Jeg har nedenstående indlæg i Berlingske i dag:
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd offentliggjorde forleden en analyse, der viser, at mere end 20 procent af en ungdomsårgang ikke gennemfører en ungdomsuddannelse. Dermed fortsætter tendensen med, at det er en stigende andel af unge, der ikke får en ungdomsuddannelse.
Undervisningsministeren forsøger at affeje det med konjunkturforklaringer, men problemet er alt for alvorligt til at negligere det. Ikke mindst fordi det er de svageste unge, der ender uden uddannelse. Det er negativ spiral, hvor den sociale arv slår igennem.
Går man dybere ned i tallene fra undersøgelsen er det meget tydeligt, hvor hovedproblemet ligger: det store frafald på erhvervsuddannelserne. Fastholdelse af unge på erhvervsuddannelserne skal simpelthen gøres til et hovedfokus for den danske uddannelsesindsats, hvis vi vil have gjort noget ved den negative sociale arv.
De unge skal være klar over, hvad de går ind til. Derfor skal vejledere på folkeskoler og ungdomsuddannelser samarbejde, og erhvervspraktikken i folkeskolens ældste klasser indeholde indblik i både arbejdsplads og uddannelse.
På erhvervsuddannelserne er det både i skoleforløbet og praktikforløbet, at eleverne falder fra, og derfor er det helt afgørende, at der på uddannelsesinstitutionerne er et tæt samarbejde mellem skole og praktiksted, så man sammen støtter og hjælper eleverne med udfordringerne, og så eleverne kan se koblingen mellem de to forløb. Der skal være tid til vejledning på praktikstederne, så der bliver taget hensyn til, at eleverne er i en læreproces.
Lærere på alle uddannelsessteder og vejlederne på praktikstederne bør have en pædagogisk ballast til at udføre deres vigtige funktion. Hvis de ikke i forvejen har en pædagogisk uddannelse, skal de efteruddannes, så de får de nødvendige redskaber.
Tallene viser, at det især er unge indvandrere og deres efterkommere, der falder fra, og derfor må vi se på, hvordan man kan hjælpe specielt denne gruppe igennem uddannelsen. Det kan visse steder måske være en idé med et intensivt danskkursus, hvis det er sproget, der skaber problemer.
Et bedre sprog vil også øge deres muligheder for at få en praktikplads. Det er uacceptabelt, at manglen på praktikpladser stopper unges uddannelse – her har arbejdspladserne et stort ansvar, som de skal leve op til, men vi må også se på, hvordan vi kan gøre det mere attraktivt for arbejdspladserne at tage elever ind.
Det er klart, at det heller ikke hjælper de svageste elever, hvis lokalerne er overfyldte, eller hvis eleverne bliver spist af med ”lærerfri timer” – det burde være en selvmodsigelse.
De forskellige uddannelsessteder bør samarbejde – og sammenligne deres metoder til at fastholde deres elever, så det bedste eksempel efterfølges. Man kunne eksempelvis have nationale konsulenter, der netop bistod i sammenligningen af de forskellige uddannelsessteder i tæt kontakt med ledelsen og studievejlederne på skolerne, så man kunne sikre sig, at de bedste metoder til fastholdelse af eleverne bliver fulgt i hele landet.