Langtidssyge bør kunne forsikre sig bedre end i dag
19-08-2008 13:42:38
-
8 kommentarer
Marianne Jelved skriver på sin hjemmeside (link: http://www.mariannejelved.dk/flx/dk/politik/reformer_sikrer_fremtiden_det_goer_reformstop_ikke/), at ”Kontanthjælpen skal fremover være forbeholdt dem, der ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet i en periode.”
A-kassemedlemskab skal gøres obligatorisk. Jeg er meget enig i det obligatoriske medlemskab (eller at det kræver et aktivt fravalg).
Jeg er dog helt uenig med Marianne Jelved i, at kontanthjælpssystemet – altså de helt lave ydelser – skal forbeholdes syge personer. Jeg er simpelthen uenig i, at syge mennesker skal have mindre end raske og rørige ledige? Den sidste gruppe har jo mulighed for at påvirke egen økonomisk situation ved en aktiv jobsøgning og opkvalificering. Det har syge mennesker ikke.
Kan Marianne Jelved forklare, hvorfor syge mennesker ikke skal have mulighed for at forsikre sig. I dag gives sygedagpenge i maksimalt eet år, herefter menuen hedder kontanthjælp. Det betyder nul hjælp, hvis du har en ægtefælle/samlever med en rimelig indkomst (mere end 25.000 kr. pr. mdr.) Og nul hjælp, hvis du har opsparing på bankbogen eller ejer af et kolonihavehus eller sommerhus, en bil e.l. Så skal den syge æde bankbog, mursten eller bildæk før der kommer én krone til udbetaling – eller samlivsforholdet skal opbrydes.
Jeg forstår ikke logikken i den politik. For mig er der logik i, at man netop kan forsikre sig imod begivenheder, man har svært ved at forudse og gøre noget ved, nemlig hvis huset brænder, eller du skulle blive ramt af sygdom, der i kortere eller (værre) længere tid forhindrer dig i at oppebære en indtægt. Perioden, hvor der kan modtages sygedagpenge bør derfor udvides, alternativt skal der indføres midlertidig førtidspensionsordninger (ikke for at fratage hjælpen til allerede varige invalide), men for at sikre langtidssyge mennesker ro og en stabilitet i en længere sygdomsperiode. Disse ordninger bør kunne suppleres op privat, så løntabet bliver begrænset, at familien med hidtil høj indkomst ikke er nødig pludselig at skulle gå for hus og hjem. Den slags forsikringer kan i realiteten kun købes i dag, hvis dit erhvervsevnetab er både over 50 % og anses for livsvarigt.
Langtidssyge mennesker er virkelig ladt i stikken i dagens Danmark. I realiteten kan det være dig eller mig i morgen! Kører du galt, bliver kørt ned, går du ned med stress, får kræft, en blodprop – dit liv vil blive revet op med rødderne. Hele dit sociale netværk vil være i fare, fordi dette ofte er tæt knyttet til din socioøkonomiske formåen, din bolig, dit forbrug, dine fritidsaktiviteter osv. Jo højere, du befinder dig i det sociale lag, des større fald. Dette gælder, hvis du altså mister arbejde på grund af langtidssygdom. Ikke hvis du bliver erklæret varig invalid, så står ladeporte åbne med muligheder for at gardere dig økonomisk. Her vil du modtage førtidspension fra det offentlige, d.v.s. ca. 15.000 kr. om måneden ud over alle de tillægsydelser i form af skattelettelser, boligydelser og mimrekort, som også tilbydes dig. Hertil kommer arbejdsmarkedspensionsordningerne, hvorfra du kan hente enorme summer (ofte halve kontante millioner) og i tillæg månedlige klækkelige beløb, som du kan supplere førtidspensionen med. Hvis dette så ikke kan dække hidtil livsførelse, har du mulighed for at gardere dig imod dette med private forsikringer.
Men er du ramt af f.eks. piskespjæld med en forventning om, at du måske vil kunne komme tilbage inden for en 5-årig periode, eller får en ikke-dødelig kræftsygdom eller depressioner, stress, eller mister et ben med 40 % invaliditet til følge (gæt), ja, så er kassen lukket i for forsikringsordningerne, og du må ty til kontanthjælpssystemet. Ofte ender det så efter en lang årrække med, at sagsbehandleren alligevel vurderer dig varig invalid, men da er det ofte for sent. Dine indbetalinger til såvel arbejdsmarkeds- som private forsikringsordninger vil sædvanligvis være ophørt eller faldet til et meget reduceret niveau.
Jeg skal derfor opfordre De Radikale til at medtænke langtidssyge i deres politik, så disse ikke nødvendigvis skal opleve et totalt økonomisk kollaps, at de har mulighed for – som ved varig invaliditet – at gardere sig økonomisk, mod løntab og ekstraudgifter.
Kravene til kontanthjælpsmodtagere har i en lang årrække været større end kravene til dagpengemodtagere. Særligt gælder det unge mennesker, hvor kravet er straksaktivering.
Desforuden kræver A-kassesystemet en lang ansættelsesperiode (over 1 års fuldtidsbeskæftigelse), før der kan udbetales dagpenge ved ledighed.
Der er ingen tvivl om, at en ung person med en spekulativ og nassende adfærd, klogt ville melde sig ind i en A-kasse, samle timer op i godt 1 år, for derefter at leve resten af livet på denne facon. 4 års ledighedsydelse, 1 års arbejde osv. Er moralen helt i bund tager man tilmed en kort håndværkeruddannelse, som giver god adgang til sort arbejde. Så kan de 15.000 kr. dagpenge suppleres op og give adgang til et dejligt fritidsliv med lidt et par sorte timers reelle arbejdstimer om ugen. Det er spekulativ og nassende adfærd. Det er populistisk at påstå, at disse findes blandt kontanthjælpsmodtagere.