I dagens udgave af Kristeligt Dagblad kan man læse et læserbrev af landets kirkeminister Manu Sareen.
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/447078:Debat--Sareen--Der-er-absolut-ingen-planer-om-at-skille-kirke-og-stat
Heri fastslår ministeren ganske klart, at regeringen ikke ønsker at adskille Stat og Kirke. Med andre ord skal den Evangelisk-Lutherske Kirke vedblive at være landets folkekirke.
Personligt kan jeg godt leve med denne ordning, endskønt jeg egentlig ikke synes, at det sømmer sig for et samfund, der som det danske så småt må betragtes som multikulturelt, at have en statsreligion. Men nuvel – over 70 % af landets befolkning er jo medlem af Folkekirken. Så lad nu Guds fred være med det.
Dermed er dette spørgsmål reelt uddebatteret. Og således ligger fremtidens kirkepolitiske grundlag fast.
Men i samme moment, at denne konklusion er draget, bør følgende spørgsmål umiddelbart herefter stilles: Hvordan skal fremtidens folkekirke se ud?
Det er helt sikkert en meget lang diskussion, hvor der er rigtigt mange hensyn, der skal tages.
Et helt centralt aspekt af denne diskussion er spørgsmålet om, hvorvidt Folkekirken skal have sin egen forfatning? Dette lægges der nemlig mere eller mindre op til i Grundlovens § 66.
Spørgsmålet har efterhånden været drøftet gennem generationer. Også for nyligt. Personligt, vil jeg dog ikke skjule, at jeg er meget skeptisk overfor denne tanke. Årsagen til dette er, at jeg simpelthen er bange for, at Folkekirken herefter vil blive styret af et flertalsdiktatur.
Folkekirken skal efter min mening ikke bygge på flertalsdiktatur. Den skal til gengæld bygge på Frisind. Og på erkendelsen og anerkendelsen af, at vi, der er medlemmer af Folkekirken, ikke nødvendig hver især tror på samme måde.
Groft sagt kan man vel sige, at der findes to vidt forskellige grundsynspunkter mht., hvad Folkekirken skal være. Det ene synspunkt lægger til grund, at det er den Evangelisk-Lutherske Kirke, der er Danmarks folkekirke. Her betones Luthers teologi med dens klare udgangspunkt i Evangeliet. Man ønsker med andre ord at gøre klart, at Folkekirken er Evangelisk-Luthersk. Til forskel fra de andre protestantiske kirker, f.eks. Den Reformerte Kirke, Baptist-kirken, Metodist-kirken eller en anden protestantisk kirke. Folkekirken er heller ikke Romersk-Katolsk. Eller Ortodoks i nogen afskygning. Nej, her til lands har den Evangelisk-Lutherske Kirke den fortrinsret frem for andre kirker, at den er folkekirke.
Heroverfor står et noget andet synspunkt: Folkekirken er en fysisk statslig institution, indenfor hvilken kirkelige handlinger finder sted. Her er det Evangelisk-Lutherske stærkt nedtonet, endog måske reelt tæt på ikke-eksisterende. Man er kristen på den måde, man selv ønsker det. Og Bibelen er en bog, der kan være god at læse i, hvis man altså har smag for den slags. Og hvorvidt man kan lide Martin Luthers teologi, kommer sig ikke så nøje.
Folkekirkens mange fløje deler sig i større eller mindre grad efter disse to grundsynspunkter. Førstnævnte synspunkt deles f.eks. af Indre Mission, Luthersk Mission, Tidehverv, diverse højkirkelige foreninger osv. Sidstnævnte synspunkt deles derimod af Grundtvigianere i diverse afskygninger samt af mange af de medlemmer af Folkekirken, der ikke har nogen afklaret teologisk orientering.
Jeg vil tone rent flag. Jeg hører til den sidstnævnte skare. I mine øjne skal Folkekirken være for alle. Også selv om man til tider fra modsynspunktets side hører anført, at Folkekirken dermed bliver en ”religionsanstalt”. Grundtvigs ord om ”Frihed for Loke såvel som for Thor” bør efter min mening være kirkens grundsten.
Og det frygter jeg, at de ikke kan være, hvis Folkekirken får sin egen forfatning, eventuelt med en demokratisk medlemsvalgt synode som kirkens styrende organ.
Den kendsgerning, at Folkekirkens lovgrundlag altid har været givet fra Folketingets side, har tvunget dens mange retninger til at sameksistere. Og Folketinget har til alle tider haft held og dygtighed til at fungere som opmand i de tilfælde, hvor kirken har været i indre strid. Derved er en unik intern balance i Folkekirken blevet opretholdt stort set uden, at nogle af de kirkelige retninger endnu har forladt kirken. Derved fremstår Folkekirken faktisk som en fremragende rollemodel for resten af samfundet.
Imidlertid frygter jeg, at hvis Folkekirken gives selvstyre, så vil denne delikate balance forsvinde. Jeg frygter, at afstanden mellem Folkekirkens fløje vil øges, fordi den ikke længere vil have Folkekirken som opmand. Og jeg er bange for, at dette vil lede til intern splittelse i kirken og flertalsdiktatur i dens demokratisk medlemsvalgte forsamlinger.
Og derved kan Frisindet ikke længere være Folkekirkens grundsten. Og dermed kan Folkekirken ikke længere være for alle.