Henriette Spandet Jensen

Henriette Spandet Jensen

"ø-antropolog", landdistriktskonsulent, lokal og radikal ildsjæl

Antal relationer 5
Anbefalet af 0
Medlem

Hersker der stor fattigdom på Vestlolland?

16-11-2007 23:29:49

Her kommer et debatindlæg bragt i Lolland-Falsters Folketidende, februar 2005.

 

Hersker der stor fattigdom på Vestlolland?
I forbindelse med kommunesammenlægningerne har det flere gange været fremlagt som en kendsgerning at de vestlollandske kommuner er blandt de fattigste i Danmark. Selv indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har brugt fattigdomsbegrebet i sin kritik af de vestlollandske borgmestre og deres bud på et fremtidigt kommunalt samarbejde.

Sidste år udkom en rapport fra Socialforskningsinstituttet om børnefattigdom i de danske kommuner. Både TV2-Øst og Folketidende tolkede frejdigt rapportens tal sådan at der var usædvanlig mange fattige børn i eksempelvis Rødby og Nakskov kommuner. Læser man nævnte rapport vil man imidlertid opdage, at der er flere måder at opgøre fattigdom på:

1. ”Kontanthjælpsfattigdom”: Et barn er fattigt når familien har modtaget kontanthjælp i løbet af et kalenderår (uanset udbetalt beløb og/eller varighed).

2. ”Implicit fattigdom”: Et barn er fattigt når familiens disponible indkomst er mindre end den indkomst man ville få på kontanthjælp, incl. børnerelaterede ydelser og boligstøtte.

3. ”Relativ fattigdom”: Et barn er fattigt, når familiens disponible indkomst er mindre end halvdelen af gennemsnittet af disponibel indkomst i Danmark.

Det skal bemærkes at det relative fattigdomsbegreb har en udbredt international anvendelse, specielt når fattigdom i rigere lande skal gøres op. Danmark er placeret blandt de vestlige lande som har mindst relativ fattigdom blandt børn. USA, Storbritannien og Irland har derimod mange fattige børn.

Når Folketidende og TV2-Øst sammenligner kommuner og fortæller os at der er stor fattigdom i regionen og fremhæver Rødby og Nakskov som kommuner med mange fattige børn, er det derfor en decideret fejltolkning af ovennævnte rapport. I Danmark er det mest relevant at se på den relative fattigdom (vi har trods alt ingen sultende børn) og her viser tallene, at der er en større andel af fattige børn i både København og Gentofte, mens Nakskov forsvinder ud af top 15. En vigtig årsag til de mange fattige børnefamilier i København eller Gentofte kunne være de store boligudgifter, som trækker den disponible indkomst ned.

Vi har for nylig hørt om en rapport fra revisionsfirmaet Deloitte, som giver Nakskov en flot placering hvad angår erhvervslivets vækstpotentiale. Måske går det faktisk fremad på Vestlolland? Når vi ser på børnenes liv eller de såkaldte bløde værdier er Vestlolland også et godt sted at bo i sammenligning med både København og Nordsjælland. Vestlolland har med sit åbne landskab, de små landsbyer og de lange kyststrækninger tillige et stort bosætningsmæssigt potentiale, fordi her samtidig er en meget billig boligmasse, som kan give de tilflyttende familier nye økonomiske frihedsgrader og sætte de bløde værdier i centrum.

Måske er vores udbredte fattigdoms-image mere eller mindre skabt af os selv og de regionale medier, som tilsyneladende fastholder en forestilling om stor fattigdom på Vestlolland med baggrundsbilleder af det samme faldefærdige hus i Nakskov? Måske er vi ligefrem rige på Vestlolland?

B.A. i antropologi og landdistriktskonsulent
Henriette Spandet Jensen
Dybvigvej 51, 4944 Fejø

Forskningslektor på Landbohøjskolen
Ivar Dencker
Dybvigvej 45, 4944 Fejø

Kommentarer
Der er ingen kommentarer endnu.
Du skal være logget ind for at anbefale. Log ind
Du skal være logget ind for at oprette relationer. Log ind
Du skal være logget ind for at skrive beskeder. Log ind
Bjørn Pedersen
Medlem
Bjørn Pedersen Kandidatstuderende, historie
Christa Møllgaard-Hansen
Medlem
Christa Møllgaard-Hansen Filosoferende radikal
Henrik Gade
Medlem
Henrik Gade Guldborgsund