Jesper Gronenberg

Jesper Gronenberg

Sekretariatschef, Radikale Venstre

Antal relationer 123
Anbefalet af 2
Medlem

Hvad synes du om landsmødet?

16-09-2007 21:36:00 - 20 kommentarer

Var du med til landsmødet i Nyborg? Så vil sekretariatet, der har knoklet hårdt for at få det hele op at stå, meget gerne høre, hvad du mener om det. Giv ros eller ris, hyld eller høvl, så vi kan blive lidt klogere på, hvad vi skal huske eller gøre bedre næste år. Du må også gerne komme med almindelige betragtninger om landsmødet, dets afvikling, de politiske temaer, formen på mødet eller hvad det ligger dig på sinde. Navnlig også, hvis du har været med for første gang.

Kommentarer
Annemette Hammer
Medlem

Annemette Hammer , , 16-09-2007 22:29:45

Kære Jesper Gronenberg

Jeg har været med til landsmøde for første gang og synes, at det på alle måder har været en spændende og virkelig god oplevelse. Jeg er imponeret over åbenheden og dialogen, som er foregået på kryds og tværs.

Måske var der en smule for meget "ud med Pia". Jeg kan bedre lide, at man fortæller om det, man kan/vil i stedet for om alt det, man ikke kan/vil. Det Radikale Venstre har meget at byde på, mens Dansk Folkepartis politik ikke fortjener, at vi bruger så meget tid på dem.

Jeg har iøvrigt kun rosende ord til overs for afviklingen af landsmødet, de politiske temaer og kantmødet om værdier, som jeg havde fornøjelsen af at deltage i. Radikale.net, som vi kunne "tage med hjem" er en rigtig god ide og jeg ser frem til at læse med og måske vove et indlæg i ny og næ.

Tak for en rigtig god oplevelse og tak til de mange, som tog godt imod mig. Jeg glæder mig allerede til næste landsmøde.


Venlig hilsen
Annemette Hammer

Johan Stubbe  Østergaard
Medlem

Johan Stubbe Østergaard , Redaktør af Radikal Dialog - medlemsbladet i hovedstaden , 16-09-2007 23:09:51

Jeg synes det var et godt landsmøde - mit første - med mange interessante indlæg og debatter. Jeg savnede dog lidt flere muligheder for interaktion og deltagelse - kantmøderne var gode men for korte og store til egentlig debat.
Jeg synes også det er synd at mødet i så høj grad er geografisk opdelt - man sidder hele tiden sammen med dem man kender i forvejen, og pointen med landsmødet må også være at man skal møde dem fra de andre landsdele, så lidt mere blandet bordsætning ville være godt. Lidt mere underholdning og aktivitet i forbindelse med middagen ville heller ikke have været af vejen.
Endelig bør der være bedre muligheder for overnatning for dem der ikke ønsker at betale 750 kr for hotelværelse, eller som først med kort varsel finder ud af at de kan deltage - jeg kender til flere der ikke deltog fordi de ikke have mulighed for overnatning efter at værelserne på hotellet var udsolgt. I øvrigt var bestillingsproceduren hos Nyborg Strand ikke velfungerende - jeg fik først bekræftelse på et af de mindre værelser, men det blev uden kommentar eller begrundelse en måned senere ændret til et af de dyrere.

Jeanette  Lund
Medlem

Jeanette Lund , Journalist , 16-09-2007 23:27:33

Kære Jesper
Det var mit fjerde landsmøde. Jeg er helt enig med Johan i, at der mangler interaktion og debat - i mindre grupper. Faktisk synes jeg, at kantmøderne er det mest interessante og jeg synes, man skulle dyrke det mere i stedet for alle resolutionerne. Det er fint at mange kan komme på talerstolen, men der er jo ikke tale om reel debat. Det sker først, når vi mødes i mindre grupper. For mig at se er måden at lave politik på via resolutionsforslagene forældet og jeg synes, vi skal nytænke det. Det er for langsommeligt og omstændigt - det tænder i hvert fald ikke mig.
Et konkret forslag, som I måske kan arbejde videre med: Resolutionerne diskuteres på møder ala kantmøderne i stedet for i pleunum. De kan organiseres emnevist og man kan deltage i f.eks 2 kantmøder a 2 timer med max. 30-40 deltagere. Jeg tror dette vil give bedre diskussioner og mere dynamik.
Og så lige til sidst:
Jeg savnede et band i år! :-)

Arne Ziegler
Medlem

Arne Ziegler , bestyrelsesmedlem i Furesø radikale , 16-09-2007 23:55:41

Kære Jesper
Det var mit første landsmøde og bestemt ikke det sidste. Jeg havde på forhånd forestillet mig at der var en del "gab" oplevelser. Men jeg er positiv overrasket over de gode indlæg der var de to dage. Så det faglige var super.
Jeg var dog forundret over at der ikke stod en kande vand på bordet til frokost. Vi er jo efterhånden mange, der dagligt drikker postevand til maden. Manglede også lidt underholdning lørdag aften.
Men ellers et godt møde. Ganske vist kom jeg hjem uden mit overtøj, der forsvandt fra garderoben lørdag. Måske er der en af de øvrige deltagere, der har grebet en forkert jakke i farten.

Henning Makholm
Medlem

Henning Makholm , Kasserer i Rødovre Radikale Venstre , 17-09-2007 00:56:30

Som uerfaren delegeret blev jeg taget lidt på sengen af hvor kort tid der gik mellem HB-kandidatlisten forelå, til vi skulle aflevere en prioriteret stemmeseddel. Der var vist omkring et kvarter, og endda uden pauser i "forhandlingerne" undervejs. De mere erfarne vidste at man skal sørge for at tage notater på eget papir i forvejen, så jeg endte med at skrive af efter en bekendt, hvis dømmekraft jeg stoler på hellere end at lade mit mandat hjemmefra gå til spilde.
Bagefter kan jeg sagtens se at det utvetydigt fremgår af det udsendte materiale at det er det tempo det foregår i. Men jeg tror det ville forbedre kvaliteten i stemmeafgivningen, hvis kandidatlisten havde været der ved mødets afslutning lørdag. Så kunne man i ro og mag studere det ophængte valgflæsk og finde sig en kvalificeret holdning. (Hvis den sene ankomst af listen skyldes knaphed på arbejdskraft i landsmødebureauet, giver jeg gerne en hånd med næste år, hvis da ikke lige jeg får et stemmehæfte med hjemmefra igen).
Ja, og så synes jeg altså som inkarneret B-menneske at mødet startede ukristelig tidligt. Se www.b-samfundet.dk. Men det er nok for meget forlangt at vi skulle være et rigtigt B-parti...

Henning Makholm
Medlem

Henning Makholm , Kasserer i Rødovre Radikale Venstre , 17-09-2007 01:18:43

Til Jeanette ovenfor:
Jeg deler egentlig dit savn af politisk samtale. (Jeg lader mig fortælle at den slags har det med at forekomme i sektorudvalgene. Måske burde man give dem en chance en dag. Hmmm...). Jeg er ikke helt sikker på at kantmøderne er det endelige svar på savnet; det af dem jeg gik til var så populært at det kun kunne gennemføres som paneldebat af "oplæg, spørgsmål, svar"-typen, hvor man ikke kan følge det svar man får, op mod en egentlig dialog, fordi der er mange andre på spørgelisten. (Mange vælgermøder og andre politiske sammenkomster har samme problem).
MEN: jeg ser også en klar værdi i at partiet har en formaliseret proces der ender i resolutioner hvor vi kan sige "her er hvad Det Radikale Venstre som helhed, på medlemsdemokratisk grundlag, har besluttet at mene". Uden resolutionsmekanismen ville det bedste vi havde være programmer og beslutninger filtreret gennem HB mv. i så mange led af repræsentation at forbindelsen tilbage til hvad de aktive medlemmer nede på gulvet egentlig mener, bliver meget spinkel.
Og hvis (når!) vi så skal have en resolutionsproces, er landsmødet det eneste logiske sted at placere den. At gå i grupper for at diskutere forskellige resolutionsgrupper i parallel ville true den demokratiske legitimitet af resultatet, fordi kun et mindretal af de delegerede ville have hørt andre argumenter for/mod hvert forslag end dem der kom fra HB og resolutionsudvalg. De store lokalforeninger kunne sende nok delegerede til at være representeret ved alle del-møderne og så aftale at stole på hinandens vurderinger og stemme som en blok tilbage i plenum, men hvad skulle de mindre gøre?

Poul Erik Christensen
Medlem

Poul Erik Christensen , Fhv. MF og skatte- og erhvervsordfører. Bogtrykker , 17-09-2007 08:04:37

Kære Jesper
Tak for et flot landsmøde med en ny profil og friske, nye farver. Som sædvanligt var landsmødet veltilrettelagt, og udover den vigtige politiske del af landsmødet er det dejligt at møde gode venner fra hele landet. Jeg vil bede dig takke medarbejderne i "huset" for deres store indsats. Både på selve landsmødet, men også i dagene op dertil.

Rune Heiberg Hansen
Medlem

Rune Heiberg Hansen , Folketingskandidat i Hovedstaden , 17-09-2007 13:27:22

LM så bedre ud i år end sidste. Sidste års elektroniske bagtæppe virker ikke på Nyborg. Ellers var det kun danse-delen af festen, der ikke var optimal. Gerne et mere hyggeligt/intimt sted næste år.

En idé til næste år kunne være at lægge resolutionsforslagene ud her på netværket. Så kan medlemmer som nysgerrige tage en debat før LM. det vil brede debatten ud og give nye indspark.

Mai Christiansen
Medlem

Mai Christiansen , DRV - fordi der er masser at komme efter! , 17-09-2007 14:21:27

Også en stor tak til medarbejderne herfra!
Ikke kun mht planlægning og visuelt udtryk, men også fordi I bare generelt får alt til at køre under hele landsmødet. Det er super profesionelt! :o)

Jeg har ikke de store kritikpunkter. Dog 3 bemærkninger.

1 - jeg synes, Landsmødet er blevet lidt for "pænt". Før i tiden husker jeg det som om, der var lidt mere kant på dabatterne.
2 - hvor var bixen med radikalt gear?
3 - enig med Rune i at det var lidt synd, at festen blev rykket til ny location efter middagen. Lidt for håndboldhal-agtig stemning i de lokaler...

Jesper Gronenberg
Medlem

Jesper Gronenberg , Sekretariatschef, Radikale Venstre , 17-09-2007 15:49:32

Mange tak for kommentarerne om landsmødet indtil nu. I skal være meget velkomne til fortsat at give jeres besyv med, men her lige et par bemærkninger om nogle af de ting, der allerede er påpeget.

Sekretariatet holder selvfølgelig et evalueringsmøde med Nyborg Strand om landsmødet. Derfor er alle kommentarer til den praktiske afvikling meget nyttige. Synspunkterne om priser, vand på bordene, bestillingsprocedure og festen tager vi med i dialogen med Nyborg Strand.

Når der er så mange deltagere, er det generelt en ret stor udfordring at sikre balancen mellem at give god mulighed for debat og dialog og så at fastholde, at landsmødet er en kompetent forsamling, der træffer beslutninger. Kantmøderne er i sin tid opfundet for forbedre den enkelte landsmødedeltagers mulighed for at komme til orde i den politiske debat, netop fordi det er praktisk svært at gøre debatten i landsmødesalen mere dialogbaseret, hvor man fx reelt kan svare på hinandens indlæg.

Henning peger på nogle vigtige ting i forhold til resolutionerne. Det er netop her, at landsmødet er en kompetent forsamling, som vedtager partiets officielle politik på baggrund af medlemmernes resolutionsforslag. Og den debat må nødvendigvis have et fælles udgangspunkt. Den er svær at udlicitere til snævrere kreds på et kantmøde. Og det er faktisk en meget vigtig del af medlemsdemokratiet, at det via resolutionerne er så forholdsvis nemt for det enkelte medlem at sætte sit præg på, hvad der er partiets officielle politik. Men det er jo helt oplagt, at radikale.net kan bruges til på forhånd at diskutere resolutionsforslagene, som Rune foreslår.

Vi vil meget gerne prøve at tænke nyt i forhold til resolutionerne. Men proceduren må nødvendigvis være lidt omstændelig, hvis beslutningsgrundlaget skal være i orden. Det er jo derfor, hovedbestyrelsen nedsætter et resolutionsudvalg, der har til opgave at kvalitetssikre produktet.

Kandidatlisten til HB-valget kommer sent ud, men det skyldes ikke mindst, at der skal være en rimelig frist (lørdag kl. 18.00) til at anmelde sit kandidatur i landsmødebureauet - ellers kommer man jo ikke på stemmesedlen! Derfor skal opfordringen selvfølgelig også lyde, at man i løbet af lørdagen holder øje med opslagstavlen i vandrehallen uden for salen, hvor kandidaterne til HB-valget har mulighed for at opsætte en personlig præsentation - hvilket langt de fleste gør.

Den geografiske opdeling i salen vil vi fastholde. Johan har ret i, at det netop er en god idé at bruge landsmødet til at lære radikale fra andre steder i landet at kende. Det er klart min vurdering, at de fleste foretrækker at sidde sammen med dem, man kender. Men der er ingen tvang. Hvis man hellere vil sidde sammen nogle andre i salen, bliver man ikke smidt væk.

Også har Mai ret i, at der manglede noget merchandise. Det skyldes ganske enkelt, at vi blev forholdsvis sent færdig med udviklingen af det grafiske design, og da produktionstiden ofte er ret lang, valgte vi at prioritere det vigtigste. Men bare vent! Varesortimentet af lækre ting og sager i de nye farver bliver snart udvidet betragteligt, så hold øje med webshoppen på radikale.dk, hvilket også vil afspejle sig på næste landsmøde.

Ellers tusind tak for de mange rosende bemærkninger om landsmødet. Dem tager jeg med videre til dem, der roses bør, nemlig medarbejderne på sekretariatet.

Martin Bork
Medlem

Martin Bork , Ph.d. i Historie. Formand for Ringsted opstillingskreds. , 17-09-2007 16:19:00

Kære Jesper og andre
Jeg var med for første gang - med tilfredshed. Jeg er enig med andre her i tråden i, at gennemgang og afstemning om resolutionsforslag var tung at komme i gennem, men, som du påpeger, nødvendig og demokratisk. Den del af dagsordenen, jeg fik mindst ud af, var den lige efter beretningerne fra landsformanden og partilederen. Formelt giver punktet mulighed for at kommentere indholdet af beretningerne, men reelt handler indlægene om at profilere sig selv eller et resolutionsforslag. Det er efter min mening helt unødvendig. De korte kommentarer burde forholde sig til beretningernes indhold, og så kunne øvrige politiske udmeldinger passende flyttes til mindre diskussionsgrupper i stil med dem, som er foreslået højere oppe i tråden. Sådanne gruppediskussioner savnes.
Ellers synes jeg, arrangementet var både veltilrettelagt og spændende.

Simon Emil Ammitzbøll
Int.

Simon Emil Ammitzbøll , MF - tidl. medlem af Det Radikale Venstre , 17-09-2007 16:34:22

Kære Jesper,

Et helt igennem flot tilrettelagt og gennemført landsmøde. Jeg regnede ud, at det vist er mit niende landsmøde - og man må sige, at det aldrig har været så lækkert som denne gang. Bagtæppe, talerstol, podiet - alt var bare så flot. Og skærmene fungerede bedre end nogensinde før.

Hvis jeg skulle komme med et par forslag til forbedringer, ville de være følgende:

1. Dagsordenen - Jeg er enig med Martin Bork i frustrationen over, at punkternes titler ikke afspejler deres reelle indhold. Altså hvorfor skal "præsentation af resolutioner" ikke handle om netop det. Det kan jo være, at man skal lave et punkt, der hedder "generel debat", hvor folk kan komme af med deres budskaber?

2. Afstemninger - her har jeg tit tænkt på, hvordan det kan være, at vi først diskutere i to lange dage - og derefter stemmer. Jeg tror, at det kunne være en fordel, hvis vi stemte efter hvert forslag - eller måske efter en gruppe af forslag var blevet diskuteret.

3. Talerstolen - jeg har hørt, at der er partier (i andre lande...) der har TO talerstole, sådan så den næste taler står og venter, mens den første taler - det sparer ca. 20 sekunder hver gang, at der skal skiftes ud.

4. Festen - En utrolig hyggelig fest, men mere musik, underholdning og måske en ekstern festtaler kunne godt få den op i et andet lag. Det er måske lidt mere besværligt, men i virkeligheden kræver det nok bare, at man laver aftalerne NU - altså i rigtig-rigtig god tid.

Men som sagt; det var et rigtig godt organiseret landsmøde.

Mvh Simon Emil

Anette Hoe Jessing
Medlem

Anette Hoe Jessing , Radikal Venstre, Favrskov , 17-09-2007 16:34:47

Datoen nærmer sig, jeg skal til mit første landsmøde. Med en smule sommerfugle i maven går turen mod Nyborg. Muligheder for politisk debat på tværs af de politiske kredse, der skulle diskuteres mærkesager. Med så mange forskellige mennesker og viden samlet på et sted, kunne det kun blive spændende. Det var nogle af de forventninger jeg tog af sted med.

Efter et veloverstået landsmøde, sidder jeg tilbage med en følelse af; at for at være politisk korrekt og ikke fornærme nogle personer i Det Radikale Venstre, skal jeg sige det var et godt landsmøde. Jo, der var selvfølgelig rigtig mange gode elementer ved landsmødet. Atmosfæren var afslappet og der var en god stemning. Man fik talt med nogle fantastisk spændende mennesker og så har de oven i købet samme politiske baggrund, som en selv.
Men hvorfor blev mine forventninger så ikke helt indfriet? Måske er det formen i selve måden afviklingen af landsmødet foregår på, eller også var det indholdet der ikke helt levede op til mine forventninger. Man går fra en hel dag i salen med taler, til et kantmøde med et for langt oplæg (kantmøde nr. 6). Jeg opgav simpelthen og gik inden diskussionen begyndte.

Verden forandrer sig, Det Radikale Venstre forandrer sig, hvorfor så ikke landsmødet?

Nytænkning kræver mod, men kan også skabe et mere dynamisk parti. Det radikale net er et skridt i den rigtige retning.
Mit forslag er – drop de 2 minutters taletid (det er alligevel ikke alle der kan få 2 minutter og nogle får 3 ½ minut) og lav i stedet workshops, hvor der kan diskuteres politik og resolutionsforslag i mindre grupper. Afstemningen kan stadigvæk godt foregå om søndagen. Men brug lørdagen til debat og involvering. Proceduren omkring resolutionsforslag kan med god vilje, stadig være demokratisk og knap så tung. Slut landsmødet af med Margrethe Vestagers tale, det kan sikkert også give incitament til at blive, da jeg observerede at mange gik.
Envejs kommunikation er YT. Involvering og diskussioner er vejen frem.
Refleksioner fra mit første landsmøde

Søren Harbo
Medlem

Søren Harbo , Politifuldmægtig og formand for DRV Vesterbro/Valby og Kgs. Enghave , 17-09-2007 17:29:59

Et helt igennem lækkert og velfungerende landsmøde fortjener en masse ros.

Kritikken der for nogle punkter ikke kun relaterer sig til selve landsmødet kommer her:

1) Lad afstemningerne være 100% neutrale. Dirigenten behøver ikke oplæse HBs indstilling. Folk kan læse selv.
Det er endvidere vist ikke vedtægtsbestemt at han skal gøre det.
Der er med andre ord ingen gevinst ved den oplæsning.... udover at man har mulighed for at påvirke den tvivlende forsamling i "HB-retning".

2) Udover de ovenfor anførte kommentarer om priserne vil jeg gerne særskilt fremhæve barpriserne til festen. Personligt blev jeg ruineret, hvilket er meget naturligt når 2 Ørbæk flaskeøl koster 86 kr. Hvis nogle skulle få den tanke at gå tidligt i seng eller oprette en smugkro fortænker jeg dem ikke i det.
Kender Nyborg Strand ikke begrebet stordriftsfordele?

3) HB valget er illusorisk. I hvert fald har man som menigt medlem ikke en jordisk chance for at vurdere kandidaterne. Det skyldes både det Henning anfører, men også det faktum at vi ikke får fyldige referater fra møderne. Vi ved ikke hvad de enkelte HB medlemmer har stemt eller sagt i løbet af det sidste år.
Men formentlig en uoverskuelig opgave.

Henning Makholm
Medlem

Henning Makholm , Kasserer i Rødovre Radikale Venstre , 18-09-2007 02:34:15

I stedet for den illusoriske beretningsdebat kunne man måske have et dagsordenpunkt der udtrykkeligt hedder "præsentation af HB-kandidater", hvor hver kandidat får et stykke taletid til at præsentere noget der ligger ham/hende på sinde. Alle kandidater skal enten melde sig skriftligt i forvejen eller mundtligt under dette punkt. Har vi virkelig noget ud af at få HB-medlemmer der først rent impulsivt i løbet af landsmødet beslutter sig for at kandidere?

Der bør nok stadig være et dagsordenpunkt hvor al rosset kan komme til orde vedrørende rigets almindelige tilstand. Ved dette punkt står medlemmer der allerede har anbefalet sig til HB, nederst på talerlisten og nås måske ikke.

En anden ting jeg nu kan huske at have tænkt over: I stedet for lyssignalet med de tre lamper på talerstolen burde der være et digitalt display synligt for taleren som tæller taletiden ned sekund for sekund. Når det når 0:00, slukker mikrofonen automatisk! Dirigenten kan standse nedtællingen hvis talen bliver afbrudt af bifalds- eller mishagsytringer fra salen.

Kåre Regnarsson
Medlem

Kåre Regnarsson , Formand, Hillerød Radikale Venstre , 18-09-2007 21:29:39

Kære Jesper og alle flittige arrangører af landsmødet!

Det er altid spændende at deltage i landsmødet, mingle med meningsfæller og få den nye dosis af sublime radikale spidskommentarer fra Bald & Vestager.
Et forslag: Når nu salen summer af engagerede græsrødder spændt til bristepunktet med praktisk politik, kunne vi så ikke bruge nogle af de mange timer til at lægge nogle ekstra dimensioner til de mange gode forslag, komme med konstruktive modsigelser og praktiske eksempler på udvalgte områder. Et konkret forslag: Lad hovedbestyrelse og/eller resolutionsudvalg udvælge en håndfuld skelsættende resolutionsforslag og sæt en række debatmøder op som erstatning for den lidt tungere og usammenhængende "debat" der finder sted i det nuværende set-up. Det vil være nyskabende, vedkommende og berigende!

Jesper Gronenberg
Medlem

Jesper Gronenberg , Sekretariatschef, Radikale Venstre , 20-09-2007 10:38:09

Mange tak for de mange gode indspark om landsmødets program og afvikling. Resolutionsbehandling, debatformer og dagsordenens sammensætning er vigtige temaer, som indgår i forretningsudvalgets evaluering af landsmødet og dermed i forberedelsen af næste års landsmøde. Vi må naturligvis løbende vurdere, hvordan landsmødet kan forbedres.

Annette Rolsting
Medlem

Annette Rolsting , Med ønsket om en stærkere sundheds- og erhvervspolitisk dagsorden , 21-09-2007 14:14:43


Kære Jesper & Co.

Også herfra er der ros til dette års landsmøde.

Dog vil jeg i forandringens og udviklingens navn fremføre et par kritikpunkter/forslag, som måske kan gøre de kommende landsmøder endnu bedre og mere dynamiske. Nogle af ideerne deler jeg med andre, men så er der nok noget om snakken.

1) Som kreativt parti så manglede dette års landsmøde underholdningen fra RU, eller andre, samt events/happenings, der kunne få folk op af stolene og skabe interesse hos pressen. Vi blev kun reddet af den gode festtale og lanceringen af radikale.net

2) Apropos radikale.net så hører jeg også til dem, som mener, at det vil være oplagt at bruge dette netværk til at diskutere politik, politikudvikling, resolutionsforslag, organisationsudvikling mv. Det er nemt, det er dynamisk og folk får lov til at agere på lige præcis de områder, der interesserer dem, eller hvor de har særlig viden.

3) Ideer. Hvad med speeddating? Her kunne kandidater samt folketings- og HB-medlemmerne mødes med de menige medlemmer og tillidsvalgte og diskutere konkrete emner. Eller tematiske kantmøder, hvor resolutionsforslag kan diskuteres blandt en interesseret skare. Eller en event nede ved vandet, ude på græsplænen eller midt på podiet? Eller hvad med en heftig debat med en ikke-radikal samfundsrevser, forsker, globetrotter eller ildsjæl. Det kunne da være med til at åbne op for debatten.

Glæder mig til næste års landsmøde samt de øvrige radikale aktiviteter!

Annette

Jonas Nøhr
Medlem

Jonas Nøhr , Radikal Hippie , 27-08-2008 23:46:24

Jeg vil gerne med, me har pisse svært ved at få mig tildmeldt

kh

Jonas


Jesper Gronenberg
Medlem

Jesper Gronenberg , Sekretariatschef, Radikale Venstre , 28-08-2008 00:04:18

Kære Jonas,

Du går ind på radikale.dk under landsmødet og tilmelder dig via login på medlemsnetværket.

De bedste hilsner

Jesper


Du skal være logget ind for at anbefale. Log ind
Du skal være logget ind for at oprette relationer. Log ind
Du skal være logget ind for at skrive beskeder. Log ind
Om indlægget

Jesper har tagget med:

landsmøde , evaluering

Der er ingen personer på denne liste endnu.