Der skal en ny regering til
28-10-2007 21:54:47
Her knap en uge efter at valget er udskrevet, står det helt klart, at vi har brug for en ny regering for at fremtidssikre Danmark.
Den nuværende regering har gjort sig afhængig af DF. Det parti har gjort det til en mærkesag, at alt skal være som det plejer, og derfor er VKO sprunget over, hvor gærdet er lavest, når det kommer til reformer som at skaffe arbejdskraft nok til landet, at få afbureaukratiseret vores offentlige sektor, at fremme sundhed, at integrere udlændinge og at udvikle ny teknologi, som kan sikre os en førende position på miljøområdet. Fogh har længe lovet og lovet, men det bliver tydeligere og tydeligere at han ikke kan levere varen.
Fogh virker udbrændt, og det er som om at magtens arrogance har grebet ham. Han tror, at valget er vundet på forhånd. Det er også tydeligt at de konservative er i krise og er slidte efter alle slagsmålene om skat, som DF så alligevel skyder ned. Det er ærgerligt for de konservative, for de har jo ret i, at skatten skal sænkes på arbejde.
Heldigvis tager vi i S og R nu ansvar ved at vise, at vi kan være et troværdigt, stærkt alternativ til den siddende regering. Vi vil kunne skabe en regering, der er forankret på midten i dansk politik, og som vil arbejde på brede og holdbare forlig. Vi vil ikke som VKO holde halvdelen af landets befolkning uden for indflydelse og lade en ydrefløj sætte dagsordenen. Vi vil finde de nye kreative og modige løsninger og sikre, at Danmark også i fremtiden kan have en holdbar økonomi og være et velfungerende velfærdssamfund. Vi vil sørge for, at Danmark igen sætter humanisme og internationalt samarbejde højt.
Nogle er skeptiske, fordi vi ikke er ultimative mht. 24-års-regelen og tilknytningskravet. Men vi må se i øjnene, at hvis vi vil rykke noget der, så må vi sætte det nuværende flertal ud af kraft først. Heldigvis er S også optaget af at skabe løsninger, så vi kan undgå tvang og sikre kærligheden over landegrænser. Dette betyder ikke at vi ønsker åbne grænser. Vi er sammen optaget af at finde nye løsninger. Hvis du virkelig vil sikre, at dansk politik er fast forankret i midten, så skal du stemme radikalt den 13. november.
Der er ingen kommentarer endnu.