Erik Julius Christian Scavenius (13. juli 1877 - 29. november 1962)

28-06-2008 23:48:41 - 3 kommentarer

Erik Scavenius meldte sig ud af Radikal Venstre i 1932

Erik Julius Christian Scavenius (13. juli 1877 - 29. november 1962) var dansk statsminister fra 9. november 1942 til 29. august 1943 (formelt til 5. maj 1945).

Erik Scavenius var en af de syv sønner, som godsejer Carl Sophus Scavenius til Klintholm på Møn efterlod sig. Han følte sig stærkt knyttet til familien og udtalte sig trods sin stærke tilknytning til Det Radikale Venstre altid anerkendende om højremanden konseilspræsident J.B.S. Estrup til Kongsdal, der var faderens fætter. Erik Scavenius forberedte sig tidligt på en karriere i søværnet og påmønstrede 1891 som frivillig lærling krydseren Ingolf. Han fortsatte derefter som søkadetaspirant på kadetskibet Dagmar, men dumpede 1894 ved optagelsesprøven til søofficersskolen. Herom udtalte han sig med tydelig bitterhed mere end 60 år senere i et filmet interview. Sagen var, at hans foresatte lod ham dumpe ved at give ham en lav karakter i "Forhold ombord", som tildeles af chefen efter skøn uden nærmere begrundelse. Erik Scavenius blev rasende ikke blot på sine overordnede, men på det danske militær som helhed, hvilket dels kom til udtryk i hans politiske linje, dels gav sig udslag i højstemt og i situationen ilde anbragt lovprisning af det tyske militær, som havde gjort det danske til grin, i regeringserklæringen af 8. juli 1940.

Da han 17-årig stod på bar bund efter det mislykkede forsøg på at blive søofficer, gik han på studenterkursus, bestod artium og læste videre på Københavns Universitet for at kvalificere sig til diplomat. Han blev cand.polit. i 1901 og begyndte 1. april samme år som volontør i Udenrigsministeriet på Kongens Nytorv. Han blev fast ansat efter udstationering i 10 uger som fungerende legationssekretær til St. Petersborg og gjorde derefter kortvarigt tjeneste ved legationerne i Stockholm, Berlin og Paris. Fra 1906 var han ledende legationssekretær i Berlin under kammerherre Hegermann-Lindencrone, som han sympatiserede med, og hvis syn på det dansk-tyske forhold lå helt på linje med hans eget.

Det var en overraskelse, da han i 1909 blev udnævnt som udenrigsminister i Zahles første ministerium. Årsagen var, at han som modstander af dansk militarime sympatiserede med det radikale venstres syn på dansk forsvars- og sikkerhedspolitik og lagde stor vægt på, at det sønderjyske spørgsmål ikke fik lov at forgifte forholdet mellem Danmark og Tyskland. Zahle fik kongen til at acceptere ham som udenrigsminister ved at stille krav om partitilhørsforhold til de andre mulige kandidater. Erik Scavenius havde intet imod at melde sig ind i Det Radikale Venstre, som han forblev medlem af til 1932, hvor P. Munch havde fortrængt ham som udenrigsminister.

I 1912 blev han gesandt i Wien og Rom og var derefter igen udenrigsminister i det andet ministerium Zahle fra 1913-20.

Erik Scavenius var altså udenrigsminister under hele 1. Verdenskrig og spillede hovedrollen i bestræbelserne på at få de krigsførende til at acceptere den danske neutralitetspolitik og derved holde Danmark uden for krigen. Det medførte misforståede beskyldninger for at hælde mod Tyskland og gjorde ham forhadt i nationale kredse[Kilde mangler]. Det kom stærkt til udtryk efter Tysklands nederlag, fordi han advarede mod at benytte de gunstige konjunkturer til at indkorporere en talstærk tysk befolkning i det danske rige. I forbindelse med Genforeningen i 1920 holdt han derfor strengt på nationalitetsprincippet. Flensborg skulle kun være dansk, hvis et flertal af flensborgerne gav udtryk for ønske om det. Det skete som bekendt ikke, og efter pres fra nationalistiske kredse forlangte kong Christian X, at statsminister Zahle skulle opløse rigsdagen og udskrive nyvalg. Zahles vægring herved udløste hans afgang og den såkaldte påskekrise.

I mellemkrigstiden var Scavenius fra 1922-24 formand for Det Radikale Venstre og var ligeledes i en årrække formand for Politikens bestyrelse. Desuden var han 1924-1932 gesandt i Stockholm og derefter ved Folkenes Forbund i Geneve tilknyttet den danske delegation, som han ledede i dr. Munchs fravær. Han fratrådte 1. maj 1937 kort før han fyldte 60 og var indstillet på at udtræde af aktiv tjeneste.

Sådan skulle det dog ikke komme til at gå. Efter Danmarks besættelse i april 1940 blev Scavenius angiveligt mod sin egen vilje i juli påny udenrigsminister i ministeriet Stauning, fordi der efter den tyske besættelse var stor uvilje mod, at dr. P. Munch forblev i regeringen. Christian X nægtede kategorisk at acceptere en rekonstrueret regering under Th. Stauning, hvis dr. Munch stadig figurerede på listen og bad Th. Stauning forhøre sig endnu engang hos Erik Scavenius. Resultatet blev, at dr. Munch indvilgede i at træde tilbage og selv pegede på Erik Scavenius som sin afløser. Som under 1. Verdenskrig blev Scavenius igen en hovedperson i kontakten med tyskerne. Han mente, at Danmark ville få det bedst mulige ud af situationen, hvis man man var imødekommende over for eller endda foregreb tyske ønsker på de områder, hvor man vidste, at den danske regering på grund af magtforholdene før eller siden ville komme til at give efter. Derved kunne man opnå at være bedre forberedt end de tyske forhandlere og få resultater ud af det, som ellers ville være meget vanskeligere at opnå. Denne politik lykkedes for så vidt, som at besættelsen forløb mere fredeligt i Danmark end i andre tyskbesatte områder, men den interne modstand blandt politikerne og i ministeriet var så massiv, at Erik Scavenius måtte true med sin afgang for overhovedet at komme igennem med sin linje.

Efter Staunings død i foråret 1942 blev Vilhelm Buhl statsminister, men måtte allerede i november samme år gå af som en indirekte følge af, at Christian X havde takket den tyske fører for en fødselsdagshilsen på en måde, som føreren anså for direkte uforskammet. Den tyske gesandt blev hjemkaldt og en nazistisk rigsbefuldmægtiget med solide relationer til de ledende tyske nazister, dr. Werner Best, blev udpeget til at styre Danmark. Det lykkedes dr. Best at få accepteret en regering under Erik Scavenius, som nu blev både stats- og udenrigsminister. Befolkningen skeptiske indstilling over for samarbejdspolitikken kulminerede i uroligheder i de store byer, hvorefter besættelsesmagten tilstillede den danske regering et ultimatum, som denne afslog den 29. august 1943. Den tyske militære ledelse erklærede da undtagelsestilstand, og Scavenius deponerede sin afskedsbegæring hos kongen, hvorefter regeringen ophørte med at fungere. Danmark overgik til departementschefstyre indtil krigens slutning.

Scavenius' rolle under besættelsen har været stærkt omdiskuteret i eftertiden. I mange år stod han som et symbol på samarbejdspolitikken, der af mange betragtedes som en sort plet på danmarkshistorien og som en modsætning til frihedskampen. Dette synspunkt er senest fremført af statsminister Anders Fogh Rasmussen. Nyere historikere som Bo Lidegaard og Søren Mørch har søgt at rehabilitere Scavenius, bl.a. med det argument, at dennes politik sparede den danske befolkning, og herunder de danske jøder, for store lidelser.


[redigér] Eksterne henvisninger
Viggo Sjøqvist: Erik Scavenius En biografi Bd. 1-2 Gyldendal 1973 Arne Hardis artikel på historie-nu.dk

Hentet fra "http://da.wikipedia.org/wiki/Erik_Scavenius"
Kategorier: Kilder mangler | Danske statsministre | Danske udenrigsministre | Danske ministre fra Det Radikale Venstre | Danske diplomater | Danske personligheder i 2. verdenskrig | Født i 1872 | Død i 1962