registreres som donorer, er det i udgangspunktet staten, der ved et menneskes (hjerne)død har ejerskab over kroppen. Er det rimeligt? Fortalere for bevarelse af status quo afviser det med henvisning til, at det enkelte menneske selv skal kunne bestemme over egen krop. Det lyder også umiddelbart besnærende, men snart melder et nyt spørgsmål sig: Når du erklæres (hjerne)død, er der ikke længere noget ’dig’, så er det overhovedet muligt at tale om krænkelse af den enkeltes ret til at bestemme over egen krop i den forbindelse?


Jeg mener ved grundig eftertanke, at det bærende argument imod automatisk donorregistrering findes i en anderledes udlægning af autonomibegrebet, idet autonomi i denne forbindelse skal tolkes bredere end blot som ’frihed til at bestemme over egen krop’:


Staten skal vogte de grundlæggende frihedsrettigheder såsom eksempelvis ytringsfrihed og den personlige frihed, omfattende frihed fra psykisk undertrykkelse. I et pluralistisk og demokratisk samfund som vores, der sikrer sådanne frihedsrettigheder, vil der være mange forskellige livsopfattelser, som det vil være umuligt at forene. Min pointe er nu, at det vil være i direkte modstrid med vores samfunds grundlæggende politiske værdier, hvis vi lovgivningsmæssigt pålægger hele befolkningen en bestemt etisk overbevisning (læs: at organdonation er ’rigtigt’, i etisk forstand), som en del af samfundets borgere ikke deler.

 


Og endnu en ting, jeg har funderet over: Ved automatisk donorregistrering fratages alle faktisk selve muligheden for at tage stilling – staten har på forhånd truffet valget for os alle, om end den har udstyret os med vetoret… Heri ligger en umyndiggørelse af mennesket.

 


Men nok om det - lad mig nu vende tilbage til det positivt formulerede mål, som ingen formentlig er uenige i: Vi skal have flere af de mennesker, der er positive overfor organdonation, til at figurere i donorregistret!

 

Ovenfor har jeg forsøgt at forklare, hvorfor jeg er modstander af automatisk registrering, og jeg har også stillet spørgsmålstegn ved et af argumenterne for bevarelse af status quo. Jeg mener, at vi bør satse på en form for obligatorisk stillingtagen – eksempelvis kan vi lade folk tage stilling i forbindelse med (ny-/gen-)erhvervelse af kørekort. Det vil fint kunne indpasses som en del af teoriundervisningen i forbindelse med, at eleverne lærer om trafiksikkerhed og de risici, der er forbundet med at køre bil. Kørekortets udstedelse kan gøres betinget af, at man har ’krydset af’. Jeg er klar over, at vi ikke vil nå alle på denne måde, men tiltaget kan suppleres med andre – se http://www.radikale.net/lone-dybkjaer/indlaeg/2008/04/03/skal-vi-alle-vaere-donorer for inspiration!

 


Tilbage står så spørgsmålet om, hvorvidt det er rimeligt, at nogen skal tvinges til at tage stilling til etiske spørgsmål. Det mener jeg ikke, at det er, og jeg synes derfor, at det skal være muligt at sætte kryds i en rubrik, der hedder ’ønsker ikke at tage stilling’. Min intention er ikke at forvandle nej-sigere eller gruppen af usikre til ja-sigere – jeg ønsker blot, at så mange som overhovedet muligt (ideelt set alle) bliver direkte konfronteret med spørgsmålet om organdonation. Mange føler det enormt ubehageligt at blive konfronteret med egen dødelighed, og de udskyder måske derfor de overvejelser, som endelig stillingtagen til organdonation forudsætter. Atter andre får bare ikke taget sig sammen til at melde sig til, og jeg er sikker på, at vi vil indfange rigtig mange af disse mennesker, hvis vi konfronterer dem direkte med spørgsmålet på en måde, der fordrer stillingtagen.

Kommentarer
Martin Bork
Medlem

Martin Bork , Ph.d. i Historie. Formand for Ringsted opstillingskreds. , 07-04-2008 16:08:39

En meget flot og gennemtænkt argumentation, som jeg er helt enig i. Jeg har de samme principielle betænkeligheder ved en automatisk tilmelding, som du opridser. På den anden side kunne en automatik måske på lang sigt ændre den kultur, som opfattelsen af den enkeltes ret til egen krop jo kun er. Man kunne vel nå til den opfattelse, at det at være en del af det menneskelige fællesskab forpligtede den enkelte til at hjælpe andre med behov for ens organer - og at det føltes selvfølgeligt.


Christa Møllgaard-Hansen
Medlem

Christa Møllgaard-Hansen , , 07-04-2008 17:39:43

Hej Martin,

Tak for de pæne ord :o)

Jeg mener sådan set (også), at man med en vis rimelighed kan tale om en moralsk pligt til at lade sig registrere - rent utilitaristisk betragtet er der ved din registrering i donorregistret alt at vinde for dine (potentielt) syge medmennesker og intet at tabe for dig (du er jo allerede død, når/hvis dine organer doneres...). Jeg medgiver, at automatik på området kan være praktisk, og det af flere årsager, men man kommer ikke uden om, at automatisk registrering vil indebære en krænkelse af den enkeltes autonomi (i den ovenfor anførte betydning), og det kan jeg ikke billige.

 


Arne Ziegler
Medlem

Arne Ziegler , medlem i Furesø radikale , 07-04-2008 23:37:11

Jeg er næsten 100% enig i dine synspunkter. Dog er jeg ikke enig i at det skal knyttes til kørekortet. Hvorfor ikke lade alle, der fylder 18 år tage stilling til spørgsmålet. Jeg er overbevist om, at det vil bevirke en stor stigning i registreringerne i donorregisteret.

Jeg blev selv registreret i 2001 da jeg besøgte en sundhedsmesse i Forum og så de blanketter som sundhedsstyrelsen havde lagt frem. Altså en tilfældighed.

 


Daniel Nyboe Andersen
Medlem

Daniel Nyboe Andersen , Folketingskandidat og byrådsmedlem i Aalborg www.danielnyboe.dk , 09-04-2008 02:38:59

Jeg synes ligeledes, at det er gode og velargumenterede tanker. Men fordi noget er velargumenteret behøver man jo ikke være enig. Og det er jeg ikke i dette tilfælde.

 

Som udgangspunkt for nedenstående, vil jeg starte med at nævne, at jeg er tilhænger af #1 (kombineret med #2 for en gor ordens skyld)

 

Jeg hverken synes eller tror på at tvungen stillingtagen holder i virkeligheden. Man kan jo starte med at spørge: Hvad skal sanktionerne være, hvis man ikke tager stilling, når man skal? Svaret kan naturligvis kun med rimelighed være, at der ingen sanktioner kan være - og hvad så med resten?

 

Rigtig mange familier siger nej, når de bliver spurgt. Men hvis personens positive holdning er klar, så siger de næsten alle ja. Det afgørende er altså frygten for, at sige ja til noget, som afdøde ikke har ønsket. (Og her vurderer de sørgende familier altså, at det er værre at sige ja til at redde menneskeliv end at sige nej... Gad vide hvor mange der fortryder den beslutning?)

 

Hvis udgangspunktet er, at alle er donorer, hvis ikke man har hørt andet, og hvis der informeres grundigt om dette og kontinuerligt, jamen så er ingen stillingtagen jo lig med passiv accept. Dermed bliver det meget nemmere for de efterladte at acceptere donation, hvis der ikke foreligger en beslutning fra afdøde. "Hvis han/hun ikke ville være donor, havde han/hun jo sagt det - i værste fald er(var) han/hun ligeglad". På den måde vil langt flere af de afdøde rent faktisk få opfyldt sit ønske.

 

Jeg vil understrege, at jeg naturligvis mener, at de efterladte fortsat skal have vetoret i tilfælde, hvor afdøde ikke har meddelt sin holdning.

 

Det er en fordel for alle, hvis så mange som muligt har taget stilling uanset hvad princippet for restgruppen er. Derfor mener jeg det er udmærket at udlevere et donorskema i forbindelse med kørekort. Med lidt snilde kan det i øvrigt medvirke til at understrege dødeligheden over for nyudklækkede bilister...

 

Men jeg mener ikke, man kan forlange af folk, at de skriftligt SKAL tage stilling. Det mener jeg faktisk er et langt større indgreb overfor langt flere mennesker. Hvad nu hvis NN ikke lige føler for at tage stilling til din egen død? Jeg ved da personligt, at det tog mig et par år at få afleveret donorkortet. Og årsagen var, at jeg ikke syntes det var specielt behageligt at skulle skrive under på noget vedrørende min egen død. Der kan være mange grunde. Derfor synes jeg som sagt ikke, man kan indføre KRAV om at alle skal tage explicit stilling.

 

NåJa, og det der med at den løsning skulle betyde, at kroppen som udgangspunkt er "statens ejendom". Det synes jeg altså er et trættende argument. Dels er det vel ikke staten som sådan, men derimod et (eller 6) medmenneske af kød og blod, der får glæde af organerne. (og jaja, staten er os alle sammen, men altså!) Og så vægter jeg altså 100 menneskeliv om året højere end en eller anden teoretisk diskussion om, hvem der ejer hvad. Så længe man explicit bliver gjort opmærksom på, at man skal melde fra, hvis man ikke vil donere, så mener jeg sådan set også der er muligheder nok.

 

Ved at lade folk være donorer som udgangspunkt vil langt flere end i dag få deres ønske opfyldt jvf. de citerede statistikker.


Christa Møllgaard-Hansen
Medlem

Christa Møllgaard-Hansen , , 09-04-2008 11:29:59

Tak for jeres gode kommentarer!


@Arne:

Hvad er din anke imod kørekortmodellen? Jeg synes også, det vil være fint, hvis alle skal tage stilling i forbindelse med deres 18-års fødselsdag. Spørgsmålet er så bare, hvordan det rent praktisk skal foregå?

@Daniel:

 

Du skriver:
”Hvad nu hvis NN ikke lige føler for at tage stilling til din egen død? Jeg ved da personligt, at det tog mig et par år at få afleveret donorkortet.”

 

Den model, jeg forfægter, respekterer NN’s følelser/holdning, idet det jf. modellen vil være muligt for NN at svare ’ønsker ikke at tage stilling’. Hvis staten automatisk i tilfælde af NN’s hjernedød har ret til at bruge NN’s organer, er det derimod IKKE muligt for NN at undlade stillingtagen; beslutningen er truffet for NN på forhånd. Jeg kan ikke se, at det skulle være et problem at afkræve stillingtagen, når det er muligt for de adspurgte også at undlade at sige ja eller nej. For mig handler det om at få indfanget de mennesker, der (som Arne) gerne vil registreres som donorer, men som af ’dovenskab’ eller uvidenhed om emnet undlader at lade sig registrere. Hvis en person, der erklæres hjernedød, har svaret ’ønsker ikke at tage stilling’, må det være op til de efterladte at træffe beslutningen. Alene DET bør for de fleste være incitament nok til at svare enten ’ja’ eller ’nej’ til spørgsmålet om organdonation – hvem har lyst til at pådrage sine nærmeste pligten til at skulle træffe afgørelse om organdonation midt i deres afgrundsdybe sorg? 


I dit sidste afsnit giver du udtryk for, at det etiske hensyn til de (potentielt) syge bør veje tungere end retten til på baggrund af et neutralt udgangspunkt reelt og frit at kunne tage stilling til organdonation. Dertil vil jeg sige, at det ikke efter min bedste overbevisning er statens opgave at træffe etiske forhåndsbeslutninger for befolkningen, som det vil være tilfældet ved automatisk registrering. Det holder ganske simpelt ikke at sige: ”du kan selv bestemme, men…”. Det enkelte menneske skal i min optik have ret til at tage stilling til spørgsmålet om organdonation uden statslig indblanding i form af automatisk registrering, som fortæller borgerne, at ’det etisk rigtige’ er at ville være organdonor. Jeg er sikker på, at vi ved konsekvent ved bestemte lejligheder/begivenheder at præsentere mennesker for spørgsmålet om organdonation på en måde, der afføder stillingtagen, vil indfange de mange mennesker, som gerne vil være donorer, men som af forskellige årsager ikke har tilmeldt sig registret.


Daniel Nyboe Andersen
Medlem

Daniel Nyboe Andersen , Folketingskandidat og byrådsmedlem i Aalborg www.danielnyboe.dk , 09-04-2008 22:43:42

@Christa

 

For ikke at lave "dobbeltdebat" vil jeg blot her nævne, at jeg har postet et indlæg i Lone Dybkjærs debat om det samme tema (som jeg først lige har set) som jeg mener besvarer dine indvendinger.

 

http://www.radikale.net/lone-dybkjaer/indlaeg/2008/04/03/skal-vi-alle-vaere-donorer


Christa Møllgaard-Hansen
Medlem

Christa Møllgaard-Hansen , , 09-04-2008 22:58:49

Hej Daniel,

Har set det - og har netop svaret :o)

Go'aften herfra.

Mange hilsner,

Christa


Du skal være logget ind for at anbefale. Log ind
Du skal være logget ind for at oprette relationer. Log ind
Du skal være logget ind for at skrive beskeder. Log ind
Om indlægget
Martin Bork
Medlem
Martin Bork Ph.d. i Historie. Formand for Ringsted opstillingskreds.