Jeg har været medlem af DRV siden min 18 års fødselsdag – april 2004. Siden har jeg været aktiv i Mariagerkredsen indtil jeg flyttede til Århus og senere Amager.
Politik er arenaen, hvor mennesker mødes for at skabe en fælles verden. Videnskaben kan bidrage med viden om menneskets behovs struktur samt menneskers interaktionsmønstre. Den gode politik sigter på at hjælpe mennesket med at udfolde sit potentiale og henter sin erfaring i videnskaben.
Maslows behovspyramide fortæller en historie om menneskets behov. Mennesket har fysiske, sikkerhedsmæssige og sociale behov. Dernæst har mennesket behov for påskønnelse og øverst selvrealisering. Problemet med pyramiden er, at Maslows påstand er, at den skal fyldes op nedefra. Dette er ikke nødvendigvis sandt. Historier om mennesker, der ofrer livet for en ægtefælde, en ven, eller et fællesskab høres af og til – ofte portratteres disse mennesker som helte. Historier om mennesker, der ofrer livet for en idé høres også ofte – et eksempel er mange af de mennesker, der døde under 2. Verdenskrig. Maslows behovspyramide giver altså ikke nogen direkte svar på, hvordan behovene skal prioriteres.
Det Maslows behovspyramide kan bruges til er at forstå det brugbare i konservatisme, liberalisme, republikanisme, ja, faktisk et hvilket som helst synspunkt, som mennesker kan finde på at forsvare. Jeg vil lige fremhæve dem, jeg synes er vigtigst:
Konservatisme: Tryghed er et menneskeligt behov.
Liberalisme: Ejendomsret (tryghed), ytringsfrihed (selvrealisering), privatlivets fred (tryghed), kontraktsfrihed (selvrealisering) er menneskelige behov.
Republikanisme: Følelsen af at tilhøre noget større (selvrealisering) er et menneskeligt behov.
Socialisme: Mad, drikke og ordentlige arbejdsvilkår (fysiske behov) er menneskelige behov.
Hvordan afvejes disse behov? Det synes klart, at behovene kan kollidere, vi bevidner jo faktisk disse kollisioner hver dag i mediernes dækning af politik. Dette er et emne, jeg gerne vil undersøge nærmere, men indtil videre kan jeg konkludere, at der et den utilitaristiske tilgang, der går efter at maksimere lykken. Denne tilgang har sine klare ubehageligheder. Vurderingen af de enkelte behov på komme an på en afvejning i den konkrete sammenhæng. Etik kan ikke sættes på formel. - og dog - det kategoriske imperativ er ret godt.
Afvejningen foregår i demokratiet, der er konfliktmægler. I konfliktmæglingen er debatten central for et resultat, som har størst mulig opbakning. De demokratiske institutioner sikrer en kontinuitet og faste spilleregler, som kan bruges i nødstilfælde, men hvis frugten af demokratiets potentiale skal høstes, så må den gode debat til.
Den gode demokratiske debat er altså ganske central. Derfor er det af højeste vigtighed at der findes et civilsamfund hvor græsrodsbevægelser realiserer folkeligheden, dvs. den folkelige debat, samt at der opretholdes en offentlig sfære.
En offentlig sfære er ikke en selvfølge. Den kræver tillid mellem de mennesker, der indgår i institutionen. Hvis tilliden er væk, smelter privatsfærerne og den offentlige sfære sammen, og mennesker føler, at debatindlæg er personangreb. Dette har vi set gradvist i udlændingedebatten og i særdeleshed efter Muhammedtegningerne. Det kan ikke længere lade sig gøre at tegne Muhammed i den offentlige sfære, for i det øjeblik Muhammed bliver tegnet i en avis, så følges den af konnotationer af et personangreb og privatsfæreren belejrer den offentlige sfære. Derfor er gensidig respekt og hensyntagen af højeste vigtighed i en offentlig debat såvel som mellem to mennesker.
En offentligt sfære kan kun eksistere, hvis der er tillid. Dette hænger sammen med social kapital. Social kapital kan opbygges. Dette kan ske ved, at borgerne møder hinanden og laver fællesprojekter. Derfor er republikanismen og dens etablering af en fælles sag af stor værdi for den offentlige sfære, demokratiet og menneskets trivsel.
Men vil republikanismen altid indbefatte etnocentrisme og eksklusion, selv om den er åbent defineret i samfundets højeste intellektuelle lag? Det vil jeg også undersøge.
Hvad er vores største ideologiske udfordring? Hvad skal vi kæmpe imod? Hannah Arendt taler om farlig politik som politik, der ikke har mennesket som mål. De totalitære ideologier er kendetegnet ved, at de alle kæmper for en idealtilstand. I kampen for idealtilstande kommer mennesket altid i klemme, for mennesket passer ikke ind i systemer, der er utænkt ud fra et bilede af mennesket, som ideologen måtte have. Den farlige politik er ofte kendetegnet ved en tale om ’menneske’ i stedet for det konkrete menneske. Den farlige politik er uetisk politik, i det den tingsliggør mennesker og ser dem som middel.