Beskrivelse
Som et led i den proces, der skal føre frem til den endelige social 2015-plan, inviterer Marianne Jelved og Morten Østergård til en rundbordssamtale om udsatte unge.
Formålet med mødet er, at vi kommer længere i arbejdet hen imod at få fastlagt nogle ambitiøse, men realistiske socialpolitiske 2015-mål for de udsatte unge samt en strategi for, hvordan vi når målene.
Der er 56.000 spiseforstyrrede mellem 15 og 45 år, hvert år forsøger ca. 1400 unge mellem 15 og 19 år at begå selvmord, mere end hver tiende unge har skadet sig selv, og 19 % af en ungdomsårgang får aldrig en ungdomsuddannelse. Spørgsmålet er, hvordan vi kommer disse problemer til livs. Kan man opstille et mål for, hvor mange færre unge, der skal have en spiseforstyrrelse eller en selvskadende adfærd i 2005, eller kan det lade sig gøre at halvere antallet af unge, der søger at begå selvmord?
I håbet om at finde svar på ovenstående spørgsmål, har vi inviteret en række eksperter:
Eva Hallgren, forstander for den sikrede institution Koglen, speciale i børne- og ungdomspsykiatri
Noemi Katznelson, Center for ungdomsforskning på DPU. Forsker hovedsageligt i unge, uddannelse og marginalisering
Merete Nordentoft, selvmordsforsker og overlæge på Bispebjerg Hospitals psykiatriske afdeling
Bo Ertmann, forskningschef på Teori og metodecentret, har forsket en del i truede børn og unge
Jill Mehlbye, Docent, MPA, cand.psyk. Har bl.a. forsket i døgnanbragte unge, og hvad der karakteriserer effektive skoler med hensyn til opnåelse af gode skolepræstationer.
Vi håber meget, at du har lyst til at overvære samtalen. Af hensyn til portvagt mm. må I meget gerne melde tilbage på: rvanga@ft.dk senest den 19. april, hvis I ønsker at deltage.
Vi håber at se så mange af jer som muligt.