Vi skal tænke mere originalt, hvis vi skal have mediedækning af vores events, tænkte jeg da jeg stod i kulde med netstrømper, hotpants og stor hat ved busterminalen på Rådhuspladsen og prøvede at mande mig op til en ligestillingssang sammen med Lone Dybkjær og andre kvindelige folketingskandidater.
Det var koldt, jeg var sent på den fordi et vælgermøde på Københavns Åbne Gymnasium var trukket ud, de andre havde allerede stået og frosset et stykke tid - og der var ingen journalister til stede og ingen fotograf.
Skulle vi gennemføre vores ligestillingsevent, hvor vi ville entre en bus og ligesom i 70'erne forlange kun at betale 80% af billetprisen, fordi kvinder får så meget mindre i løn end mænd? Nej, det skulle vi ikke. For hvorfor genere stakkels buspassagerer og chauffører, hvis det alligevel ikke kunne kaste lys hverken over ligestillingssagen eller på os som radikale kandidater.
Så vi pakkede vores spraglede hatte, hotpants og netstrømper samt lange støvler sammen igen og gik med uforrettet sag og kolde næser hjem eller videre ud i valgkampen. Vel vidende, at kvinder i 2007, 30 år efter rødstrømpernes storhedstid, får 18-19 % mindre i løn end mænd på tilsvarende uddannelsesniveau.
Her er den enkle og enfoldige sang, vi ville have sunget:
Mel: Sådan var det ikke i 90'erne
Sådan gjorde de også i 70’erne
De sagde skidt med kontroverserne
Bare vi får
en løn som vi kan leve af og –
vi foreslår at mænd og kvinder får det samme (ritardando)
Sådn sang de også i 70érne –
Vi gentar gerne alle versene –
VI betaler kun
hvis vi får en løn
lissom den som mænd’ne får
I gamle dage var der
en kamp for ligeløn
Det burde være fortid
men det er det ingenlund´
Som kvinder skal vi føde og amme, ved du nok
Men ikke knokle gratis så nu siger vi STOP
Sådan sagde de også i 70´erne (osv.)…