Hvad er det radikale projekt?

21-11-2007 12:11:14 - 2 kommentarer

Marianne Jelved har efter et møde på Lolland i august været så venlig at fremsende et Ebbe Kløvedal oplæg (Vartov 22.4.2002) til mig (Tusinde tak for det, Marianne!).

Det handler i høj grad om Det Radikale Venstre - dengang og nu! Så jeg giver her det skrevne ord til nu afdøde Ebbe Kløvedal Reich:

HVAD ER DET RADIKALE PROJEKT?

Et danmarkshistorisk projekt, der blev påbegyndt for 100 år siden, og om hvilket man kan sige, at det både er indlysende klart og tåget, alt efter hvilken vinkel, man ser det fra.

Hvis det skal beskrives med et enkelt ord, kan det kun blive: Demokrati - som jo er både et indlysende og et tåget begreb.

Man kan selvfølgelig med god ret hævde, at alle politiske partier og bevægelser, der anerkender og fungerer i et demokra­tisk samfund, har demokratiet som projekt. Men set i et dan­markshisto­risk perspektiv gælder det alligevel i særlig grad for Det radikale Venstre.

De tre første, klassiske partidannelser havde alle et andet projekt kørende, der var mindst lige så vigtigt. Højre be­skyttede godsejernes, de store kapitalejeres og den herskende ordens interesser. Venstre fremmede bøndernes interesser, og Socialdemo­kratiet kæmpede for arbejdernes interesser. De økonomiske konflikter mellem de forskellige befolkningsgrupper har lige fra begyndelsen ofte truet med at oversvømme alle andre dimen­sioner i demokratiet. Derfor forsøgte man også at stille RV på plads i det system som husmæn­denes parti. Det var ikke forkert. Men det var heller ikke sandt på samme måde som hos de tre store interessepartier. Husmændene var pænt repræ­senteret ved partiets stiftelse og stemte siden på det. Men det blev aldrig "deres" parti, lige så lidt som det blev nogen anden erhvervs­gruppes interesseparti. De offentligt ansatte og kulturradikale af forskellige afskygninger fyldte f.eks. fra begyndel­sen mindst lige så meget. Det er helt afgørende at:


1) RV blev undfanget og født som et anskuelsesparti, ikke et interesseparti. Dets idépolitiske mentor var den nyligt afdøde Viggo Hørup. To af hans fyndige slagord svævede i luften ved det partistiftende møde i Odense i 1905:

1) Del jer efter anskuelser.

2) Der vil altid være et Højre og et Venstre. Thi der vil altid være forskel på dem, der vil frem, og dem, der vil holde igen eller tilbage. Det er den partideling, der varer. Alt det andet er kun modesager.

Den idépolitiske frontfigur ved Odensemødet og hovedforfatteren til det første partiprogram, var P. Munch. Han var hørupianer, men en ganske anden (mere kedelig og akademisk) type end Hørup. I tidsskriftet "Det Nye Århundrede" havde han siden 1902 tegnet sit og partiets idépolitiske ståsted.

Den rod, partinavnet refererer til, er ifølge P. Munch den, der bærer og er forudsætningen for demokratiets blomster. Han bestemmer den som "den frivillige samhørighed" mellem samfundets forskellige grupper og individer. Hvis den mangler, sætter demokratiet ingen blomster. Hvis friheden bliver tøjlesløst liberalistisk ender den i rå socialdarwinisme. Hvis samhørigheden ikke er frivillig ender den i diktatur.

At passe og pleje den rod er derfor det radikale projekts vigtigste - ja, i grunden eneste vigtige opgave. Partiprogrammet af 1905 bærer tydeligt præg af, at det forholder sig sådan. Og det er stadig den originale, klassiske beskrivelse af roden til det radikale projekt. Derfor vil jeg opholde mig lidt ved det, og derefter prøve at oversætte det til nutid.

2) Programmet fremhæver to politiske kampe som de suverænt vigtigste: Kampen for en demokratisk og tidssvarende ny grundlov. Og kampen imod militarismen og revanchismen.

Selv om systemskiftet i 1901 havde mildnet luften, blev Danmark stadig styret efter den i 1866 reviderede grundlov (som Tscherning havde kaldt "et demokratisk pjaltenborg"). En ægte, demokratisk grundlov, der gav fulde borgerrettigheder til kvinder, tyende og fattig­hjælpsmodtagere, var nødvendig, hvis demokrati­ets rod skulle have bare tålelige vækstvilkår. Her var de radikale jo enige med både socialdemokra­ter og venstrefolk. Men de var det på en meget mere insisterende måde, og derfor er ikke noget tilfælde, at det var den radikale Zahle-regering, der i 1915 løste opgaven.

3) Antimilitarismen ytrede sig i det første partiprogram mest som kravet om et nedrustet og varigt neutralt Danmark. Men sigtet var hørupiansk, og derfor langt bredere. For Hørup var militaris­men en åndsmagt, som altid findes, og som er den demokratiske åndsmagts absolutte antitese. Den behøver ikke at ytre sig gennem kanoner og uniformer. Da arbejdsgiverne i 1899 erklærede stor-lockout, skrev han f.eks.: "Dette er militarisme. Det er min overbevisning, at denne lockout ikke var kommet, eller dog ikke var kommet sådan, dersom ikke retten i vort offentlige liv i alle disse år havde siddet i spydstagen og i overklassen fremkaldt en urimelig overtro på magt og magtmidler."

Den rå kapitalmagt kan altså på hørupisk være lige så militaristisk som en stående hær. Derfor var Socialdemokratiet også lige fra begyndelsen det radikale partis naturlige alliere­de. Men sigtet var alligevel forskelligt. Noget forenklet kan man sige, at socialdemokraterne først og fremmest bekæmpede kapital­magten for arbejder­klassens skyld, mens de radikale bekæmpede kapital­mag­ten for demokratiets skyld.

4) Hvis "den frivillige samhørighed" skal trives, må det, siger P. Munch, nødvendigvis ske ved, at samfundet bevæger sig i retning af større økonomisk lighed. Hvis det foregår for hurtigt, dvs. revolutionært, bryder samhørigheden sammen fra den øverste ende. Hvis det slet ikke sker, bryder samhørigheden sammen fra den nederste ende. Derfor understreger partiprogrammet både i afsnittet om skattepolitik og i afsnittet om socialpolitik, at formålet med de reformer, der foreslås, er "formindskelsen af den bestående, økonomiske ulighed." - Det gælder ikke mindst det afsnit om grundværdibeskatning, der var det kompromis, som det energiske mindretal af georgistiske husmænd og deres venner stillede sig tilfreds med (men kun i en halv snes år. Så brød de ud og dannede Retsforbundet).

5) Det er klart, at en sådan formindskelse af den økonomiske ulighed kun kan finde sted i samhørighedens ånd, hvis den besiddende klasse går frivilligt med til det. Derfor er folkeop­lysningen en vital del af det radikale projekt. Også her var socialdemokra­terne de oplagte allierede. F.eks. var de to partier fra begyndelsen enige om at en offentlig folke- og enhedsskole var uomgængelig nødvendig.

Men sigtet var igen et andet. Hvor socialdemokraterne først og fremmest sigtede på at skabe oplysning og kultur i arbejderbe­folkningen, var det radikale kulturprojekt i lige så høj grad indrettet på at oplyse og bevidstgøre de herskende klasser, så de hen ad vejen lærte at definere sig selv ud fra en social etik, og ikke bare ud fra deres magt og privilegier.


6) Den sidste, men uomgængelige hjørnesten i 1905-programmet var frisindet. Åndsfriheden skulle anerkendes og beskyttes overalt. Det blev dengang først og fremmest formuleret i kravene om, at den kirkelige indflydelse på skolevæsenet skulle afskaffes, og at folkekirkens bånd til statsmagten i det hele taget skulle løsnes. Men frisindet handlede også dengang om andet og mere end brandesiansk fritænkeri. Selv om det var rigeligt repræsenteret i partiets ledende kredse, så var der også plads til folkelige venstregrundtvigianere og folk med alle mulige andre former for trosliv. Det radikale frisind er en livsholdning, som hellere løber mangfoldighedens risiko end enshedens risiko. Som hellere dyrker den ligeværdige samtale end giver eller modtager ordrer. Åndeligt set er det er en logisk konsekvens af kampen mod militarismen. Derfor ligger det i sagens natur, at radikale er nogle klovne til at gå i takt. Og det sætter visse, naturlige grænser for partiorganisationens effektivitet.


7) Endnu en omstændighed ved den danske radikalisme må nævnes, inden vi når op i nutiden. Den kan ikke aflæses i 1905-program­met, for den blev først manifest fire år efter. I 1909 afløste den første, radikale Zahle-regering den Venstre-regering, som den havde fældet med et mistillidsvotum. I de 93 år, der er gået siden, har partiet haft del i re­gerings­magten i 44 år, dvs. næsten halvdelen af tiden. I 11½ år har statsministerposten været radikal. Kun Socialdemokratiet og Venstre kan opvise et til­svarende regnskab. Og begge partier har rådet over et langt større og mere effektivt partiapparat og en veldefineret, bred folkebevægelse af kernevæl­gere, henholdsvis arbejdere og bønder.

Dette lange regeringsansvar har naturligvis sat sit præg på den danske radikalisme. Det har resulteret i en pragmatisk, ind­flydelses- og kompromissøgende midtertænkning, som de radikale som regel selv kalder "saglig", og som i lange perioder har været partiets kendemærke. Derfor er det ikke ganske uden grund, at folkevid­det (især det libera­listiske og det socialdemokratiske) har muntret sig med at skabe en radikal prototype, som siger bombombom og på den ene side og på den anden side og i øvrigt ikke er til at regne med.

Det er klart, at denne midterstrategi og dens taktiske Slotholmsfinesser ind imellem er kommet i direkte modsætning til det egentlige, radikale projekt. At holde sig på den geometriske midte er et projekt i sig selv, som man aldrig bliver god til, hvis man mener, at man hører hjemme til venstre for den.

Men det er lige så klart, at denne selvmodsigelse på godt og ondt er groet sammen med det oprindelige, radikale projekt og ikke længere kan skilles fra det. Til de seks nævnte kendetegn ved den danske radikalisme skal derfor lægges et syvende:

RV påtager sig hellere et politisk ansvar end nøjes med at være opposition og protestere.

Hvordan trives dette projekt så nu om dage? Hvor er dets fremadrettede aspekter i dag? - Vi tager punkterne fra en ende af igen.

1) ANSKUELSESPARTI
Her kører projektet intakt videre i den forstand, at RV stadig ikke kan mistænkes for at være et interesseparti.

Det blev slået fast med syvtommersøm i det sidste, storslåede og arketypisk radikale valgslogan: Vi tænker på andre end dig!

Risikoen ved denne radikale idépolitik har altid været, at den, navnlig når den optræder i en valgkamp, der er domineret af populistisk leflen for gennemsnitsforbrugeren, kommer til at fremstå som fromt skolelæreragtig med løftet pegefinger og anskuelses­tavler og det hele. Den risiko er radikalismen nødt til at leve med. Men det er klart, at den er størst, hvis de ideer der undervises i ikke er enkle, robuste og betydnings­fulde. Heldigvis gør den nuværende regering og den politiske situation i øvrigt de grundlæggende, radikale ideer tvingende nødvendige. Det gælder ikke mindst


2) NY GRUNDLOV
Her er situationen mindst lige så prekær, som den var i 1905. Men modsat dengang er der ingen af de store partier, der tør nærme sig problemet. Vi har en højesteretsdom, der i sine præmisser slår fast, at den §20, som den europæiske integration hidtil er foregået efter, er overanstrengt til det groteske og slet ikke er indrettet til formålet. Derfor har folketinget fået sat gang i en officiøs grundlovsdebat (stort set kun på internettet!). Men den svæver hjemløst og frit i luften, fordi vores politiske ledere er panik­slagne ved udsigten til et grundlovsændringsprojekt.

Det betyder, at både Danmark og EU for tiden befinder sig i et trøstesløst, demokratisk limbo. Ingen ved, hvor EUs indtil videre bovlamme forsøg på at gøre sig selv demokratisk legitim ender. Og ingen ved, hvornår vores politiske lederskab får taget sig sammen til at indrømme, at der er problemer med grundloven af 1953. Der skal desværre ingen stor fantasi til at forestille sig, at denne tætte tåge vil blive gjort permanent, så det demokratiske EU aldrig ser dagens lys, og grundlovens danske demokrati efter­hånden bliver pulveriseret i EU-kværnen.

Det er indlysende, at det er en radikal hovedopgave at forhindre, at det kommer så vidt. Der skal meget snart skrives en ny, demokratisk betryggende grundlov, der rummer mulighed for en dansk deltagelse i en tilsvarende, demokratisk betryggende europæisk integration. Ellers vil vores generation i fremtidens historieskrivning blive den, der sjuskede det menigsfulde demokrati væk. Hvis ikke de radikale går i spidsen for at undgå det, er det meget svært at se, hvem der skulle gøre det.


3) ANTIMILITARISMEN
Her er verden jo forvandlet. Det, der dengang var et nationalt problem, der først og fremmest drejede sig om Danmarks forhold til Tyskland, er i dag et globalt problem. Det gør det endnu vigtigere at understrege, at antimilitarisme er noget andet end pacifisme. Danske, fredsbevarende styrker kan derfor udgøre en vigtig, antimilitaristisk indsats. Men - og det er lige så vigtigt at understrege - der er ingen garanti for, at det forholder sig sådan.

Det problem vil blive større i fremtiden. USAs krig imod terror er f.eks. ganske utvetydigt militaristisk, og Bush siger, at hvis man ikke er med i den, skal man regnes blandt terroristerne. Den ægte, radikale indsats må være at insistere på, at dansk, militær indsats rundt om på kloden foregår på et folkeretsligt holdbart mandat, og at den tjener et ikke-militaristisk, fredeligt formål.

Men en endnu vigtigere del af den radikale politik må gå ud på at fastholde, at fredens bevarelse dybest set intet har med militær at gøre. Den globale solidaritet, som den kan udmøntes i u-landsbistand og i ændringer i den uretfærdige struktur i verdenshandelen, er det vigtigste våben imod militarismen, og må derfor være et hovedpunkt i det nutidige, radikale projekt. Det samme gælder det udtryk for denne solidaritet, som menneskeret­tighederne udgør. Her skal den radikale politik være en utvetydig og kompromisløs opposition til den filosofi, der bærer den nuværende regering.


4) STØRRE ØKONOMISK LIGHED
Også her er situationen en helt anden end i 1905. Mangelsamfundet er blevet et overflodssamfund. Og i samme takt er den etik, der lå bag velfærdssamfundets skabelse blevet korrumperet. Ærlige socialdemokrater (f.eks. Lykketoft) har sagt det ligeud. Hvis ikke den velaflagte middelklasse tror, at det kan betale sig for den at betale skat, braser det hele sammen. At der er et skrigende behov for en opposition mod denne tankegang, viste den sidste valgkamp med al tydelighed. Det meste af den formede sig som en fladpandet leflen for denne middelklasse, især den del af den, der har lov til at kalde sig "ældre", og hvoraf 80-90% udgør den i forvejen mest privilegerede del af befolkningen ("det grå guld" i markedsføringskredse). Andre gange har det været børnefamilier eller bilister i al almindelighed, der er blevet bejlet til. Og imens bliver der flere og flere udstødte smågrup­per, som hver for sig er for små til at have nogen interesse for et inter­esseparti. Men RV er et anskuelsesparti. Demokratiet kræver, at den apati, der breder sig både hos de velbjergede og hos de udstødte, bliver udfordret. RV blev født til at gøre det.


5) FOLKEOPLYSNING
Den er hårdt trængt. Hele vores skole- og undervisningssystem er hjemsøgt af en hysterisk, erhvervsfaglig uddannelses- og eksamensfeber, som er i fuld gang med at gøre den næste ge­neration af danskere til arbejdsrobotter og ikke til bevidste samfundsborgere. Det bliver værre og værre. Børn må ikke længere være børn, når de har lært at tale. Og grundlaget for den folkelige dannelse, der er livsvigtig for den frivillige samhørighed - først og fremmest det historiske perspektiv på tilværelsen - bliver skåret væk og ned i en uendelighed.

Her må det være en velsignelse at være sluppet af med det ministerielle ansvar for en hysterisk tidsånd, så de radikale kræfter kan bruges på en besindelse på den almene, folkelige dannelse som hele skoleprojektets hovedformål. Og dermed på en akut nødvendig opposition til den kortsigtede, febrilske tidsånd.


6) FRISIND
Her er opgaven mere lysende klar end noget andet sted. Det radikale projekt er ikke tænkeligt uden en klar, umisforståelig opposition til den fremmedfjendske paranoia, der har bredt sig som en svamp i det politiske liv. Det danske samfund skriger på integration - og det gælder ikke kun indvandrerne. Og en ægte, holdbar integration betyder træning i ligeværdigt fællesskab og frivillig samhørighed - i respekt for menneskers forskellighed og mangfoldighed. Integration er aktivt frisind.

I den retning er RV på mange måder godt med. De nylige, idépolitiske kontroverser mellem de unge muslimer og partiet var konstruktive i sig selv. Men de afslørede også hos visse gammeldanske radikale en tendens til rent ud katolsk dømmesyge og manglende tiltro til egne overtalelsesevner, som bør tages op til kritisk revision. At bekende sig som radikal betyder, at man tror mere på ligeværdig samtale end på ordrer. Derfor kan partiet ikke uden at slå sig selv på munden prøve at illudere som et disci­plineret korps, der kræver højtidelig faneed af nytilkomne.


7) POLITISK ANSVAR
Det skal selvfølgelig stadig søges, for tiden ikke mindst på grund af grundlovssagen. Den nuværende regering har vist hinsides al tvivl, at de radikales regeringspartner ikke kan være andre end Socialdemokratiet. Ikke fordi det radikale projekt i virkeligheden er socialdemokratisk, men fordi det langt, langt mindre er populistisk-liberalistisk-chauvinistisk.

Men før regeringsmagten kan generobres må den idépolitiske samfundsdebat genoplives. Det haster. Og RV blev født til at løse den slags opgaver.