Regeringen har bragt sig på kant med sin egen økonomiske plan - deltag i debatten
06-11-2008 23:44:47
-
4 kommentarer
Som det fremgår af Morten Østergaards indlæg her på radikale.net har regeringen ikke magtet at få vedtaget reformer på arbejdsmarkedet - udover en aftale om sygefravær.
Det kan vise sig at blive et problem, som alle i Danmark kommer til at mærke. Allerede nu mangler der arbejdskraft og selv med finanskrisens afmatningstendenser vil manglen på arbejdskraft kun blive større.
Af regeringens økonomiske 2015-plan og senere økonomiske redegørelser fra regeringen fremgår, at reformer med en virkning på mindst ekstra 50-60.000 personer i beskæftigelse er nødvendige for at økonomien er holdbar (dvs der er varig balance mellem offentlige indtægter og udgifter). Holdbarhedsproblemet udgør 0,8 pct. af BNP eller 14 mia. kr.
Det var regeringens plan at gennemføre forslag i dette efterår i tilknytning til finansloven, der bidrog til imødegåelse af problemet med mindst 20.000 personer i arbejde. Det blev foreløbigt kun til4.000.
Regeringen har ingen konkrete problemer til hvordan holdbarhedsproblemet løses. Den radikale folketingsgruppe har i sit finanslovsforslag peget på skat, ændring af dagpengereglerne og udenlandsk rekruttering som bud på løsninger.
Er det nok ? Hvad virker og hvad virker ikke ? Hvad bør hovedprioriteterne være ? Hvad vil den aktuelle "reform-krise" konkret komme til at betyde for dansk økonomi?
Fyr løs - alle på radikale.net med interesse for økonomi og politik opfordres til at deltage i debatten om disse spørgsmål!