Indlæg - den social liberale tænketank - radikale.net

En ny Radikal fortælling

Fri, 14 May 2010 11:27:06 GMT

På mandag d.17 er der debat på Gimle om "En ny Radikal Fortælling" Her er min foreløbige skitse. Vi er mange deltagere, så vi får næppe alle taletid, med debatten er vigtig, så giv mig bare....

En ny radikal fortælling. Kragebjerg 14.maj.2010
Et bæredygtigt Danmark i balance.

En skitse fra Carsten Ørting Andersen.

Siden fremkomsten af visionen om det kreative Danmark er der sket en del. En finanskrise har sat spørgsmålstegn ved det ultraliberale finanssystems fortræffeligheder. Regeringens målsætninger om borgernærhed, kvalitet og mere miljø i forbindelse med kommunalreformen har lidt en krank skæbne. Samtidig er dansk landbrug inde i en krise, der er langt værre end finanskrisen berettiger og vi må forudse store udfordringer for samfundet, når nødvendige reformer udebliver, samtidig med at vi kommer til at mangle både arbejdskraft og innovation på det danske arbejdsmarked.
Der er ikke kun brug for en ny Radikal fortælling om Danmark. Der er brug for en ny samlet vision for hele Danmark
Helle Thorning udtaler 1. maj, at der brug for et Danmark hvor vi alle tager et medansvar for at udvikle samfundet. Det kan vi kun være enige i. Som samfund må vi sørge for at har mulighed for at tage sådan et medansvar. Hvordan?

Vi kunne nyfortolke det gamle slogan fra den franske revolution; Frihed, lighed og broderskab. Måske er det mere aktuelt end nogensinde.

Frihedsbegrebet på ny; De sidste års debat om frihed har vist, at det er en svær størrelse. Ytringsfrihed for eksempel. Skal vi have lov at svine hinanden uhæmmet til også i religiøse spørgsmål? Hvornår er man fri? Er man fri, nå man kan tjene styrtende med penge på andres ulykke, jævnfør bankskandalerne? Jeg tænker, inspireret af mennesker der har overlevet totalitære regimers overgreb, at virkelig frihed er åndelig frihed. Friheden til at tænke, tale og handle frit i overensstemmelse med de overvejelser man har gjort sig. Det vil sige at frihed hører til åndslivet. Som en konsekvens af dette, må vi have gode vilkår for fri forskning. Vi må have metodefrihed og langt mere elastik i pensumplaner i uddannelsessystemet. Ud med tåbelige tests og ind med engagement og visioner. Det samme på en lang række andre områder inden for det offentlige. Der skal være tid og plads til helhedssyn i det sociale system og i sundhedssystemet. Den enkelte medarbejder skal vide at hans tanker, visioner og indsats gør en forskel.

Lighedsbegrebet på ny; Vi er blevet mere individualister end før i historien. Andelsbevægelse og fagbevægelsernes forsøg på at genopfinde sig selv, udstiller på sørgelig vis, at ligheden er under pres og skal nyfortolkes.
I et moderne samfund er lighed for loven, ikke længere en selvfølge. Helt ekstremt er det i lande som USA, men også i mange andre lande er tendensen, at økonomisk magt er nødvendig i retssystemet. I integrations og asylpolitiken, har det vist sig tydeligt, at der er kræfter i Danmark, der vil bøje lighedsbegrebet. Vi skal være garanten for at lighed for loven også gælder i Danmark (og EU) i de næste generationer.

Broderlighed; Er det en anakronisme? Nej, det mener jeg ikke. Hvis Danmark skal have gang i innovation og vi skal have en fornuftig, nyfortolkning af lighedsbegrebet på arbejdsmarkedet (solidaritet) Så skal vi arbejde med erhvervsudvikling, arbejdsmarked og finanssystem, med baggrund i broderlighed. Vi skal fremme netværksdannelse, vidensdeling og etiske retningslinier.

Ovenstående kan trækkes sammen til:
• Frihed i åndslivet
• Lighed i retslivet
• Broderlighed i næringslivet

Hvilke udfordringer er der, for at vi kan få et bæredygtigt Danmark i balance?

Det kan skæres ned til:

• Landbruget og landdistrikterne
• Den sociale udfordring
• Innovation og iværksætteri

Landbruget og landdistrikterne har fælles udfordringer. Yderområderne får for alvor problemer i det øjeblik landbrugets krise sætter ind med fuld styrke. Værdien af dansk landbrug er allerede faldet til ca. det halve af hvad det var før finanskrisen. Det er der mange årsager til, ikke kun finanskrisen. Det er afgjort et problem, at landbrugsjord er blevet gjort til emne for spekulation, langt ud over hvad produktionen kan bære. Den nyværende regerings åbning over for at kapitalfonde, kan investere i landbrugsjord, gør kun dette værre. Hvis det skal blive attraktivt at investere i Dansk landbrug, som det er nu, så skal der slækkes yderligere på miljøregler og landbrugslove. Således vil mange store landbrug, der drives af samme ejerkreds, blive lagt sammen til endnu større enheder. Men Danmark egner sig dårligt til super, mega landbrug med gyllelaguner i gigantmarker uden levende hegn og gærde, der er i vejen for store maskiner. I Radikale Venstre vil vi en anden vej. Vi vil, som foreslået af Landsforeningen Frie Bønder, levende land, i stedet give mulighed for at de meget store landbrug kan udstykkes i flere mindre og så vil vi omlægge den del af landbrugsstøtten, der stadig skal være tilbage, til omlægningsstøtte til økologisk landbrug.
Vi vil fremme økologisk landbrug og tilknyttet produktudvikling og lokal forædling, sådan at Danmark bliver endnu mere kendt for sine kvalitetsprodukter på verdensmarkedet. Et grønt og bæredygtigt åndehul i Europa. Denne udvikling vil gøre landdistrikterne mere attraktive i forhold til bosætning og skabe flere jobs. Vi skal sørge for at fremme mulighederne for ”nybyggerne”. Alle de der vil eksperimentere med nye bæredygtige og sociale fællesskaber, der netop kan finde sine rammer i yderområder. Vi skal have fokus på den ”sociale kapital”, der findes i landsbyerne, hvor mennesker, med de rette muligheder, kan være både kulturbærende, eksperimenterende og innovative, når det handler om at løse lokale problemer og skabe nye muligheder i lokalsamfundene. Vi skal have en ”byfornyelsesplan” for landdistrikterne, så vi får kondemneret utidssvarende boliger i landsbyerne, sådan at elendige huse ikke blot bliver gennemgangslejre for sociale nomader og vi skal tænke kultur og uddannelsestilbud ind, så der bliver kvalitetstilbud til de som vælger at leve med udgangspunkt i et yderområde. F.eks. skal fleksibel ungdomsuddannelse kunne tænkes ind i lokale tilbud.
Den sociale udfordring, er en helt særlig udfordring, for de sociale problemer bare vokser. Det handler om det moderne samfund. Omstillingen fra landbrugssamfund til industrisamfund skabte nogle problemer, der stadig ikke er løst. Problemer med ufaglærte, der aldrig fandt deres plads og efterkommere, der heller ikke gjorde. Nu er vi ved at være ovre tærsklen fra industrisamfund til videnssamfund, hvor vi taber endnu flere, idet hele grundlaget for vores eksistens bygger på viden og vidensproduktion. Mennesker der som udgangspunkt, mest har deres hænder at byde ind med, får store problemer med deres eksistens. De spørger med rette; Hvilket grundlag står vi på og hvad er meningen? Her kan omstillingen af landbruget til at være delt ud på flere hænder og som terapeutisk virksomhed formentlig være en medspiller. Det europæiske forskernetværk COST 866, der arbejder med at kortlægge og synliggøre forskningen i, hvilken betydning landbrug og natur kan have for mennesker med sociale, psykiske og mentale vanskeligheder, for landbruget som læringssted og landmanden som forbillede for børn og unge . Det er oplagt fordi meningen med livet, har sit udspring i produktion levnedsmidler og reproduktion, så derfor har det autentiske arbejdsintensive mindre landbrug meget at byde på i denne retning. Vi skal forske og fremme muligheden for validering og udvikling af metoder for Green Care, som det hedder i international sammenhæng.
Fokus på uddannelse, skal forebygge sociale vanskeligheder.
Vi skal sikre at erhvervsuddannelserne får et regelmæssigt serviceeftersyn, så frafaldet mindskes. Individuel ungdomsuddannelse skal samle de, især unge mænd op, der falder uden for det etablerede uddannelsessystem, ligesom det etablerede system i meget højere grad end i dag skal bygges op af projektorienterede moduler, så en uddannelse kan stykkes sammen over tid. 4
Alt sammen for at tilgodese unge der rastløst søger mening i en differentieret verden. Vi skal sikre at folkeskolen i højere grad end i dag uddanner til livet. Fortælling, leg og kunstnerisk arbejde er ikke tidsspilde, men en forudsætning for udvikling af forestillingsevnen, uden hvilken det er meget vanskeligt at klare sig i en verden hvor forudsætningerne ustandseligt ændrer sig. Hjemmet er ikke længere det sted man lærer om fundamentale ting, som madlavning, børnepasning og alt hvad der ellers er behov for, når man etablerer familie. Derfor er det vigtigt, at vi målrettet tænker både sundheds og social forebyggelse ind i folkeskolens tilbud. Det kræver undervisningsmidler og timer. Børnene har tiden er til rådighed, vil vi bruge vores? Det vil være en langsigtet indsats, men det vil virke over tid. Mange vanskeligheder opstår fordi unge familier, simpelt hen ikke aner noget om, hvad de går ind til, og hvordan de skal løse de vanskeligheder, der opstår. Når der opstår problemer så skal der arbejdes langt mere målrettet og fokuseret, end det er tilfældet i dag. Psykoseteams, psykiatribusser, ungdomsteams, forebyggelse af misbrug fra gadeplan til skole og arbejdsplads. Alt sammen udgifter, der vil spare samfundet for både smerte og langt større udgifter på et senere tidspunkt. Vi skal have viljen til et bedre samfund på det sociale område. Et samfund der skaber rammer for alle mennesker.
Innovation og iværksætteri. Store danske virksomheder som Danfoss, Grundfos, Vestas og Novo har igennem innovation, høj kvalitet og en stærk iværksætterkultur formået at sætte Danmark på verdenskortet. Men kan vi blive der? Der er ikke meget, der tyder på det. Der er nogle helt grundlæggende forudsætninger, der ikke er tilstede. Vi sætter ikke midler nok af til forskning, vores arbejdslønninger er for høje, arbejdsudbuddet for lavt og infrastrukturen er for dårlig. Det skal vi rette op på. Vi skal have sat skatten på arbejde ned, vi skal have en arbejdsmarkedsreform og vi skal åbne for udenlandsk arbejdskraft. Samtidig skal vi skabe langt bedre vilkår for forskning, både fri forskning og forskningsmiljøer hvor iværksættere og universitetsmiljøer befrugter hinanden. Hertil kommer at infrastrukturerne i vores lille land er alt for dårlige. Vi har forholdsvis for mange problemer med at komme fra den ene ende af landet til den anden og blot fra forstæderne til byen. Især den kollektive trafik kan forbedres. Elektrificering og udbygning af jernbanenettet må have første prioritet. I så fald kan meget forbedres betydeligt med forholdsvis få midler i forhold til evt. brobyggeri og flere motorveje. Vi skal også se på resurserne i vores stærke kunstneriske og håndværksmæssige miljøer. Det gælder teater, film og billedkunst. Det gælder gourmet restauranter, mode og designvirksomheder. Her er vi førende og skaber i forhold til landets størrelse værdier, der smitter af på andre forhold i relation til den øvrige verden. Derfor skal vi se på hvordan vi støtter de miljøer hvor vækstlaget er. Ikke kun med direkte økonomisk støtte, men også ved at se på uddannelsesmiljøer og fysiske rammer for iværksættere. Når de billige lejemål i de store byer i Danmark forsvinder, hvor forsvinder de kreative miljøer så hen? Til andre byer i Europa?

Jeg håber nogen vil nikke til en del af dette. Det er mulighed for at gøre det meget mere konkret. Jeg har masser af eksempler, der underbygger mine antagelser. Håber vi får en god debat.
Bedste hilsner
Carsten Ørting

Topskat, tip-top skat, indkomstloft?!

Tue, 24 Feb 2009 10:33:35 GMT

I sidste Weekendavisen, uge 8, foreslår prof. Christen Sørensen at indføre en ny topskat (”tip-top skat”) på 10% på indkomster over 1 eller 1.5 millioner kr. om året.

Vi i RV kan hurtigt blive enige om, at det er vigtigt at få marginalskatten ned (til højst 50% synes jeg), men et eller andet i tanken om at beskatte dem med utroligt høje indkomster meget tiltaler mig også.

Begrundelser til at nedsætte marginalskatten for dem der tjener rigtigt mange penge er svært at få øje på.

Man kunne bare overveje at hæve topskatgrænsen til 1-1.5 mill. kr. På denne måde er der en lav marginalskat for de fleste mennesker.

Jeg fik den tanke, at hvis det er rimeligt at indføre en mindsteløn (eller fattigdomsgrænse), så må det også være rimeligt at indføre en ”størsteløn” (eller rigdomsgrænse). Hvorfor skal det overhovedet være muligt, at tjene 10 mill. kr. om året?

Så udover at hæve topskatgrænsen (topkatten på 15%) til 1 mill. kr. om året, så kunne man overveje at indføre en tip-top skat på 50% på indkomster over 2 mill. kr. om året (og fjerner skatteloftet).

Hvad synes I?

Pfft, jeg bliver helt ”rød” i hovedet af den slags tanker…

Mvh, Robin

Giver lavere topskat flere hænder?

Mon, 16 Feb 2009 14:01:32 GMT

Ugebladet A4 nr. 6/2009 har en længere artikel om spørgsmålet, og de referencer som ugebladet omtaler tyder på, at det ingenlunde er tilfældet.

På spørgsmålet: "Vil du arbejde mere hvis topskatten sættes ned" er det vel ret indlysende at topskatteydere vil svare ja, uanset om de faktisk vil arbejde mere eller ej.

Der findes faktisk nogle mindre undersøgelser om spørgsmålet og de omtales i ugebrevets artikel. Jeg har lavet et lille sammendrag af artiklen, som jeg vedlægger.

Der er åbenbart ikke basis for at påstå, at lavere topskat giver flere hænder.

Svage gamle i dagens Danmark: der er behov for ny tænkning

Mon, 08 Dec 2008 14:58:10 GMT

Omsorgen er væk – ikke kun i Århus
For et par år siden var der i Århus storm om omsorg, pleje og hjælp til de svageste gamle på kommunens plejehjem. Der er blevet afsløret skandaløse forhold og massive omsorgssvigt. Det i sig selv er naturligvis tankevækkende og skræmmende, og borgere, pårørende, fagfolk, ældreorganisationer og politikere spurgte da også sig selv og hinanden: hvordan kunne det dog komme så vidt? Det kunne det! Og desværre er der ikke sket de store fremskridt trods gyldne løfter og finde forsikringer.

Jeg er ikke indbildsk nok til at tro, at jeg nødvendigvis har de vises sten. Men efter at have arbejdet med området i efterhånden nogle år, har jeg i det mindste nogle bud på, hvordan det kunne komme så vidt. Man kan gøre sig mange tanker om, hvorvidt de århusianske forhold er specielle, eller om skandalen lige så godt kunne have udspillet sig andre steder i landet. Desværre tror jeg, at Århus i denne sammenhæng ikke er særligt meget anderledes end resten af landet. Mine bud begrænser sig derfor ikke til at se på, hvordan forholdene ser ud i Århus. Jeg mener, at vi i Danmark må se på og med hinanden diskutere, hvordan vi løser opgaven med at hjælpe de svageste gamle medborgere til et værdigt og godt liv på landets plejehjem. Et liv, hvor de gamle har mulighed for at leve til de dør. Et liv, hvor vore svage gamle ikke er nødt til at sidde og vente på, at et venligt menneske kommer løbende forbi. Et liv, hvor der er tid og rum for venlighed, varme, imødekommenhed og mellemmenneskelige relationer – det nogle definerer som omsorg.

Har vi opdaget, at virkeligheden har ændret sig, og dermed undervurderet opgaven?
Når vi taler om de svage gamle dækker udtrykket over den virkelighed, vi ser. Over årene er der sparet gerontopsykiatriske plejepladser væk. Det samme gælder for pladser på skærmede enheder for medborgere, der lider af demens eller demenslignende tilstande. Samtidigt bliver gamle medborgere udskrevet fra hospitalsafdelinger længe før de er færdigplejede og dermed ofte til uholdbare og skrøbelige forhold i hjemmet. Alle disse borgere får tildelt plads på de almindelige kommunale plejehjem, som også har fået skåret i ressourcerne.
Disse forhold gør blandt andet, at omkring 80-90 % af plejehjemsbeboere i dag lider af demens eller har demenslignende tilstande. Det kræver en helt anden pleje, end blot personlig pleje og praktisk hjælp. For mange af beboerne er det meget vigtigt, at der er kompetent personale omkring dem. Personale, som kan hjælpe dem ud af voldsomme og skræmmende vrangforestillinger. Nogle der kan hjælpe dem til tryghed og ro, når de er faret vild på gangen og ikke kan genkende omgivelserne eller menneskerne omkring dem. Når beboeren ikke kan finde sin for længst afdøde hund, skal han hjælpes igennem den lille fornyede sorg, når han opdager, at den ikke er til mere. Her skal der være tid til at høre en lille historie om hunden, for i mindet ligger tryghed og ro for den gamle. Når beboeren ikke kan finde sin far eller mor, der har været døde i årevis, er der behov for at have en at dele historien om, hvordan far og mor var.
Er det så banalt, at vi ikke har opdaget, at vores ældre på plejehjemmene er mere mangfoldige behov for pleje end tidligere, og vi derfor undervurderer opgaven?

Omsorg
Omdrejningspunktet for diskussionen om, hvordan det kunne komme så vidt, kan omhandle begrebet omsorg, hvis betydning næsten kun lever blandt undervisere og studerende på landets plejefaglige uddannelsesinstitutioner. Her bliver omsorgsbegrebet meget ofte en del af filosofiske diskussioner, der også indbefatter moralsk ansvar, altruisme og omsorgsetik. Disse drøftelser er en del af værdidannelsen og den fælles fagforståelse, hvilket gør det relevant nok at diskutere, fordi det er professionel omsorg, det drejer sig om.
I vores hverdagsliv giver omsorgsbegrebet som regel også megen mening. De fleste af os kan forholde os konkret til betydningen, når det drejer sig om den omsorg og pleje, vi giver eller forventer i forhold til vore børn på børneinstitutionerne eller vores forældre, som måske er på plejehjem eller har brug for hjælp fra en hjemmepleje.
Desværre er omsorgbegrebet mere uklart og diffust, når man ser uden for uddannelsesinstitutionernes mure og vores almindelige hverdagsliv – måske fordi de værditunge emner passer dårligt ind i den nutidige politisk/økonomiske tænkning. Samtidigt er det bærende i mange politiske retninger i forhold til social- og sundhedspolitisk forståelse solidaritet i den socialistiske betydning: vi skal hjælpe alle dem, der ligner os selv. Denne solidaritetsforståelse betyder i meget vid udstrækning svigt af de svageste gamle, der jo netop ikke ligner os, som flertal betragtet. Den neoliberale tænkning om, at ’enhver er sin egen lykkes smed’ producerer de samme svigt, da de svageste gamle lige netop ikke er i stand til at hjælpe sig selv endsige tale deres egen sag. Det kunne derfor se ud til, at der er behov for en anden forståelse af opgaven, hvis vi vel at mærke er interesseret i at begribe opgavens alvor og omfang.

En alternativ tilgang til omsorgsbegrebet i politisk forstand kunne være barmhjertighed. Barmhjertighed ikke nødvendigvis i religiøs referenceramme, men i betydningen, at tilbyde hjælp og omsorg for alle, der kunne have behov for det. Denne forståelse ville under alle omstændigheder være mindre ekskluderende end den solidariske og den neoliberale.
Som en konsekvens af en barmhjertighedstænkning, kunne jeg også se mulighed for, at det bliver moderne med mere humane slogans, end dem vi kender nu i det social- og sundhedspolitiske landskab. Her tænker jeg på mantraer som fx ’længst muligt i eget hjem’ og ’frit valg’, der begge i sin politisk økonomiske konsekvens ganske vist skaber besparelser, men også fjerner sig fra ansvaret for de svageste medborgere i vores land. Hvis det overhovedet er nødvendigt med slogans eller mantraer kunne det næste måske hedde: Tid til omsorg.
Tid til omsorg rummer ganske vist ikke nødvendigvis omkostningsneutrale løsninger, eller for den sags skyld besparelser. Tvært imod kan det betyde, at der skal bruges lidt flere penge på at drage omsorg for de svageste medborgere i landet. Til gengæld kunne det være, at netop de svageste gamle, som i den grad har bidraget til vores meget økonomisk rige samfund, kunne få mulighed for ’at leve til de dør’ – vel at mærke leve et værdigt, trygt og anstændigt liv på landets plejehjem, eller om muligt hjemme hos sig selv. Endeligt kunne det være, at det plejefagligt uddannede frontliniepersonale fik lejlighed til at opleve, at deres indsats er respekteret og værdsat – ikke kun af de svage gamle og deres pårørende - men også at der fra politisk hold blev signaleret, at det job, de udfører, er vigtigt og respekteret. Det almindelige for plejefagligt frontliniepersonale er faktisk, at de gerne vil og også godt kan gøre det, de har lært i deres uddannelse: have tid til at yde omsorg. Det kræver tilstrækkeligt med hænder, god ledelse og en forståelse i det politiske niveau af, at dette personale for den overvejende dels vedkommende faktisk ikke gør deres job for magtens, ærens og egen vindings skyld.

Omsorgens afvikling
For at indfange, hvad der kan være gået galt, sådan at ’det kom så vidt’, må vi efter min opfattelse også se på, hvad der på ældreområdet er sket i vores samfund de seneste ca tyve år. Her tænker jeg på den politiske og økonomiske udvikling, der i hvert fald af mig opleves som nærmest ligefremt proportionel med omsorgens afvikling.
Endnu langt op i 1980’erne var plejehjem bemandet som en akut modtageafdeling. Der var rigeligt med plejepersonale (nok ca dobbelt så mange som vi ser i dag), en lang række servicefolk i køkken, rengøring, vedligehold og administration. Forstanderen var som en dronning M/K, der regerede sit rige. Der var ikke nogen – eller i hvert fald meget få – der så forstanderen over skuldrene og kontrollerede hende eller hendes ansatte i særlig vid udstrækning. Mange af disse dronninger har sikkert gjort et fremragende stykke arbejde, andres indsats har måske mere mindet om Kommandusen’s i Emil fra Lønneberg.
Der hvor det gik godt, var der sikkert varme, medmenneskelighed, ro, renlighed og regelmæssighed i bedste Florence Nightingale stil. Og de mange ansatte havde rigeligt med tid til at udføre de opgaver, som skulle udføres. Samtidigt var de mennesker, der boede på plejehjemmene ikke nødvendigvis særligt svage eller hjælpeløse – måske mere trætte eller alene i verden. Så det arbejde, der skulle udføres havde i vid udstrækning karakter af små hjælpeopgaver og at skabe hygge og en god atmosfære for beboerne. Det betød måske også, at der kan have været rigeligt tid til for personalet at holde ryge- og kaffe pauser. På det samme tidspunkt var de økonomiske forhold i landet noget mere betrængte, end vi ser i dag. Derfor faldt det mange for brystet, at når man kom på besøg på et plejehjem, var det man så, at personalet sad røg og drak kaffe. Det var i hvert fald det rygte eller omdømme, plejepersonale dengang – retfærdigt eller uretfærdigt – fik og i en vis udstrækning stadig har. Især er det en opfattelse hos mennesker, der ikke for nyligt har været indenfor på et af landet plejehjem.

Set i bagklogskabens ulideligt klare lys måtte det ansvarlige politiske niveau naturligvis gribe ind og tilpasse forbruget til de dengang herskende økonomiske forhold. Set med nutidens øjne er det problematiske, at nedskæringer og omlægninger, effektiviseringer, overvågning og kontrol ikke er standset siden. I lyset af myten om de evigt kaffedrikkende og cigaretrygende plejemedarbejdere har politisk ansvarlige i de seneste 10-15 år lige så stille efter salamimetoden beskåret ældreområdet. I næsten ubemærkethed er der kontinuerligt fjernet ressourcer fra ældresektoren. Besparelserne har blandt andet været endeløse omstruktureringer, der har krævet maksimal ledelsesmæssig fantasi og maksimal omstillingsparathed hos frontliniepersonalet. Samtidigt er der lagt store, konkrete og åbenlyse besparelser ind, som i første omgang har fjernet rengørings- og køkkenpersonale, teknisk og administrativt personale. Disse opgaver er i meget høj grad flyttet over til plejepersonalet, som i de seneste 5-10 år også er blevet kraftigt beskåret.
Samtidigt med denne massive skovhugst på plejefaglige ressourcer, er de mennesker, der bor på landets plejehjem blevet væsentlig mere svage og skrøbelige. Det betyder, at deres behov for omsorg, hjælp og støtte er øget betragteligt. Dette skyldes ikke alene, at vi bliver ældre og dermed ofte mere svage. Det er også en konsekvens af, at der er sparet på de psykiatriske plejehjemspladser, de skærmede enheder for mennesker, der lider af demens og det faktum, at rigtigt mange gamle bliver udskrevet fra hospitalerne uden at være færdigplejet.

Kontrol = kvalitet
Op igennem 1990’erne er der kommet nogle grimme sager om svigt at plejehjemsbeboere frem i medierne. I det politiske system – både i kommunerne og i folketinget – har man haft en tilbøjelighed til ikke at ville vedkende sig sit ansvar. Det betyder, at kommunalpolitikere og landspolitikere har snydt sig selv for muligheden for selvransagelse. Altså at blive klar over eller i det mindste reflektere over, om det kunne tænkes, at systemet var medvirkende til at producere disse plejesvigt. Det har i stedet været væsentligt for politikere at fremstå som de fejlfri og stærke, hvilket, alle vi dødelige jo godt ved, er en utopi. Men på grund af det massive ønske om fejlfrihed, er skyld og ansvar i meget vid udstrækning blevet placeret hos embedsmænd – i denne sammenhæng plejehjemsleder, ældrechefer, områdeledere eller hvad man nu lokalt har valgt at kalde disse embedsmænd.

Sideløbende med denne ansvarsforflygtigende praksis og måske som en konsekvens af den, er der opfundet utallige kontrol- og overvågningssystemer, for at politikerne kan holde øje med, at plejemedarbejdere og deres ledere nu gør deres job ordentligt. Disse kontrolsystemer bygger alene på det, jeg vil kalde en politisk/økonomisk referenceramme. Der er fx et politisk krav om, at man i kommunerne hvert år udarbejder kvalitetsstandarder. Disse standarder indfanger alene forhold, der kan måles og vejes. For at vende tilbage til det århusianske eksempel: har plejehjemsbeboerne fået et bad i denne uge? Ja eller nej. Har beboerne fået tilbudt at komme på toilettet? Ja eller nej. Er der blevet gjort rent i beboernes bolig? Ja eller nej. Altså alt sammen eksempler på forhold, der ikke nødvendigvis har noget som helst med omsorg for den enkelte svage gamle medborger at gøre. Standarderne bliver på samme måde misbrugt til at gennemføre diverse politisk besluttede tilsyn. Så hvis man kan sætte tilstrækkeligt mange krydser ud for ja i skemaerne, konkluderer politikerne, at de har gode plejehjem i den pågældende kommune. Og det er da også muligt, at det forholder sig sådan. Men der er efterhånden mange eksempler på det modsatte. Ikke kun fra Århus.
Kvalitetsstandarderne bliver endvidere misbrugt som politisk sutteklud, forstået på den måde, at standarderne kan ses på den ene side – for det plejefagligt uddannede personale - som udtryk for det absolutte minimum af omsorgs- og plejekvalitet og på den anden (politiske) side kan betragtes som det almindelige. Det betyder, at kvalitetsstandarderne i sig selv ikke rummer mulighed for opfyldelse af behov for og ønsket om omsorg, fordi omsorgsbegrebet falder uden for den økonomiske og dermed også den politiske måle-, vejetænkning.
Et af de seneste eksempler – og uden sammenligning det mest omkostningstunge – af disse kontrol- og overvågningssystemer, er BUM-modellen (en administrativ opdeling i bestiller, udfører og modtager). Modellen er opfundet for at kunne administrere det frie valg mellem kommunal hjælp og privat hjælp. Et valg, som de svageste ældre ganske vist reelt ikke har. Det betyder, at den nævnte valgmulighed alene eksisterer for de ældre medborgere, der er politiske stemmer i.
Pengene til indførelse af BUM har skullet findes inden for ældreområdets i forvejen økonomisk trængte rammer. Det betyder, at der igen er skåret på ressourcerne på plejehjemmene – altså igen en forringelse af vilkårene for de svageste gamle - og at de ansvarsfulde plejemedarbejdere må løbe endnu hurtigere.

Arbejdsmiljø
Personalet på plejehjemmene er i stigende grad interesserede og veluddannede i forhold til at varetage omsorgen for de svage gamle. Vi ser også, at nye og istandsatte plejehjem opdeles i små enheder, som hjælper de demente til trygge og overskuelige omgivelser. Så på de områder er vi måske nogenlunde med. Men det ser ikke ud til, at vi har opdaget, at både indretningen og beboernes behov betyder, at plejen er mere tidskrævende. Den tid, der skal bruges til det lidt uhåndgribelige begreb omsorg, som forvandler institutionen til et hjem. Tidligere kunne man høre om plejehjem, der fx havde et fælles husdyr til uendelig stor glæde for beboerne. Hvor er det fattigt, at vi ikke nu kan afse ressourcer til at personalet fodrer katten, når beboeren har glemt det.
I min daglige kontakt med plejefagligt frontliniepersonale på et plejehjem er det meget iøjnefaldende, hvad der er væsentligt for dem i deres arbejde. De er optaget af at gøre en forskel for plejehjemmets beboere, og det vigtigste for dem er, at deres arbejde giver mening. Det meningsfyldte definerer de ud fra en socialmedicinsk og omsorgsfaglig referenceramme, her gengivet i kort og unuanceret form: ”vi vil hjælpe de gamle til et værdigt og meningsfyldt liv, hvor de møder individuel respekt, og hvor der er tid og rum for venlighed, varme, imødekommenhed og mellemmenneskelige relationer. Det kræver, at vi inddrager den rette viden og kompetence, på det rette tidspunkt og af de rette bevæggrunde overfor beboere, hvis tillid vi har vundet.” Måske er det ikke lige den sprogbrug, disse medarbejdere nødvendigvis har. Men udsagnet, fortæller ganske godt om, hvad det er, der driver disse medarbejdere. Og som det vel helt tydeligt fremgår, har denne forståelse af, hvad der er vigtigt, meget lidt med kvalitetsstandarder at gøre, og hvis de ansvarlige politikere bare var lidt mere modige, ville man kunne se, at kontrol og overvågning kun er nødvendigt, for at sikre mindstemålet. Altså ikke god kvalitet. Det, ved plejepersonalet godt, hvad er. Og de vil med stor glæde og entusiasme udføre det, hvis rammerne var der til det. Men som belyst i det foregående er denne mulighed for længst skåret væk.
Denne almindeligt forekommende høje moral sammenholdt med de elendige rammer, personalet bliver budt, bevirker også i al for høj grad, at personalet bliver udbrændt, skifter job eller skifter fag. Kun få og rigtigt skruppelløse mennesker kan i længden holde til, hver gang de går hjem fra arbejde, at tænke og føle, at ”det her kunne jeg godt have gjort meget bedre.” Følelsen af afmagt, frustration over tingenes tilstand og oplevelsen af ikke at blive hørt eller taget alvorligt af de reelle magthavere dræner de fleste, der endnu ikke har hjerter af sten og hård hud på sjælen. Konflikten mellem de høje idealer, moralen, de faglige ambitioner overfor de virkelige og ofte nedslående forhold betyder måske også et højt sygefravær, inden disse medarbejdere beslutter sig for at forlade arbejdspladsen eller faget. Og begge dele er en dyr og dårlig løsning – ikke mindst for de svageste gamle.

Hvad nu med de svage gamle
Jeg ønsker mig ikke tilbage til 1980’erne. Der var måske rigeligt med ressourcer. Men jeg er ikke sikker på, at de altid blev brugt på den mest hensigtsmæssige måde – og måske heller ikke altid klogt i forhold til de svageste gamle. Det var måske også uansvarligt at bruge unødvendige ressourcer på ældreomsorg i en tid, hvor vi ikke havde råd til det. Men med en lignende mængde ressourcer i dag, ville der formentlig være TID TIL OMSORG – og vi har råd til det, hvis vi vil!
Så hvis jeg skal liste nogle mulige indsatsområder op, for at vi skal undgå igen at sidde tilbage og tænke, hvordan kunne det dog komme så vidt, vil jeg fremhæve følgende som de væsentligste:
1. flere ressourcer, målrettet til de svageste gamle
2. fokus på, hvad omsorg og god kvalitet betyder
3. fagprofessionelle, der er i stand til at formidle faglige værdier og indhold
4. lydhørhed og frit informationsflow mellem frontliniepersonale og magthavere
5. en politiks revurdering af fundamentet for udøvelse af omsorg og pleje for især svage
6. mere omsorg, mindre økonomisk tænkning
7. en folkelig forståelse og opbakning til det moralske ansvar og forpligtelse overfor for de svageste gamle

TID TIL OMSORG tager tid og koster penge. Pengene har vi, og vi har de menneskelige og faglige ressourcer. Spørgsmålet er, om vi også har den politiske vilje og mod. Det vil tiden vise.

Tænk på dig selv
Det er lidt skræmmende at tænke på, at jeg gennem en årrække har beskæftiget mig med ældrepleje og aldrig har mødt nogen, der havde lyst til at skulle afslutte deres liv på et plejehjem. Og tag nu dig selv om eksempel: Hvordan er det at tænke på, at dit sidste hjem bliver et sted, hvor stressniveauet er i top og glæden og livsindholdet er i bund? Er vi ude i, at valget står mellem en legalisering af eutanasi eller bedre forhold på plejehjemmene i Danmark?

Fladskat i Danmark? - det sociale aspekt!

Thu, 09 Oct 2008 18:07:49 GMT

Mit tidligere indlæg har skabt en dejlig stor og god debat! Det tilbagevendende i jeres kommentarer er fordelingspolitikken.

Og hvordan kan man kombinere fladskat med en fornuftig fordelingspolitik?

Efter min mening vil pointen med fladskat forsvinde, hvis fordelingspolitikken skal skabes gennem skattepolitikken.

Derfor må vi adskille fordelingskassen fra skattekassen?

Overordnet set skal skattepolitikken KUN have til formål at kigge på statens indtægter. Der skal ikke tages højde for socialpolitik i skattepolitikken, men vi skal selvfølgelig stadig sikre en ansvarlig fordelingspolitik!

Og hvordan skal det ske?

1) I fladskatten skal alle jo betale samme skatteprocent, og fradragene afskaffes. Derfor vil fradragene ikke være et element i fordelingspolitikken.

2) Ud fra indtægterne via fladskatten skal der skabes en stor "socialkasse", som skal kompensere for fradragene, der i dag indgår i fordelingspolitikken. Fra socialkassen tages pengene til de svage i samfundet, så de ikke mærker fradragenes forsvinden.

Derved kan fradragene fjernes og der kan stadig føres en ansvarlig socialpolitik. Men tiltaget vil stadig forsimple skattesystemet og ikke favoratisere nogen frem for andre på skattebilletten.

Jeg kunne godt tænke mig at høre jeres tanker om, ovenstående tiltag i fjernelsen af fradragene, og hvordan skal boligskatten indgå i ind fladskat?

Fladskat i Danmark?

Tue, 07 Oct 2008 18:20:57 GMT

Jeg har altid fundet idéen om fladskat meget tiltalende og et vigtigt element i den danske skattedebat.

I Danmark lever vi med et skattesystem, som har været udsat for et utal af lappeløsninger gennem tiden. Det går bare ikke i det 21.-århundrede, hvor fremmedord som globalisering og out-sourcing, er blevet hverdagsord! Hvis vi skal kunne tiltrække virksomheder og arbejdskraft til landet, må vi gøre noget ved skattesystemet.

Fladskat er efter min mening den løsning, der løser langt størstedelen af problemerne, vi i dag står med. Med en skat, der er flad, vil ALLE betale den samme procent i skat. Der vil ikke være forskel på, om man er direktør eller skraldemand.

Vi står i dag med en høj beskæftigelse, så høj, at vi ikke kan opfylde arbejdsgivernes behov. Fladskatten vil være med til at løse dette problem, da den arbejdsstyrken vil være villige til at arbejde mere pga. fladskatten, da man slipper for topskat. Topskatten, som i dag er fuldstændig forældet! Folk vil ikke længere blive straffet for at yde en ekstra indsats -de vil blive belønnet. Det kan da heller ikke være rigtigt, at staten skal straffe én fordi, at man arbejder meget eller er god til sit arbejde! Den tankegang kan ikke bruges til noget i den moderne verden, vi lever i.

Hvis vi skal kunne konkurrere med andre lande om den veluddannet del af den internationale arbejdsstyrke, SKAL vi tænke i fladskat. Lige nu kan vi ikke en gang holde på vores egen veluddannet del af befolkningen pga. skattesystemet. Vi kan ikke blive ved med at sætte skatteprocenten efter folks indkomst. Det skal være ens for alle.

Nogle vil mene, at der mangler penge i kassen, hvis fladskat realiseres, men det mener jeg ikke! Med en skatteprocent på omkring de fyrre, vil der i nogles øjne mangle penge i kassen. Men de mennesker glemmer at tænke på, at fradragene nedlægges med fladskat. Desuden er der en stærk accelrationsfaktor i denne form for skattetype, der gør at folk arbejder mere, og flere måske endda gider at arbejde fordi, der er penge i det. Derfor vil der komme flere penge i kassen end de fleste umiddelbart regner med.

Så lad os komme op på hesten, ind i kampen og globalisering.

Cigarkasse system eller hvad? Skat

Mon, 15 Sep 2008 12:15:27 GMT

Hvad vil der ske hvis man lavede vores skatte system om, så vi nedlagde cigarkassesystemet?
Hvor der er en kasse for forskellige tilskud eller fradrag, her tænker jeg på fripladser i børneinstitutioner, børnepenge, buskort, ældrecheck, Husleje tilskud, varmepenge, fradrag for forsikringer osv.
Mine tanker går på at forenkle systemet og målrette pengene til de der har reel behov. Kan man flytte tilskud til personfradraget?
Som så skulle beregnes efter indtægt og antal børn. De der således havde behov, ville få et ekstra forhøjelse af personfradraget.
Et sådan system ville fjerne tilskud til folk, der udmærket kan klare sig selv og samtidig minimere bureaukratiet????????

Farvel SOLIT, hej CEVEA?!

Mon, 15 Sep 2008 07:57:01 GMT

Cepos: Vi har flere penge end Cevea
Den nye tænketank Cevea er økonomisk underlegen fra begyndelsen i forhold til sin 'modstander' CEPOS.

Typisk CEPOS tanke: Alt handler om penge, så det må også gælde tænketanke...

Cevea: færre penge, bedre ideer...

Ideforslag: Antallet og størrelsen af fradrag skal ned og fradrag skal helst helt afskaffes!

Fri, 05 Sep 2008 08:56:09 GMT

Først opkræver staten skat, og så giver staten borgere penge tilbage i form af al mulig tilskud og fradrag. Formålet med øvelsen er en omfordeling af penge i samfundet, og det er nødvendigt. Det giver dog ikke så meget mening, at man giver fradrag til mennesker i stedet for at man sørge for at de omkostninger man giver fradraget for nedsættes med samme beløb for alle. Hvorfor har vi befordringsfradraget og afgift på benzin samtidigt?
Fradrag rammer social skævt. Det er en meget større fordel for mennesker, der betaler topskat, at trækker noget fra, end det er for dem, der tjener meget mindre. Hvorfor skal man få flere penge for f.eks. befordringsfradraget fordi man tjener mere? Det er næppe fordi man kører i en større bil, vel? Ligesom at man ikke skal få flere penge i rentefradrag fordi man tjener mere.

Fradrag rammer socialt skævt, og skal derfor erstattes af andre ordninger, som f.eks. prisregulering.

Velkommen til den social liberale tænketank

Wed, 27 Aug 2008 00:15:24 GMT

I de seneste år er de social liberale ideer kommet voldsomt i defensiven. Spin og populisme er dagens orden og det er ikke alle der er lige kede af. Denne tænketank skulle gerne kunne sende nogle idealistiske funderede og rationelt underbyggede skrubolde som de vil få svært ved at spinne til egne fordel.

Vi er i opbygningsfasen og resultatet er slet ikke givet på forhånd, derfor er der brug for alle gode kræfter. Alle forslag og ideer er velkomne sådan at vi hurtigt kan blive slagkraftige.

Med venlig hilsen
Anders Thorseth