Eliteuddannelser på universiteterne er en falliterklæring

17-02-2008 22:19:29 - 1 kommentar

Efter hvad jeg har forstået er satsningen på eliteuddannelser en udmøntning af globaliseringspuljen, hvor der for 2007-09 blev afsat 25 mio. kr. til formålet.

Selvom det radikale venstre i forbindelse med globaliseringsforliget i hvert fald har accepteret satsningen (men det kan der jo være så mange grunde til), så mener jeg at ideen er meget uradikal (og udansk for nu at bruge et DF udtryk
;-)

Udskillelsen af bestemte studerende fra bestemte fag til at læse på separate "eliteuddannelser" er jo en direkte indrømmelse af, at den brede masse af universitetsuddannelser med den nye universitetslov ikke længere er uddannelser
"til højeste videnskabelige niveau", men derimod samlebåndsuddannelser, der ikke længere kan tilstræbe det eliteniveau, der engang var universitetets formål.

Hvad det samtidig siger om de danske Ph'd-uddannelser, der jo netop skulle være en videnskabeligt målrettet overbygning på de almindelige kandidatuddannelser, kan man også spørge sig selv om.

Arbejdsgruppen med deltagelse af DSF og rektorkollegiet havde ellers foreslået andre mulige modeller med kurser og lignende tilbud parallelt med de ordinære uddannelser. I stedet har regeringen valgt at udskille separate "eliteforløb"
for studerende med specielt høje karakterer. Vi får altså et system med A- og B- studerende, hvor kun førstenævnte åbenbart kan målrettes højeste videnskabelige niveau (Om der også er en tanke om mere erhvervsrettethed end de eksisterende PH'd ved jeg ikke).

Udover at jeg opfatter tankegangen som en falliterklæring for de danske universitetsuddannelser, som ministeriet åbenbart har opgivet at udbyde på højeste niveau, så er der yderligere den problematik, at det tilsyneladende kun er (af ministeriet?) udvalgte fag, der får lov at udbyde eliteuddannelser. Det vil altså sige at vi ligesom på forskningssiden får en politisk styret udvælgelse af bestemte satsningsområder som Danmark skal satse på. Ligesom på forskningssiden opfatter jeg dette som en meget farlig måde at drive universitetspolitik på, idet det bestemt ikke er givet at ministeriet kan forudsige hvad det på sigt er givtigt og vigtigt at satse på (Med Bertel Haarders berygtede planøkonomiske styring af uddannelsesområdet i 80'erne som det mest kendte skræmmeeksempel.)

Efter min opfattelse er det bedste man kan sige om tankegangen om "eliteuddannelser" at der tilføres universiteterne ekstra 25 mio. der er hårdt tiltrængte. I stedet for den sædvanlige statsstyring af midlerne burde disse penge imidlertid gives til universitetsuddannelserne generelt i stedet for at satse på "særligt udvalgte", der måske og måske ikke, er mere egnede end andre studerende til at berige det danske samfund

Samtidig er der tilsyneladende tale om inspiration fra de franske "grande ecoles", der er særdeles prestigefyldte (men så vidt jeg ved ikke
forskningsbaserede) eliteuddannelser, som store dele af den franske politiske og økonomiske elite kommer fra.

Dette System er imidlertid bestemt IKKE et system som Danmark bør kopiere, da det udover en voldsom skævridning af det franske uddannelsessystem ikke ligefrem er kendt som specielt konkurrencedygtigt i sammenligning med det humboldtske universitetssystem som Danmark indtil for få år siden var en del af.
Det er muligt at man får udskilt de bedste, men disse er bestemt ikke synderligt konkurrencedygtige i forhold til de bedste i andre lande, hvor man ikke har dette elitære udskillelsessystem.

Min holdning er, at det er vigtigt at der sker et samspil mellem dygtige
("elite") studerende og de mere "ordinære" studerende , og dermed en afsmittende virkning, hvis positive effekter vi også kender fra undersøgelser i folkeskolen (Hvor samarbejdet med mindre dygtige elever, faktisk har vist sig at højne de dygtige elevers niveau). Uden at jeg har indgående kendskab til de valgte modeller for eliteuddannelse, er det mit indtryk at sådanne synergieffekter netop IKKE finder sted i de valgte adskilte forløb for særligt udvalgte.

Jeg synes derfor at DRV bør forholde sig særdeles skeptisk overfor ministeriets tanker om "eliteuddanelser". Ikke mindst den valgte udgave, hvor særligt udvalgte fag/miljøer får lov til at udvælge særligt dygtige (målt i karakterer) studerende, til særligt begunstigede forløb, adskilt fra de øvrige uddannelser.

Her synes jeg at den individuelle honours-model, med særlige tværfaglige parallelle forløb, der tilbydes til alle (og hvor de studerende udvælges efter motivation og ikke karakterer), har langt mere positive perspektiver.

Jeg vedlægger arbejdsgruppens rapport, der gennemgår 5 forskellige modeller for eliteuddannelser. Desværre har regeringen tilsyneladende valgt den dårligeste af dem.