For 10 år siden var jeg overbevist om, at jeg skulle være "politiker".
Jeg skulle ændre verden og måden vi mennesker behandler hinanden på.
I 2001 startede jeg derfor spændt på Statskundskab i København og gradvist som jeg lærte mere og mere om systemerne (...) blev jeg lige dele mere og mere desillusioneret. Samtidig var jeg træt af at sidde i rundkreds med "de gamle" fra tiden som uddannelsespolitisk aktiv gymnasieelev og synge "Sådan er kapitalismen" og havde brug for at komme væk fra de forældede paroler om solidaritet og fællesskab.
7 år senere befinder jeg mig gang på gang blandet ind i diskusioner om, hvordan vi som danskere vælger at omgås hinanden, om hvordan vi taler åbenlyst grimt om det vi ikke kender, om hvordan vi kriminaliserer hele grupper i måden vi taler om "dem" på og om hvordan vores retssystem langsomt begynder at lugte mere af "skyldig før andet er bevist" frem for den noget mere tillidsfulde tanke om det modsatte - og i en sen aftenstime når jeg frem til en erkendelse af, at min frustration over at være en almindelig anonym dansker uden spalteplads nu har vokset sig større end min frustration over det politiske liv og system som helhed.
Den naturlige konsekvens blev at melde sig under fanerne - nu krydser jeg bare fingre for, at der ikke er alt for meget fællessang ;)
Det vidste du ikke om mig:
Jeg kan vildt godt lide at spise hytteost direkte fra bægret, jeg samler altid pinligt mange pantflasker til bunke før jeg får dem afleveret, jeg er hemmeligt forelsket i Jemaine fra Flight of the Conchords (forudsat at han er lige så sjov i virkeligheden som inde på min computer), jeg føler mig uproportionelt sund og i balance, når jeg har været til pilates, jeg har et TV med indbygget VHS-afspiller... og alligevel formår jeg at tage mig selv seriøst på daglig basis... :)