Efter landsmødet og Simon Emils kronik har der i dette forum udviklet sig en debat om de radikales evne til at kommunikere med "den brede befolkning".
Det er typisk for en organisation under pres, at man som det første hyrer en presserådgiver. Det gjorde landbrugsorganisationerne i 1988, da vandmiljøproblemerne eksploderede i hovedet på erhvervslivet. Ligner det ikke, hvordan vi reagerer i en situation, hvor vi hverken har tydelig politisk indflydelse eller voksende vælgertilslutning? Vi er nok bare for dårlige til at udtrykke os, ikke.
Set fra sidelinien, hvor jeg som et nyt partimedlem står, virker det egentlig mere, somom vi ikke er enige om - eller bevidste om - hvilke budskaber vi skal kommunikere ud. Budskaberne er som det danske vejr: det blæser snart mod øst, snart mod vest, og ind imellem blæser det overhovedet ikke.
Et politisk parti skal kendes på to vigtige egenskaber:
- dets profil
- dets evne til at opnå resultater.
De to egenskaber er lige vigtige, men det er svært at lægge lige stor vægt på begge egenskaber samtidig. I de mange år vi radikale har været "tungen på vægtskålen", har folketingsgruppen udviklet pragmatismen og evnen til at opsøge nødvendige kompromiser til noget nær fuldkommenhed. Det er nødvendigt for et regeringsbærende parti. Men det kan let medføre, at vælgernes fornemmelse af vor politiske profil udviskes.
Nu er vi i opposition, og Folketingets sammensætning betyder, at vi ikke længere er i mediernes søgelys, medmindre der er gode skandalehistorier at drille os med. Den rolle er vi ikke så øvet i, så derfor kommer vi ikke i vælgernes synsfelt, hvis vi ikke selv er udfarende. I dén situation må vi være enige om, hvad der er den radikale fællesnævner. Hvad der er partiets politiske profil.
Forvirringen hos en mangeårig trofast vælger som mig kan illustreres ved, at mange af partiets talspersoner leger med tanken om at hente stemmer fra de konservative. Jeg troede, at de radikale var i konfrontatorisk modsætning med dette gamle højreparti på vigtige områder som forsvaret, kirken, kulturen, undervisningen, retspolitikken og der er sikkert flere. Hvordan kan vi så forestille os at dele vælgere? Er det mig, der er tungnem?
Kunne I mange tænksomme debattører ikke bidrage med jeres personlige grunde til at støtte de radikale? Jeg ville i særlig grad være taknemmelig for input fra vores mange kandidater til diverse demokratiske forsamlinger, vi er repræsenteret i. Bare i stikordsform, tak.
Mvh.
HP