Indlæg af Margrethe Vestager - radikale.net

Tunneløkonomi, elefanter og andre indtryk fra Mellemøsten

Wed, 17 Mar 2010 13:23:21 GMT

Udenrigspolitisk Nævn var i uge 10 på studietur til Damaskus, Beirut, Jerusalem, Ramallah og Hebron. Det var grænseoverskridende for mig at være der selv - i de byer som gang på gang har leveret største konflikthistorie i radio- og tv-avisen. Jeg synes, at jeg voksede op med borgerkrigen i Libanon.

Mens vi sad i lufthavnen i Amman i Jordan og ventede på vores fly til Tel Aviv, tonede den amerikanske vicepræsident Joe Biden frem på tv. Det var en live transmission fra det pressemøde, hvor han offentliggjorde nyheden om, at nu begynder indirekte forhandlinger mellem israelere og palæstinensere om en fredsproces.

Den melding løftede humøret i delegationen. Vi havde netop forladt Damaskus og Libanon, og selvom der var anslag til positive udviklinger, stod fredsbarometeret alligevel lavt. Så udsigten til forhandlinger mellem israelere og palæstinensere, uanset at de skulle være indirekte, var en virkelig god og velkommen nyhed.

Da jeg et par timer senere tændte for CNN på hotelværelset i Jerusalem, var breaking news pludselig, at israelerne annoncerede 1600 nye bosættelser i Østjerusalem. Fredsbarometeret faldt omgående. Fra usikkert til elendige udsigter. Det kommer jeg tilbage til.

En af de ting, jeg med spænding havde ventet på, da vi landede i Tel Aviv, var at høre, om vi kunne få adgang til Gaza. Vi vidste godt hjemmefra, at det ville blive svært, men efter internationalt pres havde EU’s udenrigsminister Lady Ashton og FN’s generalsekretær Ban Ki Moon, fået adgang. Derfor var det danske udenrigsministerium blevet bedt om at se, hvad de kunne gøre. Vi ville gerne ved selvsyn opleve, både hvad situationen er i Gaza, og at se hvordan de danske bistandskroner bliver brugt. Vores anmodning blev mødt af et blankt nej.

Derfor kan jeg kun vurdere situationen i Gaza ud fra indtryk og samtaler med de mennesker, vi mødte i Jerusalem, men som har deres daglige gang i Gaza. I øvrigt fik vi aflyst et møde, fordi en enkelt slet ikke fik lov til at rejse ud af Gaza for at møde den lille danske delegation i Jerusalem. Tankevækkende.

På den positive side fik jeg at vide, at FN’s organisation, der hjælper palæstinensiske flygtninge, hvert år arrangerer sommerlege for børnene i Gaza. Sjov og ballade, hoppeborge og hullahop-ringe og andre sommerfornøjelser for børn. Sidste år deltog cirka 250.000 børn i arrangementerne. I samme periode kunne de arrangementer, som Hamas stabler på benene, kun tiltrække godt og vel en tyvendedel. Men det er svært for folk i Gaza at opbygge og leve almindelige liv, for ingenting kommer ind og ingenting kommer ud, der hvor Gaza grænser op til Israel.

Det har ført til et fænomen, som de kalder tunneløkonomi. Der er op til 1.000 tunneler fra Egypten og ind i Gaza. Efter sigende findes der sågar en i den zoologiske have i Gaza, som lige har fået nye løver ad den vej. Dem er de så glade for, at de nu også vil have en elefant (!) Tunneløkonomien må være ekstremt velorganiseret med import/eksport-papirer, toldere og alt, hvad der ellers hører til toldarbejde, og det betyder samtidig, at Hamas er særdeles økonomisk velfunderet.

Det forekommer mig paradoksalt at ville gøre livet så svært som overhovedet muligt for dem, der giver et tilbud til børnene i Gaza om et liv med uddannelse, demokrati osv, mens dem der står for det stik modsatte har en særdeles lukrativ vej til at finansiere deres forehavender gennem tunneløkonomien.

Vestbredden har været besat i 43 år. Når vi i den danske delegation kørte langs det, de kalder hegnet, men som rigtig mange steder er en fem-syv meter høj betonmur, blev den besættelse meget konkret. Det var den også, når vi kørte på de veje, der er forbeholdt israelere og andre med international baggrund, mens palæstinenserne er henvist til et parallelt vejsystem af en helt anden standard. Der er cirka 500 kilometer vej, der på den måde er forbeholdt israelere.

Jeg står 100 procent bag staten Israels ret til at eksistere og dens ret til selvforsvar. Der er ingen formildende omstændigheder, når det kommer til selvmordsbomber eller raketangreb på civile. Det, der er tankevækkende hos mig, er, at det altid er ekstremisterne, der får lov til at sætte dagsordenen. For uanset hvordan man vender og drejer det, er der ikke noget alternativ til fred. Status quo er ikke en mulighed. Og tanken om krig er helt åbenlyst forfærdelig.

Amerikanerne sagde klart fra, da de fordømte Israels planer om 1600 bosættelser i Østjerusalem. Israelerne har også efterfølgende beklaget, men spørgsmålet er, om de er klar til at skrinlægge alle planer om bosættelser for at få gang i en fredsproces. Der er blevet gjort alt det internationale forarbejde, der er brug for. FN-resolutioner, fredsprocesser, det arabiske fredsinitiativ, der anerkender staten Israel, og køreplaner for fred. Ja, der er endda en løsning: En to-stats løsning med en grænsedragning, der følger den grønne linje og passende bytteordninger i en række konkrete tilfælde.

Det er ikke min konflikt. Det er ikke vores. Men fred i Mellemøsten står for mig som noget af det største, der kan ske. Derfor skal vi sørge for, at parterne oplever et benhårdt pres for at løse konflikten. Pres fra både EU, som endda nu har sin egen udenrigsminister, så vi kan tale med én stemme, og fra USA. Hvis vi kan levere presset, så kan det være, at fredsbarometeret stiger, så vi kan begynde at håbe på varig fred.

Det håber jeg. For der er ikke noget alternativ.

Du kan se mine billeder fra rejsen her

Svaret er stadig: Uddannelse, uddannelse, uddannelse!

Fri, 05 Mar 2010 12:49:04 GMT

Spørgsmålet er, hvad vi skal gøre for at håndtere en stadig mere åben verden med stor konkurrence – og nu også med dyb økonomisk krise. I Radikale Venstre har vi et mål for Danmarks unge. Vi vil gerne have, at 95 procent af en årgang får en ungdomsuddannelse. Det er heldigvis et mål, vi deler med resten af oppositionen, og det er faktisk også et mål, som den nuværende regering siger, den støtter.

I udgangspunktet jo en opløftende nyhed; tænk at hele Folketinget kan blive enige om noget som helst. Men bare æv - det er alt for godt til at være sandt. For desværre er uddannelsesområdet et af de områder, regeringen har forvaltet dårligt siden 2001. Femten års fremgang er smuldret i hænderne på dem. Siden VKO kom til er det kun gået tilbage med andelen af unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse.

Faldet i andelen af unge der får en ungdomsuddannelse betyder, at vi nu kommer med to konkrete forslag til, hvordan vi kan få andelen til at stige. Sammen med den øvrige opposition.

For det første foreslår vi at oprette en ny fleksuddannelse som en tredje vej til en ungdomsuddannelse udover vejen gennem gymnasierne og hf og vejen gennem erhvervsuddannelserne. Målgruppen for fleksuddannelsen er unge, som har risiko for at falde fra en almindelig ungdomsuddannelse eller som allerede er droppet ud. Den nye fleksuddannelse giver mulighed for at kombinere de eksisterende uddannelser på tværs eller give længere tid, så alle unge kan gennemføre en ungdomsuddannelse med et afsluttende kompetencebevis. Fleksuddannelsen skal give de unge mulighed for at starte på forpligtende forløb - sammen med en gruppe med samme behov.

For det andet er der behov for en taksameterreform, der giver ro om økonomien på hver enkelt institution. Det er skadeligt for uddannelserne, når der er årlige – og nogle gange pludselige – sparerunder. Ideen er ikke at øge ressourceforbruget, men at fordele ressourcerne på en mere relevant og en mere stabil måde. Kontinuitet er vigtigt, så uddannelsesstederne ved, hvad de har at gøre godt med, og så de kan planlægge ud i fremtiden.

Vi vil have et grundtilskud afhængig af skolens størrelse eller kapacitet. Der skal indføres en reguleringsfaktor for at give nødvendige ekstra midler til de uddannelsessteder, hvor der er særlige sociale forhold, der kan give store frafald. Derudover skal færdiggørelsestaksameteret afskaffes ved, at det lægges oven i det almindelige taksameter, og så skal grundtilskuddet være rullende fireårige bevillinger, så der gives mulighed for en mere stabil økonomi og langsigtet planlægning.

Grundlaget skal være i orden. Nye uddannelser og stabil økonomi gør det ikke alene. Der er brug for tillid. Tillid til at lærere, ledere og andre ansatte i uddannelsessektoren godt kan selv. Trods adskillige såkaldte kvalitetsreformer fra regeringen gennem årene, er det tydeligt, at mistilliden til de ansatte i uddannelsessektoren er udbredt regeringen. Derfor vil jeg sige til regeringen: Slip taget. Tro på, at de fagligt dygtige og menneskeligt engagerede lærere og ledere godt kan. For det kan de godt!

Der er behov for at gå nye veje eller genfinde gamle farbare veje, så unge får deres uddannelse. Det er en af de centrale politiske kampe for Radikale Venstre.

I øjeblikket er vi helt nede på, at bare knap 80 procent får en uddannelse. Vi er helt nede på 1993-niveau og altså tilbage på et niveau fra før 95-procentsmålsætningen overhovedet blev formuleret i 1995 af SR-regeringen.

Hver femte ung forlader i dag folkeskolen og får ikke mere uddannelse. Nogle har faglige problemer, svært ved at læse breve fra myndighederne, læse avis og undertekster på tv, læse en manual på arbejdet og skrive en e-mail. Andre har andre problemer med at gennemføre en uddannelse, fordi de har psykiske problemer. Så sent som i dagens aviser fortæller rektorer om det stigende behov for psykologhjælp til de unge. Der er virkelig meget at gøre.

Indsatsen for at få landet uddannelsesmæssigt på ret køl igen haster. Vi står i en dyb økonomisk krise. Vi kan se de øgede krav på fremtidens arbejdsmarked og den stigende internationale konkurrence. Og kravene for at kunne begå sig i vores demokrati og mediebillede kræver solid grundlæggende viden og tillid til, at man kan deltage – både med spørgsmål og svar – i den offentlige debat m.v.

Svaret er uddannelse!

Schyyy, ikke et ord om efterlønnen

Thu, 25 Feb 2010 09:45:34 GMT

Regeringen har stillet en diagnose for dansk økonomi: Det er kulsort derude. Sortere end vi troede. Der mangler 31 milliarder.

Desværre for Danmark tabte de Konservative krigen om reformerne. Vi har fået en smuk hensigtserklæring om, at regeringen vil føre en aktiv reformpolitik. Ligesom der i mange år har stået i regeringens skiftende grundlag, at vi skulle have EU-forbeholdene til afstemning. Som bekendt er folkeafstemningerne om de danske forbehold gang på gang skudt til hjørne for nu i Løkke og Lenes eget program at blive losset langt udover baglinjen. Sådan skal det åbenbart også være med reformerne. En køn hensigt, men ingen handling. En masse ord uden indhold.

Og det er i det hele taget kendetegnende for Venstre og Konservatives nye regeringsprogram. Det er et tomt stykke papir. Og af de 76 mere eller mindre konkrete forslag - det trods alt fremgår af papiret - har DF allerede undsagt de tre første: Nej tak til højere afgifter på tobak, nej tak til øgede afgifter på alkohol, og nej tak til mere udenlandsk arbejdskraft lød det inden for de første seks timer fra regeringens hængeparti. Et nej tak til afgifter, der kunne have gjort danskerne sundere. Og et nej tak til en arbejdskraft, som erhvervslivet har brug for. En arbejdskraft, der kan være med til at skabe vækst og innovation i Danmark.

Fortsætter Pia Kjærsgaard og hendes håndgange mænd med at luge ud i regeringsgrundlaget i samme tempo, er det pillet fuldstændig fra hinanden, når Løkke og Lene tjekker ind mandag morgen.

Hvor det haltede gevaldigt med løsninger, var regeringens diagnose for dansk økonomi til gengæld krystalklar. Det er ikke bare sort, det er kulsort. 31 milliarder forklarede finansministeren og tilføjede med alvorlig mine: Nu skal der spares, og primært på velfærden. Men hvordan kom hverken han, stats- eller udenrigsministeren nærmere ind på.

Og udfordringen er kolossal, for ligegyldig hvordan vi end vender og drejer det, er 31 milliarder en hulens masse penge. Og det giver basalt set os politikere tre muligheder: Enten sparer vi voldsomt på velfærden - det vil ramme skolerne, sygehusene og de ældre. Alternativt sætter vi skatterne op - det vil ramme den enkelte danskers pengepung og lysten til at arbejde mere. Og dermed skabe nye problemer for dansk økonomi. Den sidste udvej er reformer. En afskaffelse af efterlønnen er en mulighed - det giver 18 milliarder. Sammen med en reform af dagpengesystemet og øget udenlandsk arbejdskraft er det hjørnestenen i Radikale Venstres udspil til en genopretning af dansk økonomi.

Regeringen har valgt sparevejen, og skal der hentes 31 milliarder ad den vej, vil det uværgeligt betyde voldsomme forringelse i skolerne, på plejehjemmene, på sygehusene og for psykisk syge og handicappede. Ligesom det vil gå udover integrationen, og en endnu mere vellykket integration er en af nøglerne, hvis vil vi forbedre Danmarks økonomi.

Selv om regeringen tidligere behændet har zig-zaget udenom reformer af arbejdsmarkedet - og det har ellers ikke skottet på opfordringer, hverken fra regeringens egne kommissioner, økonomer og vismændene - havde jeg egentlig troet på, at Venstre og Konservative denne gang ville vise det fornødne mod og spille ud med en række reformforslag. Især fordi det har været en mærkesag for Lene Espersen gennem den sidste måned. Men nej. Hverken dengang, hvor det var nødvendigt med reformer, eller nu, hvor det er tvingende nødvendigt, vælger regeringen den oplagte løsning.

I Radikale Venstre har vi for længst valgt reformvejen, og havde modet været tilstede til at gennemføre reformer for fem-seks år siden, ville dansk økonomi have været i en langt gunstigere position i dag. Men heller ikke i dag er valget svært for os: Vi kan og vil ikke acceptere, at det er vores børn og unge, der skal betale den gæld, vi har været med til at stifte. Men nærlæser man regeringens nye program og lytter til Claus Hjorth, er det åbenbart det, der er regeringens plan. Der skal spares, og SUen skal forringes. Ikke et ord om efterlønnen. Den er stadig et af de største tabuer i dansk politik. Til gengæld har regeringen intet imod at fedte regningen for forbrugsfesten af på vores fremtid, på de børn og unge, der er ved at gennemføre eller lige er begyndt på en uddannelse. Men hvorfor også betale selv, når man kan gå fra regningen?

Det er mig en gåde, at det kan være et tabu at bede en rask og rørig 60-årig frisør, læge eller pædagog om at tage endnu et par år på arbejdsmarkedet. For mig har det aldrig været velfærd, at sende sunde og raske mennesker på overførselsindkomst. Og det bliver det heller aldrig. Og lad mig for en god ordens skyld hamre en pæl igennem en myte: Selvfølgelig skal en nedslidt tømrer eller elektriker kunne forlade arbejdsmarkedet i utide.

Men det er mig en endnu større gåde at forstå, hvordan Løkke vil nå i mål og bringe dansk økonomi i den gule førertrøje, når han let og elegant vælger at gå uden om de mest oplagte værktøjer i kassen. Og selv om der er ti år til, at vi kan afgøre om Løkke fik bragt Danmark i den gule førertrøje, kan han dog allerede nu iføre sig selv én. Nemlig i kategorien, hvem er villig til frede efterlønnen længst muligt. For et par uger siden gjorde statsministeren det nemlig klart i dagbladet Børsen, at efterlønnen var fredet de næste 30 år. Og det har ingen dansk politiker endnu overgået. Så vidt vides.

Mit indlæg har været bragt som kommentar i Berlingske Tidende 25. feb. '10.

Nu er det Løkke selv, der har ansvaret: Hvor er reformerne?

Wed, 24 Feb 2010 14:36:36 GMT

På to dage har vi fået en stor regeringsrokade og et ”arbejdsgrundlag”. Først og fremmest til lykke til de nye ministre og til de ministre, der har fået nye opgaver. Med så mange nye ministre har Løkken en lejlighed til at sætte ”plejer” på porten og få friske øjne på de seneste års regeringspolitik.

Og det er friske øjne, der har set på dansk økonomi. Endelig har regeringen en nøgtern vurdering af dansk økonomi. Den er dårlig. Der er brug for reformer og der er brug for stor ansvarlighed i den økonomiske politik.

Mens jeg skriver dette fremlægger finansministeren regeringens økonomiske politik (men nu er han kommet til punktet, hvor han skælder ud på S*SF….).

Regeringens økonomiske politik ligger i det, som de kalder ”konvergensprogrammet”. Det har karakter af tilståelse. En tilståelse af regeringens manglende rettidige omhu. Finansministeren konstaterer selv, at der før krisen var godt udgangspunkt for at løse udfordringen - regeringen gjorde det bare ikke. Det er med andre ord sværere nu, end det kunne have været.

Statsministeren gør det også sværere for sig selv, end klogt er. I 2015 mangler 31 milliarder. Efterlønnen koster ca. 18 milliarder. Alligevel freder statsministeren efterlønnen i 30 år. Hvordan skal problemerne så løses?

Regeringen har skabt et nøgternt billede af de økonomiske problemer. Men de er ikke i nærheden af at have et billede af løsningerne. Og det på trods af, at statsministeren uden tøven slår fast, at en god økonomi er fundamentet for alt det gode alle vil – hvis pengene er der.

Radikale Venstre er i arbejdstøjet og klar til at tage fat. Uanset hvor svært det er. Vi har fremlagt en genopbygningsplan. Vi har konkrete reformforslag og forslag til hvordan vi skaber vækst. Målet er sund økonomi – fordi det ellers går ud over de mest sårbare og udsatte mennesker i vores samfund.

Vi håber ikke regeringen planlægger at spare sig ud af problemerne, for så betyder det massive forringelser af velfærden. Så bliver det afvikling frem for udvikling.

Vi står klar ved reformvejen. Vi håber regeringen lægger vejen forbi. Alt andet vil være både økonomisk og socialt uansvarligt.

Billedligt talt vil statsministeren og finansministeren gerne til Rom – men desværre kan han ikke sige, om han vil køre over Storebælt eller tage færgen Rødby-Puttgarten. Men de når aldrig frem, hvis de ikke vælger klart og konkret – og siger det åbent til vælgerne.

Radikale Venstre har lagt en rute: Vejen til sund økonomi går over reformer – og der skal holdes en god hastighed.

Vi er uden økonomisk ledelse

Mon, 01 Feb 2010 10:24:51 GMT

Hvad kan vi egentlig kræve af vores lands øverste ledelse? Kan vi forvente, at landets regering gør sit bedste for at sætte en retning for vores land og vælge de midler, der fører os i den retning? Og kan vi forvente, at regeringen er åben om sin kurs og prioritering - også om de negative konsekvenser? De spørgsmål er helt aktuelle lige nu.

Vi er vidne til, hvordan VK-regeringen forholder sig passivt, selvom Danmark er midt i en dybt alvorlig økonomisk krise, og vi står overfor krise i velfærden. Det er spørgsmål, jeg stiller mig selv, når jeg ser, hvordan regeringen fastholder, at økonomien er sund, mens mennesker mister deres arbejde, Danmarks konkurrenceevne forsvinder og hullet i statskassen bliver større og større. Det er spørgsmål, jeg søger svar på, når jeg oplever, hvordan regeringen blot ser til, mens Danmarks vækst og innovation er røget ned som den laveste i EU.

Desværre lader det ikke til, at de gør sig samme tanker i Statsministeriet.

Det lader ikke til, at Lars Løkke Rasmussen har viljen til at tage ansvaret på sine skuldre. Han står ellers over for at bygge dansk økonomi op igen efter Foghs fejlslagne økonomiske reform politik.

Regeringen ser til med stædig passivitet, mens situationen blot forværres, og Danmarks økonomiske fundament nedbrydes. Det kan og vil vi i Radikale Venstre ikke acceptere.

Derfor har vi lanceret en økonomisk genopbygningsplan.

Vi har udarbejdet en plan for, hvordan vi skal genopbygge økonomien efter flere års mangel på udsigt til reform og usikker krisehåndtering.

Regeringens egen økonomiske politik er brudt sammen, og de ansvarlige ministre synes at have givet op. Der er ikke længere en 2015-plan. Der er ingen plan.

Venstre og de konservative har ingen svar på, hvordan den fremtidige velfærd finansieres, hvordan virksomhedernes konkurrenceevne genskabes, og hvordan den hastige gældsætning af Danmark kommer under kontrol. Det har vi.

Vi har jo prøvet det før: at skulle overtage regeringsmagten efter en borgerlig regering, der efterlod en høj gæld og en meget stor arbejdsløshed.

Vi gjorde det sammen med de øvrige partier i Nyrup-regeringen, der tiltrådte i 1993 og afleverede en bomstærk dansk økonomi til Fogh i 2001. Vi gør det gerne igen. Manualen til en genopbygning af Danmarks økonomiske styrke hedder efter vores mening reformer, økonomisk sanering, bæredygtig vækst og en indsats for at sikre plads til alle grupper af mennesker i det danske samfund og arbejdsmarked.

Først og fremmest skal hullet i stats-finanserne lukkes, statsgælden under kontrol og den varige ubalance mellem indtægter og udgifter, som regeringen synes at have accepteret, afskaffes. Derfor foreslår vi et omfattende reformprogram med gradvis afskaffelse af efterlønnen, en forkortelse af dagpengeperioden og andre tiltag, der øger beskæftigelsen.

Dernæst skal der satses massivt på at øge den bæredygtige, økonomiske vækst, som i øjeblikket ligger på et absolut bundniveau sammenlignet med det øvrige Europa. Og endelig skal de økonomiske tiltag ledsages af forpligtende sociale målsætninger, så vi sikrer, at alle danskere oplever, at der er plads til hver eneste af os i det danske samfund - og at der er brug for os. Reformer må aldrig ramme samfundets svageste.

Den triste baggrund for vores genopbygningsplan er, at Danmark i disse år oplever sin værste økonomiske krise i årtier. Det skyldes selvfølgelig til en vis grad den internationale finanskrise, som brød ud i slutningen af 2008, primært på grund af det amerikanske boligmarkeds kollaps. Men de dårlige udenlandske konjunkturer er kun en del af forklaringen på, hvorfor situationen i Danmark netop nu er så grel.

For faktum er jo desværre, at Danmark er langt hårdere ramt end de fleste lande, vi normalt sammenligner os med. VK-regeringen har et stort medansvar. Et økonomisk opsving herskede i den vestlige verden, og Fogh og hans ministre fejrede det ved at føre en uhørt slap finanspolitik. Gang på gang blev Fogh & co. advaret: politikken ville føre til overophedning, og der blev ikke investeret nok i fremtiden. Men Fogh afskrev det blot og sagde, at de økonomiske lærebøger måtte skrives om.

Nu er krisen over os, mens Fogh er over alle bjerge. Er det politisk lederskab? Nationalbanken, de økonomiske vismænd, landets førende økonomer -alle har de kritiseret Fogh-regeringens finanspolitik i midtnullerne for at være uansvarlig og medvirkende til at forværre krisen.

Nu skriver vi så 2010, Fogh er i Bruxelles, og Løkke er ved roret, men bange for at tage styringen. Det betyder, at Danmark er uden reel økonomisk ledelse. Uden en leder, der kan træde i karakter, tør forholde sig til virkeligheden og træffe de nødvendige beslutninger.

Sidste onsdag gentog finansministeren i Folketingssalen, at der er et solidt fundament for fortsat sund udvikling i dansk økonomi.

To dage senere lagde statsministeren ansigtet i alvorlige folder og erklærede, at det var tid til at få styr på kassekreditten. Han erklærede nulvækst i de offentlige udgifter.

Men så blev det tirsdag og tid til statsministerens pressemøde.

Statsministeren konkluderede heroisk: »Vi har ikke et grundlag, hvor vi i dag med stor præcision kan sige ingen realvækst eller nulvækst eller den slags ting.«

Forløbet illustrerer, at regeringen ikke aner sine levende råd. Løkke og Hjort skifter synspunkt dagligt.

Det giver passivitet.

Men sandheden er desværre, at det langt fra er gratis at være passiv.

Regeringens manglende handlekraft har alvorlige konsekvenser for samfundet og rammer os på velfærd og pengepung. Det er meget dyrt ikke at gennemføre reformer.

Det er efterlønsområdet et godt eksempel på. En rask ældre borgere, der går på efterløn som 60-årige koster skatteyderne/ statskassen ca. 107.000 kr. årligt. Til gengæld ville den pågældende borger betale ca. 121.000 årligt i skat til de offentlige kasser, hvis hun blev i et almindeligt job med lav løn. Det koster med andre ord ca. 230.000 kr. Det svarer til tre børns skolegang i et år. Regeringens egen arbejdsmarkedskommission har beregnet, at den samlede udgift til efterlønsordningen ligger på 18 mia. kr. årligt. Derudover ændrer krisen ikke ved det faktum, at vi i de kommende år bliver flere, der skal forsørges og langt færre til at forsørge. Efterlønsordningen og lange dagpenge-perioder er med til at trække brugbare og eftertragtede hænder ud af det danske arbejdsmarked.

Hvis ikke man vil reformere eller kaste sig ud i brutale nedskæringsprojekter, så er den tredje mulighed massive skattestigninger. Da de fleste danskere med rette vil stejle over en sådan tilgang, synes regeringens handlemuligheder reelt udtømte. Ud over selvfølgelig at sætte mål for 2020 - uden at anvise midler.

Løkke, Lene og den øvrige regerings reaktion på krisen har fået mig til at tænke over, hvad vi som borgere egentlig kan forvente af vores politiske ledelse. Jeg mener, at politisk ledelse indebærer, at man står frem og udstikker en kurs for sit land. At man præsenterer langsigtede visioner og målsætninger samt konkrete bud på, hvordan de skal opnås. At man inspirerer og indgyder håb til vores børn om, at de kan vokse op til en verden af muligheder og fremgang, ikke blot et væld af ubetalte regninger fra tidligere generationer, hvis mod svigtede. Politisk lederskab indebærer, at man tager ansvar og ejerskab over konsekvenserne af ens handlinger eller mangel på samme. At man rydder op efter sig og præsenterer løsninger på de problemer, man selv har skabt.

Lige nu kræver situationen nye kræfter, ideer og visioner. Den radikale genopbygningsplan er en del af vores vision: Velfærd, vækst og social balance.

Det mindste statsministeren kan gøre, er at indkalde partierne og sikre et fælles politisk forståelse om udfordringens størrelse.

Jeg ved ikke, om han har mod til blot det lille skridt mod muligheden for politisk ansvar for en ansvarlig økonomisk politik. Jeg håber det.

Læs den radikale genopbygningsplan her.

Hvor er tilliden og respekten for lærere og skoleledere?

Wed, 27 Jan 2010 15:33:59 GMT

Hvis Lars Løkke har en drøm om at være direktør i en virksomhed, synes jeg ærlig talt, han burde søge nye græsgange. I øjeblikket er han øverste leder i Samfundet Danmark. I det danske fællesskab. Ikke i Danmark A/S. Det håber jeg, han ved. Men jeg kommer ofte i tvivl.

Det gjorde jeg igen i dag. Nu vil Løkke nemlig offentliggøre de nationale test for hver eneste skole i Danmark, så forældre kan overvåge lærerne og tjekke, hvor gode eller dårlige skolerne er til at undervise på hvert enkelt klassetrin. Løkke vil gøre folkeskolen til en serviceydelse, der skal konkurrere med hinanden.

Det vil vi ikke være med til. Under ingen omstændigheder. At offentliggøre de nationale test er en rigtig dårlig idé. Vi er imod nationale tests. Og vi er i ligeså høj grad imod at offentliggøre resultaterne af dem. Af to grunde. Vi vil ikke være med til at hænge lærere, elever og skoleledere til tørre i fuld offentlighed. Og vi vil ikke nøjes med at lære børnene det, der kan måles i en test. Jeg er målløs over, at Løkke er så uambitiøs på folkeskolen og vores børns vegne.

Offentliggørelse af testene skævvrider fokus i undervisningen. Det vil betyde, at der i undervisningen kun fokuseres på, at eleverne lærer de ting, der måles. Helt naturligt. International forskning viser, at offentliggjorte resultater fører til en rangordning af skolerne og dermed af lærerne. Det fører til stærk fokus på, at lære eleverne at gå til test. Derfor advarer OECD også mod det.

Test kan være et udmærket pædagogisk redskab. Men det skal være i hænderne på de enkelte lærere. Det er dem, der har den faglige kompetence til at vurdere, om test kan være brugbare og i hvilke situationer.

Radikale Venstre mener, at folkeskolen skal være rammen om meget mere, og eleverne skal kunne meget mere, end det, der kan måles i de nationale test. Man bliver det, man måler, og hvis det hele går op i test, lægges fokus et helt, helt forkert sted. Test vil tilsidesætte udviklingen af vigtige egenskaber som kreativitet, samarbejde, sociale og demokratiske kompetencer og det at kunne fungere i et fællesskab.

Børn skal kunne læse, skrive og regne. Javel, men de skal da kunne så meget mere end det, Løkke. Folkeskolen skal ikke være en fabrik, der masseproducerer små maskiner. Folkeskolen skal uddanne hele mennesker. Et mål om alt andet er uambitiøst.

Radikale Venstre har fremlagt vores folkeskole-udspil. Vi vil have, at børnene skal være i centrum, at der skal være tillid til lærerne og skolelederne og vi vil renovere de nedslidte lokaler og investere i moderne udstyr og materialer og efteruddannelse til lærerne. Vi vil gøre folkeskolen moderne.

Men indholdet i undervisningen er lærernes kompetence og ansvar. Og lederne på skolerne har ansvar for, at skolerne løser opgaverne med kvalitet. Uanset hvor skolen ligger. Det er lærere og ledere på skolerne, der har den specifikke faglige kompetence. Det har hverken Lars Løkke eller andre Christiansborg-politikere.

Radikale Venstre har tillid til, at lærerne og skolelederne kan løse opgaven. Derfor opfordrer vi Løkke og regeringen til at give folkeskolerne arbejdsro. Regeringen har allerede ændret folkeskoleloven 30 gange siden 2001. Hvor er Løkkes tillid til og respekt for lærernes og skolens autoritet? Hav nu tillid til, at lærerne og skolelederne godt kan selv.

Det gav håb om nye og bedre tider, da Løkke indkaldte skolens interessenter til seminar om folkeskolen. Et 360 graders eftersyn af folkeskolen var overskriften. Endelig skulle de mennesker med kompetence og viden høres. Desværre kan jeg nu se, at Løkke allerede har besluttet sig for, hvad han vil med folkeskolen. Han har allerede konkluderet. Og lærerne og skolelederne bliver stadig ikke hørt.

Det er en skam, Løkke. For du spilder en masse menneskers tid.

- - - - - - - -

Læs Radikale Venstres folkeskole-udspil og spørg uddannelsesordfører Marianne Jelved om "Vores skole" på www.radikale.dk/skole

Vejen til grøn biltrafik

Fri, 22 Jan 2010 13:25:55 GMT

I denne uge har vi lanceret lanceret vores bud på en lavpraktisk, men effektiv omlægning af bilafgifterne. Vi kalder det "Vejen til en grøn biltrafik". Biltrafikken udleder meget CO2, især omkring København er der store problemer med trængle og bilkøer og mange steder er der alt for mange partikler i luften. Det giver sygdom. Alt det skal der gøres noget ved. Det er alle partier enige om - men V og K er ikke kommet længere end til at skændes om virkemidlerne, for derefter at lægge alle ambitioner på hylden. Der er allerede kommet meget god og konstruktiv repons her på radikale.net.

For mig er det vigtigste, at vi i Danmark kommer i gang med tiltag, som er med til at bremse den globale opvarmning. Med tiltag der virker. Og det virker, hvis vi sikrer, at det kan betale sig for den enkelte. Det eksisterende afgiftssystem på biler er dybt forældet. Det kan ikke bare finjusteres - det skal tænkes helt om!

Mit råd til Løkke er, at man ikke lader fiaskoen på COP15 hænge ved. Regeringen må op på cyklen og vende blikket fremad. Hvad kan vi gøre herhjemme for at knække de dårlige CO2kurver?

Jeg vil gerne lige præsentere hovedpunkterne i den grønne vej:

Vi har 3 krav til en løsning: 1) Den skal virke - CO2 skal falde, så det kan måles. 2) Den skal være økonomisk ansvarlig og 3) trafikanter under et skal ikke beskattes hårdere.

For at leve op til de tre krav, har vi strikket en løsning sammen, der består af i alt 10 konkrete forslag, der kan gennemføres nu:

1. En lavpraktisk løsning baseret på kilometertælleren: Du aflæser en gang om året og betaler for årsforbruget. Når et GPS-system er muligt og afprøvet kan vi jo gå over ti ldet, men det kan tage op til 8 år!

2. Afgiften pr kørt kilometer er 50 øre pr. km. I en overfangsfase er det kun bier købt med lav afgift, der betaler fuld takst. Gamle biler begynder med 10 øre pr. kørt kilometer.

3. El-biler skal ikke betale registreringsafgift. Lav registeringsafgift for klimavenlige biler. Vi vil bruge 5 mia. kr. på det - for alle familier skla have råd til en bil, der ikke forurener og belaster mljøet. Biler, der udleder mindre end 130 g CO2 pr. kørt kilometer kan sælges langt billigere end i dag. Det gælder f.eks. Toyota Prius, Mitsubishi Colt og rummelige og klimavenlige familiebiler.

4. Ejerafgiften afskaffes. Derefter betaler du kun en forureningsafhængig registreringsafgift, når man køber en bil, og en forbrugsafhængig kilometerafgift, når man anvender den.
5. En retfærdig omlægning af transportfradraget. Det skal stadig være rentabelt at pendle i Danmarks udkantsområder. Derfor skal der være en kompensation for dem, som pendler meget, men ikke har adgang til gode bus- eller togforbindelser til arbejdet.

6. Indførelse af en skrotningspræmie.

7. Etablering af en betalingsring rundt om hovedstaden.

8. Investeringer i en bedre kollektiv trafik. Det skal ikke kun kunne betale sig at tage bussen - det skla også kunne lade sig gøre ;-) Og det kræver investeringer i busser og tog.

9. Forhøjelse af benzin- og dieselafgifter i balance med vores nabolande, så vi undgår øget grænsehandel.

10. Indførelse af en afgift på lastbilers kørsel

Vores virkemidler er enkle: der skal være en økonomisk gevinst til dem, som gør noget godt for klimaet. Det skal koste at forurene. Vi nedsætter registeringsafgiften markant på klimavenlige biler, der kun udleder lidt CO2. Der kommer konstant nye smarte bilmodeller på markedet, som udleder stadig mindre CO2. Men de høje registreringsafgifter gør det hundedyrt for almindelige mennesker at købe dem. Derfor er danske biler er i snit blandt de ældste og mest forurenende i verden. Og det koster på klimakontoen!

Vi fritager el-biler for afgifter. Vi vil gerne give bilproducenterne en chance for at etablere sig på markedet med deres rene teknologi.

Der er et stort udspil vi radikale lancerer. Vi kan dokumentere, at det giver et bedre klima. Se hele udspillet på hjemmesiden. Og vi følger op med eksempler på hvad omlægningen kommer til at betyde for den enkelte bilist.

Det er ikke alt, jeg ikke kan lide, der skal forbydes

Wed, 20 Jan 2010 11:56:54 GMT

Statsministeren er sprunget ud som værdipolitiker. Og i afsættet har han efterladt det liberale grundsyn. ”En i burka er en for meget”, siger statsministeren og overvejer nu et forbud mod burkaer i skolerne. Burkaforbud er symbolpolitik, så det forslår. De Konservative har efter sigende sågar overvejet at forbyde burkaen hjemme i privaten. Så kan de lære det, kan de!

Vi må som lovgivere altid overveje, om vi bruger energien rigtigt: Nytter det?
Griber vi løsningen af et problem rigtig an? Der er måske 50-100 burkaklædte kvinder i Danmark, som går rundt og stikker ud i gadebilledet. Men ud over den pinagtige cirkusforestilling regeringen har givet om burka, nu i tredje akt ved
statsministeren, rummer debatten alligevel en principiel dimension: Hvad er de
danske værdier?

Her deler vandene sig. De Konservative mener, at statsmagten og Folketinget skal gribe ind og bestemme over folks påklædning - vist egentlig også i deres hjem. Fordi det er kvindeundertrykkende, og fordi det ikke hører hjemme i Danmark. De mener, det er udansk, og at det strider mod de danske værdier. Statsministeren er imod burkaen og uanset om den findes i skolen eller ej, skal den forbydes. Måske.

Radikale Venstre har et andet syn på de danske værdier. Vi mener ikke, at
Folketinget skal diktere folks påklædning og gribe ind i folks privatsfære. Også
selvom den er besynderlig og mærkværdig – ja, ligefrem afskyelig. Uden nogen
sammenligning i øvrigt, forbydes hverken hagekors eller nazi-ytringer, når
ytringsfriheden bliver brugt til at udtrykke nazi-synspunkter, fx at fornægte
Holocaust. Selv i de tilfælde, hvor vi fra radikal side afskyr et synspunkt, kæmper vi for retten til at ytre dette afskyelige synspunkt. Ikke dermed sagt, at vi respekterer det afskyelige synspunkt. Men vi respekterer, at man har retten til at ytre afskyelige synspunkter. Kan burkaen forstås i denne ramme? Jeg forstår ikke, at nogen går i burka. Og jeg finder det helt uacceptabelt, hvis nogen tvinger andre til at gå i burka. Det er min holdning. Men det er ikke alt, jeg ikke kan lide, der skal forbydes. Der kan være mange grunde til, at kvinder bærer burka. Nogle grunde kan være afskyelige og kvindeundertrykkende. Men i Radikale Venstre tolker vi den danske frihedstradition sådan, at der ikke på det grundlag skal gribes ind i den personlige frihed. Der er solide historiske grunde til at beskytte den personlige frihed – trods eventuelle usympatiske bevæggrunde for ytringer, påklædning og religiøsitet.

Danmark bør i stedet vise, at vores samfund er så stærkt, har så mange fremragende kvinder og giver så mange muligheder for at bedre liv, at den ekstreme islamismes blindgyde bliver åbenbar for alle. Det skal vi kæmpe indædt for. Men vi kan som lovgivere ikke vide, hvorvidt de danske kvinder, der onverterer til islam, faktisk selv har valgt burkaen – eller om det sker med kvindernes fulde integritet i behold.

Og Radikale Venstre er ikke villige til at sælge det frihedssyn for at aflive manges
afsky ved andres beklædning. Det er vores danske værdier.

Lad mig slå en ting fast: Vi står urokkeligt fast på adskillelsen af politik og
religion. Her er ingen ”værdirelativisme”. Ingen vaklen over for ekstrem islam eller andre religiøse argumenter. Det er ikke tilladt at gå i burka, fordi det står i
koranen. Men det er netop heller ikke forbudt – fordi det er en politisk frihed at
ytre sig og klæde sig som man vil. Det vil Radikale Venstre ikke ændre på. Vi står
fast på de værdier. De værdier, der har kilder og næring i den blodige europæiske
historie, og som går i retning af at beskytte den personlige frihed og folks eventuelle mærkelige holdninger og livssyn.

Sagen er, at truslen fra ekstremistisk islam og skrækken for den ekstreme og
voldelige islamisme har forvandlet sig til en almen islamforskrækkelse.

Det principielle kompas er løbet løbsk i debatten. Lad os håndtere det mere jordnært – det er jo i vejr og hverdag tøjet står sin prøve: Hvis arbejdsgiveren forlanger en særlig uniformering/beklædning, må folk indstille sig på det, hvis de vil have det job. Men Radikale Venstre vil ikke blande sig i burkaer på gaden, tatoveringer, hængerøvsbukser, piercinger, glatragninger, turbaner og snabelsko.

Vi er ikke naive over for islamismen og dens voldelige grene. Derfor har vi PET og terrorlove. Men skal vi sælge den danske arv og de grundlæggende værdier om den personlige frihed i kampen om symbolpolitikken? Nej, siger vi højt og klart i
Radikale Venstre.

Nytter det? Griber vi løsningen af et problem rigtig an? Hvad er problemet!
Problemet er, at regeringen gerne vil aflede opmærksomheden fra Danmarks dårlige økonomi, unge der ikke få en uddannelse og et sundhedsvæsen, hvor medarbejderne bliver fyret, mens patienterne står i kø. De problemer kan løses, men ikke ved at kaste sig over kvinder i burka. Det kræver en radikal genopbygningsplan.

Det Danmark jeg drømmer om II

Sun, 10 Jan 2010 16:05:05 GMT

Jeg vedhæfter min tale til den politiske debat på årets radikale nytårsstævne. Talen er ret langt, men du finder den også her nedenfor:

Det Danmark jeg drømmer om II
– Nyborg Strand Stævne 2010

Margrethe Vestager, gruppeformand RV ♣ Det talte ord gælder

”Jeg drømmer om et Danmark, hvor vi er modige nok til at give håb til andre end os selv.” Sådan sluttede jeg mit indlæg ved Stævnet her sidste år. Den drøm har jeg endnu. Tillad mig at begynde der.

Håb næres af tillid, åbenhed og fællesskab. Håb giver handle-kraft. Kræfterne til at handle for at forandre ens eget liv og vores samfund.

Jeg talte for nylig med en socialarbejder. Hun har arbejdet i en kommune, men er holdt op med det. Som så mange andre. For hun ville ikke stå model til en social model, der ikke har over-skud til at række ud til de mennesker, der rækker ud efter os. Hun fortæller en historie om en kvinde. Lad mig kalde hende In-ger. Inger kom til kommunen og bad om hjælp. Hun var blevet arbejdsløs, oplevede social nedtur, begyndende problemer med børnene – hendes overskud var snart væk. Men hun havde over-skud nok til at bede om hjælp. Til hende var svaret: Så længe du har kræfter til at bede om hjælp, har du også kræfter til at hjæl-pe dig selv. Hun kom nederst i bunken. Øverst lå alle de akutte sager: De mennesker, der ikke længe bad om hjælp, men som bare akut måtte hjælpes – f.eks. ved at få deres børn fjernet….

Det er ingens ”skyld”. Men det er ikke godt nok. Vi skal have en social balance, der gør, at mennesker, der rækker ud efter hjælp får den – og at mennesker, der ikke engang har dét overskud, er vores hjertesag. Det gælder mennesker, der er sårbare og ud-satte, mennesker som mister deres arbejde, mennesker, der har svært ved at finde en plads i vores samfund. Social balance be-tyder et samfund med muligheder for alle og frihed til at gribe dem.

Jeg drømmer ikke bare om at være borger i verdens økonomisk rigeste samfund. Jeg drømmer om at være borger i verdens mest menneskelige og ordentlige samfund. Det kræver også en god økonomi. Det kræver en tryg økonomi. Det er en ansvarlig økonomi.

Da jeg var barn var Hans V. Bischoff på TV-A hver aften med budskabet om at betalingsbalancen var totalt i ubalance og gæl-den steg og steg. Sådan husker jeg det. Hver aften. Jeg forstod helt oplagt ikke noget af det – han kom på skærmen første gang, da jeg var omkring 7 år… Men jeg husker oplevelsen af, at der ikke var styr på det – der var ikke styr på økonomien. Det var utrygt.

Det er også utrygt nu. Vi er i en dyb økonomisk krise. Krisen rul-lede for alvor, da den internationale finanskrise truede vores banksystem. Nu truer krisen mange, mange menneskers jobs. Virksomheder kan stadig ikke få tilstrækkelig likviditet. Og det værste er, at den nuværende økonomiske krise gør risikoen for en brutal velfærdskrise endnu mere overhængende.

Det er ikke en gang 1 år siden, at Venstre, konservative og Dansk Folkeparti med selvtilfredshed vedtog i Folketingssalen, at dansk økonomi var sund.

Det er desværre kendetegnende for VKO. Krisen erkendtes ikke og håndteringen af krisen har gennem hele forløbet været for svag. Samtidig har skattestoppet bidraget til en farlig boligboble. Alt det giver svage statsfinanser. OG en svag dansk økonomi.

Og så lige nu, hvor vi står over for det faktum, at de store gene-rationer begynder at gå på en velfortjent pension! Altså flere, der skal forsørges, og færre til at gøre det.

Det er utrygt.

Derfor skal dansk økonomi genopbygges.

Hvis vi ikke vil handle, kommer vi til at afvikle. Afvikle den vel-færd, som er opbygget gennem årtier. Velfærd, som alle danske-re med rette har høje forventninger til, når deres børn skal i in-stitution eller skole, når de tager deres uddannelse, når de eller deres pårørende bliver syge og kræver behandling, når deres forældre kræver pleje. Eller når de som Inger rækker hånden ud efter hjælp fordi overskuddet er lige ved at være helt væk.

Men Radikale Venstres ambitioner er ikke bare, at undgå afvik-ling – vi ønsker udvikling. Vi ønsker at skabe et samfund med muligheder for alle og frihed til at gribe dem. Det kræver priori-tering.

Det er ikke nok at forhindre nedskæringer. Jeg ønsker, at vi kan blive ved med at udvikle vores velfærdssamfund – for vi vil mere og vi kan mere, både i skolen, på sygehuset og for de ældre, som har behov for pleje og omsorg.

Derfor har vores plan for genopbygning af dansk økonomi tre mål:
1. velfærd
2. vækst
3. social balance

Det holder ikke at betale regningen i Netto eller Brugsen med lånte penge. Ikke i det lange løb. Det ved enhver. Det vil svare til, at jeg så på Ella, min yngste datter på 6 år, og sagde: Reg-ningen betaler du – med renter og rentes regning – når du bliver stor. Det holder ikke.

Nutidens velfærd skal ikke finansieres af penge lånt af fremti-dens generationer. Derfor indeholder vores plan et loft over den offentlige gæld. En ansvarlig økonomisk politik indebærer, at hver generation betaler sin egne regninger. Vi har brug for en konkret forpligtende målsætning: Gælden skal halveres.

Samtidig har vi ambitionen om, at den offentlige sektor kan følge med – gode, moderne sygehuse med veluddannede og engage-rede medarbejdere, skoler med gode faciliteter, nye bøger, lære-re med gode grunduddannelser og relevant videre uddannelse o.s.v. Derfor skal den offentlige sektor kunne følge med. Og ikke bare stå stille. Venstre og konservative synes åbenbart, at stil-stand er et ideal. Det synes jeg ikke. En ansvarlig økonomisk po-litik må skal rum for en realistisk vækst i de offentlige udgifter.

Men hvis regningen ikke bare skal sendes videre til Ella og hen-des klassekammerater i 1. klasse OG velfærden skal kunne følge bare nogenlunde med, så er kravet VÆKST.

Vi foreslår en moderne vækstpolitik. Målet er at få skabt gode vilkår for at virksomheder kan vokse og at flere nye virksomhe-der kan skabes – tænk bare på, hvad der skal til for at erstattes de mange tusinde jobs, der flytter ud af landet hvert år.

Hvad er moderne vækstpolitik? Det handler især om arbejds-kraft. Men ikke bare om afskaffelse af efterlønnen og arbejds-markedsreformer. Vi skal satse på uddannelse. Vi skal satse på forskning og teknologi. Og vi skal gøre begge dele i et internati-onalt lys. For væksten skal være bæredygtig og moderne. Vi vil have et grønt videnssamfund. Og med en ansvarlig økonomisk politik, har vi råd til at investere i det.

Investeringen i at bruge de grønne muligheder på et globalt marked ligger lige for. Investering gennem et effektivt samspil mellem virksomheder og offentlige parter støtter vores mulighe-der for det bæredygtige, moderne vækst samfund.
-

Når et samfund skal vokse – menneskeligt, demokratisk og øko-nomisk – så er skolen børnenes fundament.

Skolen er fundamentet for mere uddannelse – uanset om det er studenterhue, grønt bevis eller frisørsaks du drømmer om.
Skolen skal både lære børnene at læse, skrive og regne - give konkret faglig viden. OG analytisk sans, kreativitet, evne og vilje til at samarbejde, selvstændighed, initiativ og kritisk stillingta-gen. Det giver kloge mennesker – ikke bare dygtige.

Skolen har brug for faglighed, tillid og frihed – og et forpligtende fællesskab om opgaven. Lærernes kompetencer er afgørende for udbyttet af undervisningen.

Radikale Venstres forslag hedder ”vores skole”. Vi har forslag om gode fysiske rammer, bedre redskaber til undervisning – lige fra smarte tavler til nye bøger, forslag om bedre uddannelse til læ-rere og tillid til lærernes faglige skøn – også over, hvornår der er behov for en test af elevernes kundskaber og indsigt. Kernen er, at skolen skal tilgodese elevernes forskellige behov i et forplig-tende fællesskab. Uanset om de læser atomfysik i stedet for An-ders And, har flere sprog med i skoletasken eller har åbenlyst svært ved at tage fra fordi de ikke kan sidde stille.
-

Vækst og velfærd. Det tredje element er den sociale prioritering.

Vi er som altid optaget af at prioritere de sårbare og mest udsat-te mennesker først. Og det er en politiske opgave. Det sker ikke af sig selv. Tværtimod. Når økonomien bliver klemt er det altid de mest udsatte og sårbare mennesker, der rammes først. Det er mennesker, som ikke har lobbyistorganisationer med store hovedsæder på centrale adresser. Det er mennesker, som ikke har de samme muligheder, som de fleste danskere. Det er men-nesker, som kan blive glemt. Det vil vi gøre op med.

Derfor er vores genopbygningsplan også en social plan. Med kon-krete sociale mål.

Vi er klar til at prioritere i velfærden, så vi ikke bare sprøjter go-de gaver til højre og venstre, men målrettet går efter at hjælpe dem, som har mest brug for det. Så må velhavende pensionister selv betale deres rengøring, buskort og den fulde licens. – for at nævne tre eksempler.
-

Jeg ved godt, at der er nogen der synes, at vi er svære at danse med i Radikale Venstre. At vi ikke forstår ”moderne politik”, hvor man ikke bare kan sige, hvad man mener, og mene hvad man siger. At vi er bedrevidende og arrogante, fordi vi ikke under folk tilskud til at trække sig tilbage fra arbejdslivet, når de er 60 år.

Men misforstå mig ikke. Det giver ikke mig nogen særskilt glæ-de, at skulle se danskerne i øjnene og sige, at alt ikke kan blive som det var og være som det er. Men hverken borger eller poli-tiker kan løbe fra at vores samfund ændrer sig af sig selv. Dan-skerne bliver ældre, går på pension, har brug for omsorg og ple-je. Sådan er det.

Men jeg vil ikke ha’, at regningen efterlades til børnene. Vores børn, der allerede nu klemmes sammen i klasselokalerne. Heller ikke de syge, som allerede i dag fragtes rundt, fordi der ikke er sygeplejersker nok på de medicinske afdelinger. Hos de pleje-krævende ældre, fordi der ikke er hjælpere nok, til at tage sig af dem.

Det spørgsmål som alle må stille sig selv er: skal de syge, bør-nene og de plejekrævende ældre holde for, så vi andre kan ride videre på bølgen fra de gode tider? Skal de raskes ret til efterløn finansieres af de syge, børnene og de plejekrævende ældre? El-ler skal regningen betales af fremtidige generationer?

For Radikale Venstre er svaret klart nej.

Jeg har givet mit bud på hvad en økonomisk ansvarlig politik er. Målene er: Vækst, velfærd og social balance. Med konkrete tal på. Når vi både vil håndtere holdbarhed og sikre rimelige vilkår for velfærd er det i omegnen af 30 mia. Midlerne er reformer – afskaffelse af efterløn, modernisering af dagpenge, mere interna-tionalt udsyn o.s.v. Andre kan have andre bud – og løsningerne må naturligvis findes i bredt samarbejde. Men for Radikale Ven-stre er og vil det vedblive at være første prioritet i en politik, som vi skal tage ansvar for, at der er orden i økonomien. Uden styr på økonomien, kan vi ikke skabe muligheder for alle.
-

Det kræver mod at give håb – for det forudsætter, at du tør vise tillid. Tillid til at hver enkelt af os kan – og kan række ud efter hjælp og få den, hvis det går galt. Det er ikke bare et rigt sam-fund. Det er et menneskeligt og ordentligt samfund. Sådan et Danmark drømmer jeg om.

Tak for ordet.

Akut behov for en genopbygningsplan for dansk økonomi

Sat, 09 Jan 2010 08:26:06 GMT

Hele Danmark har netop fejret nytår. Mange har sikkert brugt de første januardage med at ligge på sofaen, sove ud og pleje tømmermænd. Efter et brag af en fest melder hovedpinen og den dårlige samvittighed sig over ting, man ikke fik gjort i det forgangne år. Festen er slut, en omfattende hovedrengøring venter forude.

Sådan var situationen for mange danskere her de første dage i januar. Sådan er situationen på mange måder også for Danmarks regering. Desværre viser Venstre og konservative ingen tegn på at rejse sig fra sofaen og komme i arbejdstøjet.

Efter regeringens kortsigtede og uansvarlige forbrugsfest i midten af nullerne har det økonomiske bagslag, som mange økonomer forudsagde, nu meldt sig. Den internationale finanskrise er en realitet, men det er desværre også et faktum, at krisen har ramt hårdere i Danmark end i mange andre lande.

I denne situation har vi brug for, at Danmarks regering er sig sit ansvar bevidst, kommer i arbejdstøjet og går i gang med en gennemgribende hovedrengøring af landets økonomiske politik. Det var nok sjovere at sidde på ministertaburetterne og træffe beslutninger, dengang økonomien kørte for fuld damp. Men det er nu, hvor tusindvis af danskere mister deres arbejde hver måned, det statslige underskud vokser med rekordfart og konkurrenceevnen styrtdykker, at Danmark har brug for, at ansvarlige politikere vokser med opgaven.

Den nuværende regering har ingen svar på, hvordan den fremtidige velfærd finansieres, hvordan virksomhedernes konkurrenceevne genskabes, eller hvordan den hastige gældsætning af Danmark kommer under kontrol. Regeringens økonomiske politik er brudt sammen og allerede nu står det klart, at ingen af regeringens egne mål i deres økonomiske 2015-planen bliver nået. Midt i landets værste økonomiske krise og med udsigten til enorme demografiske udfordringer er Danmark uden reel økonomisk ledelse.

I Radikale Venstre vil vi gerne opfordre Løkke og co. til at rejse sig fra sofaen og bakke op om nogle ordentlige nytårsforsætter. Lad os bruge årsskiftet til at stå samlet om en ny, økonomisk ansvarlighed. Lad os gå ind i det ny årti med en politisk enighed om, at vi betaler vores regninger og ikke sender dem videre til næste generation. Lad os bruge år 2010 på at starte en genopbygning af Danmarks økonomi.

Radikale Venstre ønsker at sikre velfærden og en tryg økonomi for alle danskere. Det kræver en ny og realistisk plan for dansk økonomi, der viser, hvordan økonomien genoprettes efter flere års økonomisk efterladenhed og fejlagtig krisehåndtering. Efter en økonomisk politik med helt utilstrækkelige reformer. Efter et skattestop, der har bidraget til en farlig boligboble. Og efter en alt for sen erkendelse af den økonomiske krise og efterfølgende utilstrækkelig håndtering af den.

Radikale Venstre har derfor lanceret en økonomisk plan. En genopbygningsplan for Danmarks økonomi. Vi foreslår ambitiøse og konkrete målsætninger på tre økonomiske kerneområder:

1) Velfærd. Der skal ryddes op i økonomien og beskæftigelsen skal øges, så vi har råd til velfærden, og at den offentlige service fortsat kan forbedres. Derudover skal hullet i statsfinanserne lukkes og statsgælden skal under kontrol.

2) Vækst. Danske virksomheder skal kunne skabe vækst og fremgang. Det giver flere penge til velfærd og flere muligheder for alle, når beskæftigelsen øges.

3) Social balance. De, der har mindst, er blevet forsømt både i de gode og i de dårlige år. Der skal foretages reelle økonomiske prioriteringer til fordel for Danmarks udsatte og sårbare borgere, så vi undgår, at der i krisens kølvand er en endnu større gruppe af mennesker, som er lukket ude fra arbejdsmarked og samfund.

Dette er Radikale Venstres bud på økonomiske målsætninger, der kan genoprette dansk økonomi og mindske de værste skadesvirkninger af regeringens uansvarlige politik. Det er vores bud på en ambitiøs og visionær vej væk fra den økonomiske krises afgrund.

Det kan ikke nytte noget at blive liggende på sofaen og lade tømmermænd og hovedpine bremse al virkelyst. Problemerne går ikke væk af sig selv. Det nytter ikke noget blot at lukke øjnene og lade som ingenting. Lad os smøge ærmerne op og kaste os ud i en økonomisk hovedrengøring. Lad os sætte os det nytårsforsæt at gøre 10’erne til et økonomisk ansvarligt årti. Lad os genopbygge Danmarks økonomi.

Læs vores genopbygningsplan her