Takket være stiftelsen af en ny forening, kan vi måske endelig komme videre fra den ørkesløse diskussion om kønskvotering - men for nostalgiens skyld vil jeg, før jeg lovpriser den nye forening yderligere, alligevel lige minde om, hvorfor jeg mener, at nej-tak-til-kønskvotering-holdet trak det længste strå i diskussionen :-)
Mange taler for, at vi i langt højere grad end i dag skal bruge kønskvotering som et ligestillingsredskab, hvormed vi kan gennemtvinge en (tilnærmelsesvis) lige andel af kvinder og mænd på arbejdspladser, på uddannelsesinstitutioner, i virksomhedsbestyrelser, på valglister mv. I marts foreslog Socialdemokraterne, at minimum 40% af de børsnoterede selskabers bestyrelsesmedlemmer om 4 år skal være kvinder, og at et selskab, hvor kvindekvoten på minimum 40% ikke er opfyldt ved tidsfristens udløb, skal tvangsopløses. Men kønskvotering er stadig et yderst kontroversielt fænomen (A's forslag kunne ikke opnå politisk flertal), og der er da også mange gode grunde til ikke at juble ved tanken om kønskvoter:
Kønskvotering betyder, at personer vil blive foretrukket eller fravalgt alene på grund af deres køn – kønskvotering er altså i sin essens kønsdiskriminerende, og det er absurd at lade kønsdiskrimination bekæmpe (postuleret) kønsdiskrimination. Dernæst vil den ensidige fokusering på personers køn medføre, at faglige kvalifikationer i mange tilfælde kun vil blive tillagt sekundær betydning, hvilket implicerer en generel niveausænkning.
For det tredje udgør kønskvotering et alvorligt indgreb i f.eks. aktionærers ret til frit og på baggrund af saglige kriterier i hvert tilfælde at kunne vælge den kandidat, hvis valg vurderes at ville medføre skabelse af det bedst mulige resultat på bundlinjen. Og hvis vi opstiller kvoter for køn, så er vejen også banet for kvoter for etniske grupper, for homoseksuelle, for religiøse grupper, for unge under 45 etc. – og jo flere kvoter, des mindre grad af frihed i kandidatselektionen.
Det synes selvindlysende, at det altid må være i virksomheders egeninteresse at engagere de personer, der besidder de bedste kvalifikationer. Samtidig synes det rimeligt at formode, at en kandidat ønsker at blive valgt på baggrund af sit CV og ikke på baggrund af en kvote, som tilsiger, at der denne gang skal vælges en kvinde eller for den sags skyld en hørehæmmet blind, en lesbisk mand, en socialdemokrat eller en kronraget hippie. Skal vi virkelig indskrænke aktionærernes ret til selvbestemmelse og degradere kvalifikationers betydning, fordi en del danskere gennemlever en berusende flirt med tanken om lige repræsentation?
Fortalere for kønskvotering operer med den implicitte antagelse, at en ligelig fordeling af mænd og kvinder er ’godt i sig selv’.
Men hvad er det egentlig, der gør kønnet så interessant, at disse gode mennesker mener, det bør tildeles så umanerlig stor opmærksomhed? Hvorfor insistere på at tale om henholdsvis mænd og kvinder og deres respektive værdier, frem for at fokusere på det unikke individs egenværd? At (alle) kvinder skulle besidde et sæt af klart definerede egenskaber, som gør kvinder væsensforskellige fra (alle) mænd, og som gør kvinder særligt uundværlige i eksempelvis bestyrelsessammenhæng, forekommer grotesk. Hvad skulle kvinders essentielle egenskaber være? Og mænds? Personligt udstøder jeg et højt og rungende ’nej tak’ til ligestilling mellem kønnene, hvis ligestilling betyder ’lige mange mænd og kvinder’, fordi en 1:1-fordeling i sig selv skulle være efterstræbelsesværdig.
Forkæmpere for kønskvotering ser majoriteten af den danske befolkning (kvinderne) som en ukampdygtig minoritet, der kalder på positiv særbehandling. Men hvis vi bliver ved med at fremstille kvinder, som var vi et sart mindretal, der har særlig beskyttelse og forfordeling nødig, så får vi aldrig for alvor rokket ved de stereotype kønsforestillinger. Og set fra min sofa er det netop i høj grad de generelle mentale forestillinger om kønnene, der fastholder den reelle ulighed kønnene imellem. Først når det bliver (mere) almindeligt, at mænd vælger at tage en større tørn med hjem og børn, og kvinderne vælger at lade dem gøre det, vil vi kunne få markant flere kvinder at se på samfundets mest magtfulde poster. Så længe vi bibeholder de indlejrede forestillinger om, at det er mænd, der har krævende lederstillinger og derfor oppebærer den højeste løn, og at det er kvinder, der er ansat i plejesektoren, laver mad og passer børn, så vil der ikke ske alverden. At kvinder har færre topposter end mænd har mindre at gøre med, at kvinder ikke har mulighed for at nå til tops, end det har at gøre med, at hovedparten af danske kvinder prioriterer anderledes end hovedparten af danske mænd. Dansk Lov skal sikre, at alle nyder samme formelle rettigheder, at der gives lige løn for lige arbejde, og at ingen diskrimineres på baggrund af deres køn, men vi kan ikke tvinge nogen til at gøre brug af deres muligheder. Det er ikke en politisk opgave at tvinge flere kvinder ind på direktionsgangene og flere mænd ind i børnehaverne; det er derimod en politisk opgave at respektere og beskytte borgeres, virksomheders og institutioners ret til at træffe egne frie valg inden for rammerne af den lovgivning, der sikrer lige muligheder for alle.
Når DET så er sagt, skal det også siges, at jeg personligt finder det nedslående, at der ikke ’af sig selv’ er sket mere, end der er, thi der findes ved Gud da EN DEL velkvalificerede kvinder (!); blot mener jeg ikke, at den sørgelige statistik skal søges ændret ved introduktion af kønskvotering på området. Nej, i stedet for at fortsætte den handlingslammende og ufrugtbare diskussion om kønskvotering, bør fortalere og modstandere stå sammen om at hjælpe de børsnoterede selskaber med at få øjnene op for de egnede kvinder, der står på spring i kulissen – ’mænd kender mænd’, og der bringes derfor ofte slet ikke kvindelige kandidater i spil.
I den forbindelse vil jeg tillade mig at henlede opmærksomheden på et, efter min mening, fantastisk godt initiativ:
Dannelsen af foreningen ”Aktionærer for flere kvinder på bestyrelsesposter”.
Foreningen er stiftet af MF for SF Pernille Vigsø Bagge, og dens formål er at opkøbe aktier i selskaber, der ikke har kvindelige bestyrelsesmedlemmer, med henblik på at opnå taletid på de årlige generalforsamlinger. I kan læse nærmere om initiativet og evt. melde jer ind i Foreningens FaceBook-gruppe her:
http://www.facebook.com/group.php?gid=28252794768
Foreningen er for BÅDE mænd og kvinder :-)