Hvis man placerede en uvildig iagttager, så vedkommende kunne danne sig et samlet billede af dansk kulturpolitik – eller rettere sagt regeringens kulturpolitik - ville den følgende beskrivelse formodentlig ikke være særlig imponerende.
Nok snarere tværtimod. Der ville formentlig tegne sig et billede af et decideret forretningsministerium uden væsentlige initiativer, uden nogen identificerbar holdningsmæssig tilgang, uden noget særligt ”drive” og helt uden vilje til at tage de nødvendige slagsmål med omverdenen. Et ministerium, der ikke er villig til at slås for kulturen i kamp mod fx finansministeriet og andre dele af regeringen eller de mere og mere dagsordenssættende medier, der kun målet kvalitet i kunst- og kulturlivet på seer- og læsertal.
Der ville også tegne sig et billede af en regering og en minister, der på kulturens område er mere optaget af at gøre sit parlamentariske grundlag tilpas, end af at forholde sig til udfordringerne. Uanset hvor lavt det måtte betyde, at man placerer ambitionens overligger.
I Carina Christensens tid er der stort set ikke sat nogen egentlig ny kulturpolitisk dagsorden. På en række områder er indsatsen blevet svækket:
- musikskolerne stagnerer af samme grund mange steder med det over tid faldende statslige bidrag.
- de rytmiske spillesteder er flere steder truet på deres eksistens og aftalerne med spillestederne er udformet, så kommuner og spillesteder ikke må fravige indholdet, mens staten med et pennestrøg kan løbe fra sine tilsagn.
- billedkunsten har fået fjernet det statslige engagement fra vigtige elementer i fødekæden.
- det statslige procentuelle bidrag til finansiering af hver enkelt af en lang række af vore små teatre og egnsteatre er faldet med ca. en femtedel.
- kulturministeren har indirekte mindsket sin opbakning til væsentlige kulturinstitutioner og kulturtilbud i provinsen – eksemplificeret ved Det jyske Ensemble. Kulturinstitutioner og –tilbud som ofte er livsnerve i store regionale områder og i forhold til børn og unges mulighed for at opleve høj kvalitet. Det nævnte eksempel er en følge af helt utilstrækkelige midler til fagudvalgene under Statens Kunstråd.
- et andet svigt er de helt urimelig små beløb, der i dag reelt er til rådighed som frie midler til nye initiativer og udvikling af musik, teater og billedkunst under det selv samme kunstråd.
- og kulturministeren har stort set ladet oplagte potentialer inden for design, arkitektur, kunst og erhverv, sejle sin egen sø.
Hvad har ministerens svar været til udfordringerne? Jo, vi har fået ”Kultur for alle”, der i bedste fald er relativt tomme erklæringer uden økonomisk back-up. Og i værste fald et redskab til yderligere detailstyring af en del af kommunernes kulturliv. En styring der samtidig indeholder en helt urimelig grad af administration, papirflytning, alenlange processer og voldsom bureaukratisering, hvor det administrative besvær slet, slet ikke står mål med et stadig faldende statsligt økonomisk engagement.
Radikale Venstre vil hellere udstikke en helt anden kurs:
- større dispositionsfrihed og mulighed for tværgående prioritering indenfor kulturområdet decentralt af nogle af de statslige midler – først og fremmest til udvikling af nye initiativer.
- fastholdelse af et solidt og sikkert grundlag for finansiering af rytmiske spillesteder, små teatre, egnsteatre, og lignende.
- sikre nye og innovative statslige initiativer i store sager og investeringer, f.eks. de kunstneriske uddannelser, i opbakning til valg af kvalitet og at alt derfor ikke er lige meget værd, i styrkelse af samarbejdet mellem kunst og erhverv, mere central placering af design i alle sammenhænge og større engagement i forbindelse med skabelse af banebrydende arkitektur,
- ligesom vi ville udøve store bestræbelser på, og bruge det nødvendige politiske knofedt for at skabe en bred politisk opbakning og et bredt politisk ejerskab i hele det kulturelle landskab, til udvikling af det kunst- og kulturliv, der efter vores opfattelse har så enorm betydning for en positiv menneskelig og samfundsmæssig udvikling af det danske samfund.