Indlæg af Christa Møllgaard-Hansen - radikale.net

Flere kvinder i de børsnoterede selskabers bestyrelser

Mon, 14 Jul 2008 14:01:27 GMT

Takket være stiftelsen af en ny forening, kan vi måske endelig komme videre fra den ørkesløse diskussion om kønskvotering - men for nostalgiens skyld vil jeg, før jeg lovpriser den nye forening yderligere, alligevel lige minde om, hvorfor jeg mener, at nej-tak-til-kønskvotering-holdet trak det længste strå i diskussionen :-)

Mange taler for, at vi i langt højere grad end i dag skal bruge kønskvotering som et ligestillingsredskab, hvormed vi kan gennemtvinge en (tilnærmelsesvis) lige andel af kvinder og mænd på arbejdspladser, på uddannelsesinstitutioner, i virksomhedsbestyrelser, på valglister mv. I marts foreslog Socialdemokraterne, at minimum 40% af de børsnoterede selskabers bestyrelsesmedlemmer om 4 år skal være kvinder, og at et selskab, hvor kvindekvoten på minimum 40% ikke er opfyldt ved tidsfristens udløb, skal tvangsopløses. Men kønskvotering er stadig et yderst kontroversielt fænomen (A's forslag kunne ikke opnå politisk flertal), og der er da også mange gode grunde til ikke at juble ved tanken om kønskvoter:

Kønskvotering betyder, at personer vil blive foretrukket eller fravalgt alene på grund af deres køn – kønskvotering er altså i sin essens kønsdiskriminerende, og det er absurd at lade kønsdiskrimination bekæmpe (postuleret) kønsdiskrimination. Dernæst vil den ensidige fokusering på personers køn medføre, at faglige kvalifikationer i mange tilfælde kun vil blive tillagt sekundær betydning, hvilket implicerer en generel niveausænkning.

For det tredje udgør kønskvotering et alvorligt indgreb i f.eks. aktionærers ret til frit og på baggrund af saglige kriterier i hvert tilfælde at kunne vælge den kandidat, hvis valg vurderes at ville medføre skabelse af det bedst mulige resultat på bundlinjen. Og hvis vi opstiller kvoter for køn, så er vejen også banet for kvoter for etniske grupper, for homoseksuelle, for religiøse grupper, for unge under 45 etc. – og jo flere kvoter, des mindre grad af frihed i kandidatselektionen.

Det synes selvindlysende, at det altid må være i virksomheders egeninteresse at engagere de personer, der besidder de bedste kvalifikationer. Samtidig synes det rimeligt at formode, at en kandidat ønsker at blive valgt på baggrund af sit CV og ikke på baggrund af en kvote, som tilsiger, at der denne gang skal vælges en kvinde eller for den sags skyld en hørehæmmet blind, en lesbisk mand, en socialdemokrat eller en kronraget hippie. Skal vi virkelig indskrænke aktionærernes ret til selvbestemmelse og degradere kvalifikationers betydning, fordi en del danskere gennemlever en berusende flirt med tanken om lige repræsentation?

Fortalere for kønskvotering operer med den implicitte antagelse, at en ligelig fordeling af mænd og kvinder er ’godt i sig selv’.

Men hvad er det egentlig, der gør kønnet så interessant, at disse gode mennesker mener, det bør tildeles så umanerlig stor opmærksomhed? Hvorfor insistere på at tale om henholdsvis mænd og kvinder og deres respektive værdier, frem for at fokusere på det unikke individs egenværd? At (alle) kvinder skulle besidde et sæt af klart definerede egenskaber, som gør kvinder væsensforskellige fra (alle) mænd, og som gør kvinder særligt uundværlige i eksempelvis bestyrelsessammenhæng, forekommer grotesk. Hvad skulle kvinders essentielle egenskaber være? Og mænds? Personligt udstøder jeg et højt og rungende ’nej tak’ til ligestilling mellem kønnene, hvis ligestilling betyder ’lige mange mænd og kvinder’, fordi en 1:1-fordeling i sig selv skulle være efterstræbelsesværdig.

Forkæmpere for kønskvotering ser majoriteten af den danske befolkning (kvinderne) som en ukampdygtig minoritet, der kalder på positiv særbehandling. Men hvis vi bliver ved med at fremstille kvinder, som var vi et sart mindretal, der har særlig beskyttelse og forfordeling nødig, så får vi aldrig for alvor rokket ved de stereotype kønsforestillinger. Og set fra min sofa er det netop i høj grad de generelle mentale forestillinger om kønnene, der fastholder den reelle ulighed kønnene imellem. Først når det bliver (mere) almindeligt, at mænd vælger at tage en større tørn med hjem og børn, og kvinderne vælger at lade dem gøre det, vil vi kunne få markant flere kvinder at se på samfundets mest magtfulde poster. Så længe vi bibeholder de indlejrede forestillinger om, at det er mænd, der har krævende lederstillinger og derfor oppebærer den højeste løn, og at det er kvinder, der er ansat i plejesektoren, laver mad og passer børn, så vil der ikke ske alverden. At kvinder har færre topposter end mænd har mindre at gøre med, at kvinder ikke har mulighed for at nå til tops, end det har at gøre med, at hovedparten af danske kvinder prioriterer anderledes end hovedparten af danske mænd. Dansk Lov skal sikre, at alle nyder samme formelle rettigheder, at der gives lige løn for lige arbejde, og at ingen diskrimineres på baggrund af deres køn, men vi kan ikke tvinge nogen til at gøre brug af deres muligheder. Det er ikke en politisk opgave at tvinge flere kvinder ind på direktionsgangene og flere mænd ind i børnehaverne; det er derimod en politisk opgave at respektere og beskytte borgeres, virksomheders og institutioners ret til at træffe egne frie valg inden for rammerne af den lovgivning, der sikrer lige muligheder for alle.

Når DET så er sagt, skal det også siges, at jeg personligt finder det nedslående, at der ikke ’af sig selv’ er sket mere, end der er, thi der findes ved Gud da EN DEL velkvalificerede kvinder (!); blot mener jeg ikke, at den sørgelige statistik skal søges ændret ved introduktion af kønskvotering på området. Nej, i stedet for at fortsætte den handlingslammende og ufrugtbare diskussion om kønskvotering, bør fortalere og modstandere stå sammen om at hjælpe de børsnoterede selskaber med at få øjnene op for de egnede kvinder, der står på spring i kulissen – ’mænd kender mænd’, og der bringes derfor ofte slet ikke kvindelige kandidater i spil.

I den forbindelse vil jeg tillade mig at henlede opmærksomheden på et, efter min mening, fantastisk godt initiativ:

Dannelsen af foreningen ”Aktionærer for flere kvinder på bestyrelsesposter”.

Foreningen er stiftet af MF for SF Pernille Vigsø Bagge, og dens formål er at opkøbe aktier i selskaber, der ikke har kvindelige bestyrelsesmedlemmer, med henblik på at opnå taletid på de årlige generalforsamlinger. I kan læse nærmere om initiativet og evt. melde jer ind i Foreningens FaceBook-gruppe her:

http://www.facebook.com/group.php?gid=28252794768

Foreningen er for BÅDE mænd og kvinder :-)

Organdonation: Udfoldelse af autonomibegrebet

Mon, 07 Apr 2008 12:54:18 GMT

Vi har i flere andre tråde debatteret organdonation. Hele 85% af danskerne er positivt stemte over for at donere deres organer, men kun sølle 11% er registreret i donorregistret. Det er vi alle enige om, at vi gerne vil ændre på, men når det kommer til midlet, der skal realisere målet, så er enigheden ophørt. De 3 forslag til løsning af problemet kan groft skitseres således:

1) Automatisk Registrering. Det skal dog være nemt at afmelde sig, hvis man ikke ønsker at figurere som donor i registret. Det primære argument for denne variant er, at vi vil indfange alle de mennesker, der egentlig gerne vil registreres som donorer, men som aldrig har fået/får tilmeldt sig.

2) Obligatorisk Stillingtagen (evt. med mulighed for at svare ’ønsker ikke at tage stilling’)

3) Status Quo (oplysningskampagner). Argumentet imod automatisk donorregistrering er, at vi fødes med fuldt ejerskab over egne kroppe, hvorfor man ikke kan lade det enkelte menneske donorregistrere uden vedkommendes samtykke. Obligatorisk stillingtagen afvises med henvisning til, at etiske beslutninger ikke skal træffes under tvang.

Personligt er jeg tilhænger af en variant af løsningsforslag nummer 2, og jeg vil i det følgende forsøge at argumentere for, hvorfor jeg mener, at vi bør arbejde i den retning.

Når vi taler om en ’donation’, forudsættes både en giver og en modtager, hvilket giver anledning til at stille spørgsmålet: Hvem tilhører din krop og dermed dine organer? Hvem kan legitimt donere (dele af) din krop til andre? Hvis vi automatisk registreres som donorer, er det i udgangspunktet staten, der ved et menneskes (hjerne)død har ejerskab over kroppen. Er det rimeligt? Fortalere for bevarelse af status quo afviser det med henvisning til, at det enkelte menneske selv skal kunne bestemme over egen krop. Det lyder også umiddelbart besnærende, men snart melder et nyt spørgsmål sig: Når du erklæres (hjerne)død, er der ikke længere noget ’dig’, så er det overhovedet muligt at tale om krænkelse af den enkeltes ret til at bestemme over egen krop i den forbindelse?

Jeg mener ved grundig eftertanke, at det bærende argument imod automatisk donorregistrering findes i en anderledes udlægning af autonomibegrebet, idet autonomi i denne forbindelse skal tolkes bredere end blot som ’frihed til at bestemme over egen krop’:

Staten skal vogte de grundlæggende frihedsrettigheder såsom eksempelvis ytringsfrihed og den personlige frihed, omfattende frihed fra psykisk undertrykkelse. I et pluralistisk og demokratisk samfund som vores, der sikrer sådanne frihedsrettigheder, vil der være mange forskellige livsopfattelser, som det vil være umuligt at forene. Min pointe er nu, at det vil være i direkte modstrid med vores samfunds grundlæggende politiske værdier, hvis vi lovgivningsmæssigt pålægger hele befolkningen en bestemt etisk overbevisning (læs: at organdonation er ’rigtigt’, i etisk forstand), som en del af samfundets borgere ikke deler.

Og endnu en ting, jeg har funderet over: Ved automatisk donorregistrering fratages alle faktisk selve muligheden for at tage stilling – staten har på forhånd truffet valget for os alle, om end den har udstyret os med vetoret… Heri ligger en umyndiggørelse af mennesket.

Men nok om det - lad mig nu vende tilbage til det positivt formulerede mål, som ingen formentlig er uenige i: Vi skal have flere af de mennesker, der er positive overfor organdonation, til at figurere i donorregistret!

Ovenfor har jeg forsøgt at forklare, hvorfor jeg er modstander af automatisk registrering, og jeg har også stillet spørgsmålstegn ved et af argumenterne for bevarelse af status quo. Jeg mener, at vi bør satse på en form for obligatorisk stillingtagen – eksempelvis kan vi lade folk tage stilling i forbindelse med (ny-/gen-)erhvervelse af kørekort. Det vil fint kunne indpasses som en del af teoriundervisningen i forbindelse med, at eleverne lærer om trafiksikkerhed og de risici, der er forbundet med at køre bil. Kørekortets udstedelse kan gøres betinget af, at man har ’krydset af’. Jeg er klar over, at vi ikke vil nå alle på denne måde, men tiltaget kan suppleres med andre – se http://www.radikale.net/lone-dybkjaer/indlaeg/2008/04/03/skal-vi-alle-vaere-donorer for inspiration!

Tilbage står så spørgsmålet om, hvorvidt det er rimeligt, at nogen skal tvinges til at tage stilling til etiske spørgsmål. Det mener jeg ikke, at det er, og jeg synes derfor, at det skal være muligt at sætte kryds i en rubrik, der hedder ’ønsker ikke at tage stilling’. Min intention er ikke at forvandle nej-sigere eller gruppen af usikre til ja-sigere – jeg ønsker blot, at så mange som overhovedet muligt (ideelt set alle) bliver direkte konfronteret med spørgsmålet om organdonation. Mange føler det enormt ubehageligt at blive konfronteret med egen dødelighed, og de udskyder måske derfor de overvejelser, som endelig stillingtagen til organdonation forudsætter. Atter andre får bare ikke taget sig sammen til at melde sig til, og jeg er sikker på, at vi vil indfange rigtig mange af disse mennesker, hvis vi konfronterer dem direkte med spørgsmålet på en måde, der fordrer stillingtagen.

Terrorbekæmpelse - de rette midler?

Thu, 27 Mar 2008 07:15:20 GMT

En travl fredag formiddag ringer telefonen – en bankmand vil blot høre, om jeg for nylig har lavet en pengeoverførsel til Pakistan… Hvorfor? Jo, fordi den lokale Nordea-filial netop er blevet kontaktet af en personage i USA, som kræver at få yderligere oplysninger om beløbsmodtager udleveret øjeblikkeligt...

Jeg har en lille kjoleforretning på Lolland, og jeg importerer selv de varer, vi sælger i butikken. Bestilling og betaling foregår som hovedregel via internettet, og vi har længe importeret varer fra så forskellige lande som USA, Thailand, England og Hong Kong – helt uden problemer.

Men denne gang vil skæbnen det anderledes – beløbsmodtageren hedder nemlig Rashid og bor i Pakistan. Min bankmand ønsker kortholders fødselsdato samt eksakte adresse oplyst, og han beder om en beskrivelse af min leverandørs virksomhed. De har i USA fundet overførslen mistænkelig, forklarer bankmanden, og de frygter, at der kan være tale om terrorstøtte… Indtil undersøgelsen af den fordægtige økonomiske transaktion er afsluttet, sidder mine penge fast på en konto i USA, og hvis undersøgelsen munder ud i en overbevisning om, at her er tale om terrorstøtte, så bliver mine penge stående i USA til evig tid. I ventetiden kan jeg så ærgre mig over de klækkelige administrationsgebyrer forbundet med sagsbehandlingen - dem skal jeg naturligvis afholde...

Siden 2001 er der i terrorbekæmpelsens navn skabt markant øget fokus på internationale pengetransaktioner; der er etableret overvågning af alle elektroniske data i SWIFT, som står for over 11 millioner pengetransaktioner til en sum af ca. 36 milliarder kroner. Men fanger efterretningstjenesterne virkelig terrorister på den baggrund?

I så fald næppe ret mange! For det første har det globale terrorlandskab ændret sig markant siden 2001 – attentaterne udføres i dag ofte for meget beskedne økonomiske midler, og nutidens terrorist er i langt højere grad end tidligere ’den lille mand’, som agerer uafhængigt af nationale og internationale netværk.

At overvåge så stort et datamateriale er ikke blot ressourcespild –det er også decideret benspænd for ærlige forretningsdrivende, når deres økonomiske midler indefryses, mens en længerevarende undersøgelse pågår.
Risikoen for, at en fæl terrorist-sympatisør forklædt som festkjoleforhandler fra Maribo 4930 overfører penge til Bombe-Rashid forklædt som tøjproducent i Pakistan, er og bliver forsvindende lille…

Dynamikken synes klar: Borgerne føler kollektiv angst og usikkerhed, og politikerne iler dem i møde med (overvågnings)tiltag, der har særdeles tvivlsom effekt.

Tak for kaffe !

Wed, 26 Mar 2008 20:27:03 GMT

To dage før valget i november lovede Fogh en hurtig og bred asylaftale, men dårligt var løftet afgivet, før regeringen indgik den smallest tænkelige aftale med Dansk Folkeparti. Aftalen blev aldrig sendt i høring, da den alene indeholdt rent administrative ændringer, og en lovændring derfor ikke var nødvendig(!). Pia Christmas Møller fremkom efterfølgende med et alternativt asylforslag, der for en stund så ud til at kunne samle oppositionen, så regeringen ville blive bragt i mindretal.

Men ak… Ny Alliance valgte at undlade at stemme for det alternative forslag – Naser Khader & Co. var nemlig blevet lovet ’realitetsforhandlinger’ af regeringen. Helle Thorning udtalte i den forbindelse:

”Det eneste, Naser Khader får, er en ekstra kop kaffe hos Statsministeren”.

Nu har det desværre vist sig, at hun fik ret…

En anstændig drue

Mon, 24 Mar 2008 19:09:23 GMT

Kommunalreformen havde til formål at skabe friere, større og mere bæredygtige kommuner – det gav Lars Løkke Rasmussen stolt udtryk for i det frihedsbrev, der blev sendt til kommunerne kort efter hans tiltræden i 2001. Men alligevel har regeringen indskrænket det kommunale selvstyre og skabt øgede mængder af bureaukrati. Registrering, rapportering og kontrol - regeringen sætter ubehjælpsomt lighedstegn mellem detailstyring og kvalitetssikring.

I Radikale Venstre har vi for længst indset, at udviklingen skal vendes, og vi har lanceret vores bud på en Tillidsreform af den offentlige sektor. Men også Socialdemokraterne reagerer nu med et konkret udspil på, at regeringen ikke har leveret som lovet. I forrige uge offentliggjorde Socialdemokraterne et oplæg, der skitserer 29 såkaldte ’frihedsrettigheder’; det kommunale selvstyre skal styrkes, og kommunernes administrative byrder skal reduceres.

Skønt her langt hen ad vejen er tale om radikal årgangsvin på socialdemokratiske flasker, hilser jeg initiativet hjerteligt velkomment, og socialdemokraterne rejser i forbindelse med deres udspil nogle særdeles relevante spørgsmål:

Hvordan skal fremtidens danske demokrati se ud? Hvordan genskaber vi balancen og den gensidige tillid mellem kommune og stat?

Kvotetænkning stinker af fisk!

Thu, 20 Mar 2008 09:19:59 GMT

I de danske børsnoterede selskabers bestyrelser er 5,6% af posterne besat af kvinder. Socialdemokraterne ønsker at øge andelen af kvindelige bestyrelsesmedlemmer og har i den forbindelse lanceret et forslag om, at minimum 40% af de børsnoterede selskabers bestyrelsesmedlemmer om 4 år skal være kvinder.

Hvor stor en andel af bestyrelsesmedlemmerne skal så være handicappede, protestanter, muslimer eller homoseksuelle? Intet andet end faglige kvalifikationer bør afgøre hvilken kandidat, der foretrækkes! Det kan aldrig være i hverken virksomhedernes eller de ’forfordeltes’ interesse, at der indføres kvoter. En virksomhed er primært fokuseret på bundlinjen og dermed også på at få sammensat en så kompetent bestyrelse som muligt. En kandidat ønsker at blive valgt på baggrund af sit CV og ikke fordi, en kvote tilsiger, at der denne gang skal vælges en kvinde eller for den sags skyld en indvandrer, en handicappet eller en rødhåret… Tænk også på den omvendte diskrimination – er det rimeligt at fravælge den bedst kvalificerede (eksempelvis mandlige) kandidat, fordi vi har forelsket os i en procenttankegang? Det ER da nedslående, at der ikke er kommet markant flere kvinder i virksomhedsbestyrelserne, men statistikken skal ikke søges ændret med kvoter. Virksomhederne bør i stedet tilstræbe en mere målrettet søgning efter egnede kvinder, når bestyrelsesposterne skal besættes – ’mænd kender mænd’, og der bringes derfor ofte slet ikke kvinder i spil. Vi kvinder bør endvidere profilere os noget bedre. Og helt ærligt: Vi kan faktisk godt selv!

Katastrofalt valgresultat på Lolland

Wed, 14 Nov 2007 10:37:29 GMT

Det var bestemt ingen fornøjelse at følge valget på Lolland-Falster i går,
hvor vi sad 5 radikale sjæle samlet i Nykøbing. Langt værst blev resultatet for Lolland, hvor Radikale Venstre kun har trukket sølle 1,7% af stemmerne.
De seneste 3 uger har været en lang og sej kamp op ad bakke - tidligere SF-borgmester i Nakskov, Flemming Bonne, har trukket 25,9%
af stemmerne på hele Lolland, og i Nakskov fik han/SF 45% af alle afgivne stemmer...!! Mange lollikker, der stemte radikalt ved sidste valg,
har denne gang stemt på SF for at sikre Flemming Bonne en plads i Folketinget. Flemming Bonne er en fantastisk dygtig politiker, og han har skabt
mirakler i Nakskov - hans høje personlige stemmetal er fuldt fortjent, og jeg håber i den grad for Lolland, at det senere i dag viser sig, at han kommer
ind.

Som den lokale kandidat for Radikale Venstre er det nærliggende at tage Lollands elendige radikale valgresultat personligt, men jeg udlevede selvmedlidenheden
allerede i går aftes. Det er nu, at sæden til næste valgs sejr skal sås, både lokalt og på landsplan, og jeg fortsætter for min part ufrotrødent med at sprede de radikale
budskaber i det lollandske.

Ret ryggen, se fremad og kæmp videre!

Er skattestoppet afgået ved døden?

Thu, 08 Nov 2007 22:28:59 GMT

Man har vel lov at håbe !

Skattestoppet har længe blokeret for en tiltrængt omlægning af skatterne. Vi mangler arbejdskraft i middelsvær grad, og problemet vokser sig støt større i takt med, at vi bliver stadigt flere ældre. Samtidig truer klimaforandringer og miljøproblemer den globale velfærd, og det er derfor vigtigt at få skabt grobund for en bæredygtig udvikling. Ved at gennemføre en gennemgribende grøn skattereform kan vi på én og samme tid øge arbejdsudbuddet og gøre det økonomisk rentabelt at tage hensyn til miljøet. Skatten på arbejde skal ned, så det for alvor kan svare sig at yde en ekstra indsats på arbejdsmarkedet, og skatten på forurening skal op, så vi motiverer den enkelte til nøje at overveje sit forbrug.

Fra 2001 til 2007 har skattestoppet medvirket til, at skatten er sat ned på alt andet end lige netop arbejde, og de grønne afgifter er blevet udhulet med seks milliarder kroner om året. Kort tid før valget blev udskrevet, fik regeringen i susende fart vedtaget en skattepakke, hvis indhold peger lidt i den rigtige retning, men som dog er langt fra at være tilstrækkeligt ambitiøst. Eksempelvis røres der ikke ved topskattegrænsen, og det er fatalt. Den uændrede topskattegrænse betyder, at faggrupper som slagteriarbejdere og sygeplejersker fortsat vil være topskatteydere. Herudover opererer skattepakken med en indeksering af energiafgifterne, men totalt set fortsætter de grønne afgifter med at bløde. Også på finansieringssiden halter skattepakken, idet man henter næsten hver fjerde krone hjem ved dynamiske effekter - regeringen indregner virkningerne af øget beskæftigelse og af flere afgifter, der vil komme ind som følge af øget forbrug. Virkningerne er for så vidt gode nok, men ingen ved, hvornår (og i hvilket omfang) de indtræffer, og man bruger således pengene, før de er tjent.

I dag har regeringen besluttet at frede kommunernes budgetter for 2008 på trods af, at kommunerne har hævet skatten mere end aftalt mellem KL og regeringen. Kan dette virkelig være dagen, hvor skattestoppet afgår ved døden? Det får vise sig - hvis regeringen vil bevare skattestoppet, skal statsskatterne sænkes med beløbet svarende til kommunernes overskridelse. Men hvis det viser sig, at dagen i dag måtte markere skattestoppets endeligt, så er der banet vej for en fremadstræbende og omfattende grøn skattereform.

Jeg krydser fingre !!!

AE taler varmt for Femern-bro

Wed, 10 Oct 2007 21:46:10 GMT

Skønt der på årets landsmøde blev vedtaget en resolution, hvori der udtrykkes betænkelighed ved den konkrete aftale om den faste forbindelse over Femern Bælt, ja, så kan jeg altså ikke undgå at glæde mig over en af gårsdagens nyheder: 'Femern en god forretning'.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd konkluderer, at gælden (lånene til dækning af landanlægsudgifterne inkluderet) vil være afdraget allerede efter 30 år. Rådet påpeger i forlængelse heraf, at det meget vel kan vise sig at være en fordel, at Danmark er ene om at stille statsgaranti for lånet - for det indebærer også, at vi er ene om at indkassere indtægterne. At vi hæfter for det statsgaranterede lån, vil næppe koste os noget, og indtægterne kan finansiere de infrastrukturforbedringer, som ellers skulle være betalt over skatten. Endelig er det værd at bemærke, at AE's beregninger bygger på særdeles forsigtige trafikprognoser.

På Lolland mærkes de positive effekter af broaftalen allerede. Lolland Byråd ventes i morgen at godkende salg af erhvervsjord for over 11 millioner kroner, og der er begrundet forventing om jordsalg for yderligere 4-5 millioner kroner inden årets udgang. Flere (potentielle) købere har angivet netop den kommende Femern-bro som en del af forklaringen på deres interesse i området.

Så Hr. Trafikordfører & Co. - lad os få bygget den bro ;o)