For 160 år siden fik vi skabt en Grundlov, som vel i sin helhed var begrundet i behovet for at sikre nogle rettigheder for hver enkelt i vores samfund. Disse rettigheder står i disse år sin prøve nær sagt hver eneste dag, hvor nogen tillader sig at gå i rette med disse rettigheder.
Ikke mindst ytringsfriheden - altså retten til at ytre sig i tale og på skrift - bliver hver eneste dag brugt i argumentationen for og imod eks. tørklædet. Dette stykke tøj, som på en gang har en værdi i sig og på samme tid vækker følelser, som intet andet klædningsstykke i vort samfund. Hvadenten tørklædet er en religiøs tilkendegivelse eller en kulturel overlevering fra en verden, som på så mange måder er væsensforskellig fra vores, så er tørklædet i debatten blevet synonym mod alt det, vi for 160 år siden fik indført i Danmark.
Jeg kan ikke lade være med at ymte min forståelse for den store gruppe af mennesker, som ønsker at komme dette klædningsstykke til livs. På den anden side har jeg lige så stor sympati for den gruppe af mennesker, som ikke vil lade sig diktere af meningstyranni og smagsdommeri, når det gælder om, hvem der må bære det ene og det andet og herunder ikke mindst, hvor de må bære det.
Det er rigtigt radikalt af være både for og imod. Det vil jeg så tillade mig at være for en stund. For mange år siden, mens jeg studerede på lærerseminariet, var jeg til et foredrag med en af landets fremmeste skuespillere. Foredraget var i sig selv spændende, men der var noget galt. Skuespilleren og tilhørerne talte ikke samme sprog! Hans ord, hans fremtræden, hans pointer forsvandt ud i intetheden - på grund af et slips. Denne fremragende retoriker var ikke sig selv bevidst om, at det, han havde på hjerte, slet ikke fandt indpas i den forsamling, han var i.
Da der var pause, blev han venligt gjort opmærksom på, at hans klædningsstykke; slipset kunne opfattes som en distance til det, han ville med foredraget. Da pausen var endt, kom han igen ind på scenen - nu uden slips - og med en humoristisk og letforståelig pointe på, hvorfor han havde valgt at fralægge sig sit slips. Jeg skal lige kort nævne, at anden del af foredraget var helt fantastisk, og han fik mange sympatitilkendegivelser.
Min pointe her er, at han VALGTE at tage et klædningsstykke af for på den måde at få mulighed for at trænge igennem og formidle det, han ville, uden indblanding af et klædningsstykke, som vel i sidste ende er en kulturel del af det samfund, som vi også er en del af.
Nogen vil mene, at slipset kunne opfattes som en unødigvendig provokation mod de lærerstuderende, mens andre kunne opfatte slipset som en trussel mod den uddannelse, vi var i gang med; et kærkomment forsøg på at få trukket noget ned over hovedet, som ikke var en del af læreruddannelsen. Uanset grundene til, at slipset fik så stor betydning for dette foredrag, så er det her tydeligt, at mødet mellem foredragsholder og tilhører både havde karakter af værdi og følelse.
I debatten om tørklædet er jeg af den opfattelse, at tørklæet på den ene side er en værdi i sig selv. Tørklædet viser en tilknytning til og distance til det samfund, tørklædet indgår i - både religiøst og kulturelt. På den anden side er tørklædet også en følelse. For den, der bærer tørklædet et helt grundlæggende ønske om at vise en identitet; et tilhørsforhold og for den, der møder tørklædet, kan det opfattes som en trussel mod det, der er dennes identitet.
Dette har vi så gjort til en debat om dem og os; altså dem med tørklæde og så dem, der ikke har tørklæde. og med det en debat om demokrati kontra religion, om frisind kontra underkuelse, om sikkerhed kontra trussel.
Winston Churchill blev engang spurgt om hans opfattelse af demokratiet. Han svarede polemisk "Demokratiet er ikke det bedste, vi har, men vi har ikke noget, der er bedre." Jeg er sikker på, at han tænkte på sig selv, den befolkning som han ledte og den verden, han var en del af, for han indså, at demokratiet giver os friheder og rettigheder, og vel at mærke friheder og rettigheder for alle - uanset nationalitet, hudfarve, religion, menneskesyn etc. Det har vi glemt i debatten om tørklædet, om de symboler, vi dagligt bruger for at vise vores tilknytning. Demokratiet er ikke kun for dem, der vil demokratiet. Demokratiet er for alle. Og demokratiet skal vi værne om. Demokratiet er en forudsætning for, at vi fortsat kan have debatter, hvor vi helt grundlæggende kan være uenige, og hvor vi, i kraft af vores tilknytning til hinanden, kan reagere mod dem, vi ikke er enige med.
I debatten om tørklædet, har vi tilladt os at sætte spørgsmålstegn til netop demokratiet. Det må vi også godt, for det er det, demokratiets grundpiller giver os mulighed for. men det giver os ikke ret til at anfægte enkelte i vores samfund og gøre dem til årsag for, at demokratiet er i fare. Demokratiet er først i fare, når Naser Khader kan udtale, at "syge indvandrere selv skal betale for lægehjælp". Demokratiet er først i fare, når Pia Kjærsgaard kan udtale, at "Islamiske tørklæder og alt, hvad det repræsenterer, ikke hørrer hjemme i Danmark.", for netop disse to udsagn vidner om, at de ikke selv tror på, at demokratiet skal gælde alle. Demokratiet er først i fare, når vi begynder at opdele demokratiet i værdier og følelser. Demokratiet er først i fare, når vi angriber vores eget styre med argumenter for netop det, der gør demokratiet så stærkt og samtidigt så sårbart.
Vi har ikke noget alternativ til demokratiet. Og derfor må det fortsat være sådan, at demokratiet gælder for alle, uagtet at du og jeg ikke altid er enige.