Sats på cyklisme
11-04-2008 12:26:49
-
4 kommentarer
CO2-udledningen stiger, miljøet lider og danskerne bliver mere og mere usunde. Det sker blandt andet, fordi regeringen i alt for mange år har nedprioriteret cyklismen. Derfor vil Radikale Venstre nu forbedre forholdene for de danske cyklister. Det skal være nemt og sikkert at cykle i Danmark, det skylder vi både danskerne og miljøet.
Sammen med Socialdemokratiet og SF har Radikale Venstre derfor fremsat et beslutningsforslag, der skal sikre bedre vilkår for cyklismen i Danmark.
Det skal gøres nemt og sikkert at cykle i Danmark. Det skylder vi både os selv og naturen. Hverken socialt, miljømæssigt eller økonomisk har vi råd til ikke at satse på cyklisme. I dag er alt for mange danskere overvægtige og naturen har åndenød på grund af b.a. bilernes CO2-udslip.
Hver dag spilder vi millioner af kroner og oceaner af tid på at sidde fast i køer på motorvejene. Den ventetid kunne bruges meget bedre enten sammen med familien eller på arbejdsmarkedet.
Ved at cykle mere, kan vi spare omkring 20 procent af benzinforbruget og CO2-udslippet, og alene i københavnsområdet koster ventetiden på vejene samfundet op mod 6 milliarder kroner om året.
CO2-udledningen fra transportsektoren stiger, vi spilder altså milliarder af kroner i køer på vejene og vi kan som nævnt se, at flere og flere danskere bliver overvægtige og usunde. Det burde have fået advarselslamperne til at blinke på fuld drøn hos regeringen, men desværre har de ikke taget advarslerne alvorligt. Derfor vil vi med beslutningsforslaget i Folketinget hjælpe regeringen til at indse, at det på alle måder kan betale sig at satse på cyklisme i Danmark.
Beslutningsforslaget indebærer blandt andet, at der i perioden 2008-2012 afsættes 250 millioner kroner til nye cykelbyer og 50 millioner kroner om året til kommunale cyklismeinitiativer som eksempelvis sikring af børn, der cykler til skole.