Et af de helt store medieemner i de sidste par dage har naturligvis været, at de 17 euro-lande i EU nu har besluttet at stifte en finanspolitisk union. Sammen med de 17 eurolandes beslutning har disse tilkendegivet, at de resterende 10 EU-lande er velkomne til at tilslutte sig unionen.
Idéen er sådan set udmærket, idet det herved bliver traktatfæstet, at de deltagende lande skal føre en ansvarlig finanspolitik. Så det er fint nok.
Imidlertid er der i kølvandet på denne nyhed fulgt en underlig pseudo-holdning blandt både danske og udenlandske politikere. Det fremstilles nemlig fra flere sider sådan, at en finanspolitisk union vil kunne bidrage markant til at redde den stærkt truede fælleseuropæiske valuta, euroen. Det kan den også. Men kun på sigt. Ikke nu og her.
En finanspolitisk union er nemlig ikke noget, der sådan bare lige kan implementeres i en håndevending. Det vil tage lang tid, før en sådan er operationel. Til gengæld kæmpes euroens overlevelseskamp nu og her, og der hjælper en finanspolitisk union således ikke.
Det, der nu og her er brug for, er det, som ganske svulstigt er blevet omtalt som en ”finansiel bazooka”. Ved dette udtryk forstås der en umiddelbar og øjeblikkelig finansiel løsning på den europæiske statsgældskrise således, at renterne på de særligt hårdt ramte landes statspapirer (f.eks. Italien, Spanien, Portugal, etc.) falder. Populært sagt kan man sige, at statsgældskrisen nu er blevet så dyb, at der simpelthen er behov for, at de pågældende lande møder ”Manden med papkassen” således, at markederne atter får tillid til, at de pågældende lande ikke går statsbankerot. Og dette behov imødekommer den finanspolitiske union ikke.
Derfor tror jeg desværre, at det er et spørgsmål om kun få dage tid, før de europæiske ledere bliver nødt til at mødes igen. Jeg tror, at den kommende uge vil byde på særdeles kraftig og alvorlig uro på finansmarkederne.
Og situationen er efterhånden kommet så meget ud af kontrol, at der i mine øjne kun er én ”nu-og-her”-måde at holde hånden under euroen på. Og det er, at ECB foretager nye og massivt store opkøb af statsobligationer. En sådan løsning er dog ikke holdbar i længden, idet dette blot svarer til at lade seddelpressen løbe løbsk. Og det har man historisk set endog meget dårlige erfaringer med.
Hvis euroen skal – eller måske rettere – kan reddes, er der derfor behov for, at politikerne reagerer meget hurtigt.
Ellers dør euroen.