Af: Christina Bach Harboe, International Ordfører, Radikal Ungdom og Jonas Lybech Jensen, Leder af Radikal Ungdoms menneskerettighedsprojekt i Egypten
Politiken har en stor og ærefuld historie. Politiken har altid gået imod undertrykkelse og irrationalitet, de har stået for kvindekamp, religionslighed, bekæmpelse af fattigdom. Vi tvivler ikke på, at Viggo Hørup, Edvard Brandes og Georg Brandes ville stille sig på Politikens side imod fremmedhadet i dagens Danmark. Nu er Politiken med Muhammed-forliget blevet en global snarere end en dansk aktør. Vi opfordrer til at Politiken og alle velmenende danskere gør sig klart, hvilke personer de bakker op om og hvilke de undergraver, når de involverer sig i politik med grupperinger fra andre lande.
Vi arbejder begge som ungdomspolitikere aktivt i Egypten for dialog, menneskerettigheder og bekæmpelse af undertrykkelse, men vores erfaringer kunne sandsynligvis stamme fra ethvert andet muslimsk land. Vi arbejder sammen med unge mennesker, der meget vel kan blive Egyptens Viggo Hørup, Edvard Brandes og Georg Brandes, vi hjælper dem så godt vi kan, for vi sympatiserer med deres sag. De arbejder for civile, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder I et land med større politiske, sociale og religiøse spændinger end vi kan gøre os begreb om, er de dé mennesker der med ordet som våben kæmper kampen imod undertrykkelse. Derfor er det kilde til stor frustration, når vi oplever Politiken undergrave den platform, som vores egne kampfæller i Mellemøsten står på. Politiken gør fejl i at opfatte forliget som et skridt i retning af forsoning med ”den muslimske verden”. ”Den muslimske verden” har konservative og progressive, som Danmark havde det for 100 år siden. Når Politiken indgår forlig med ”den muslimske verden”, så er det ikke en udstrakt hånd til vores mellemøstlige åndsfæller, det er ammunition i hånden på deres undertrykkere.
Menneskerettighederne er under stærkt pres i Egypten – meget mere end 10 Muhammedkriser kan presse ytringsfriheden i Danmark. Denne undertrykkelse har en faktisk betydning i en ung håbefuld egypters hverdag. Det er vores overbevisning, at Politiken i fremtiden bør overveje om de i forsoningen med mellemøstens konservative grupperinger undergraver reformkræfternes muligheder for at skabe fremskridt i deres hjemlande. Fremskridtets voksne og unge bannerførere i Egypten har brug for vores støtte. De har brug for, at vi insisterer på ytringsfriheden. De har ikke brug for, at vi indgår aftaler med mellemøstens konservative kræfter. Når vi indgår venskabelige aftaler med konservative fra mellemøsten så legitimerer vi deres magt i deres hjemlande og vi giver vores åndsfæller i de mellemøstlige samfund ringere betingelser for kampen imod undertrykkelse.
Vi har sympati for Politikens intentioner samt Politikens mod til at tage ansvar for en svær beslutning. Som radikale kan vi tilslutte os Politikens vilje til at give indrømmelser til gengæld for forsoning. Men kampen imod undertrykkelse må altid komme før forsoning og indrømmelser, for forsoning og indrømmelser er undertrykkerens paradis, den undertryktes helvede. John Stuart Mill har skrevet følgende: ”A man who has nothing which he is willing to fight for, nothing which he cares more about than he does about his personal safety, is a miserable creature who has no chance of being free, unless made and kept so by the exertions of better men than himself.” I Egypten har de progressive kræfter meget at kæmpe for. Vil Politiken støtte de progressive kræfters kamp imod undertrykkelse eller vil de kæmpe for forsoning mellem Danmark og mellemøstens konservative kræfter?