Debatten om Tobin-skatten raser fortsat. Så sent som i indeværende weekend har den tidligere socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen (suppleret af to andre tidligere socialdemokratiske ministre) været ude og kritisere regeringen for dens meget klare afvisning af Tobin-skatten. Derudover har Jens Jonathan Steen fra CEVEA været ude med en meget målrettet og hård kritik af Det Radikale Venstre, der jo er det parti i regeringen, der har ført an i den kategoriske afvisning af Tobin-skatten.
Personligt synes jeg, at Tobin-tilhængernes argumenter i vid udstrækning er direkte usaglige. De har ofte en meget streng dogmatisk - for ikke at sige religiøs - karakter. Tilhængernes formål med denne skat (samt analyserne bag dette) stritter som regel i 117 forskellige retninger således, at det er svært at blive klog på, hvad man egentlig vil opnå med sin skat.
Det er som bekendt økonomen James Tobin, der har udviklet idéen bag Tobin-skatten. Tobins eget formål med denne skat var at mindske incitamentet til kortsigtet valutaspekulation, for derved at skabe mere stabile valutakurser. Selv om Tobins idé altså tager udgangspunkt i valutaspekulation, er der for så vidt intet principielt i vejen for at overføre idéen til finansspekulation således, at denne skat skal betales ved alle finansielle handler.
Men for det første fører Tobin-tilhængerne efter min bedste vurdering reelt intet ”bevis” for, at finansmarkederne skulle være decideret plaget af kortsigtet finansspekulation. F.eks. er ingen af de danske pengeinstitutter, der er krakket gennem de sidste 3-4 år, gået ned pga. kortsigtet finansspekulation. Og for det andet kan finansspekulation og valutaspekulation ikke sammenlignes direkte. Ved finansspekulation kan det aktiv, der handles med, være afledt af et underliggende aktiv. I så fald er der tale om et finansielt instrument (et derivat). Dette er aldrig tilfældet mht. valutahandel. Her findes der aldrig noget underliggende aktiv.
Som sagt er det ikke lige til at se, hvad det er, Tobin-tilhængerne vil opnå med deres forslag. Men man bemærker jo i hvert fald, at forslaget stilles midt i en tid, hvor vi befinder os i en dyb krise.
Derfor er det relevant at forholde sig til både, hvad den nuværende krise skyldes, og hvad der fra lovgivernes side kan gøres for, at kriser som den nuværende kan forebygges.
Den nuværende krise skyldes først og fremmest de voldsomme liberaliseringer mht. finansiering af fast ejendom, der er foretaget i de seneste ca. 15 år. Dette gælder i Danmark. Og det gælder også i mange andre lande, f.eks. USA, Irland, osv.
Dette har medført, at der i mange lande er opstået en ejendomsboble. Og det er den, der har trukket tæppet væk under de ca. 10-15 danske pengeinstitutter, der er krakket siden 2008. Og næranalyserer man hvert af disse krakkede danske pengeinstitutter, vil man se, at de alle har haft for store og hasarderede udlån til især ejendomsudvikling og landbrug.
Det er derfor indenfor lovgivningen vedrørende finansiering af fast ejendom, at der fra regeringens side bør sættes ind.
For mig at se har en afgørende katalysator, for at der kunne opstå en ejendomsboble i Danmark, været, at man i høj grad er gået væk fra det klassiske danske realkreditprincip. Her vil jeg gerne henlede opmærksomheden på et glimrende debatindlæg her på Radikale.net, der i efteråret blev skrevet af den Radikale folketingskandidat Mathias Kryspin Sørensen:
http://www.radikale.net/mathias-kryspin-soerensen/indlaeg/2011/11/04/faerre-og-mindre-risikable-laan-til-boligejerne
Her foreslår Mathias en lang række stramninger på realkreditområdet. Og man kunne som vælger godt ønske sig, at emnet fik langt større opmærksomhed i den almene politiske debat, end det gør pt.
Om reglerne skal udformes helt præcist på den måde, som Mathias her foreslår, kan selvfølgelig diskuteres. Men jeg er ikke i tvivl om, at implementeredes Mathias’ forslag, ville man i nogen grad vende tilbage til det klassiske realkreditsystem, der i mange år, dels sikrede en mere stabil prisudvikling på ejendomsmarkedet, og dels sikrede billig boligfinansiering til umådeligt mange danskere. I mine øjne kunne man endda sagtens overveje helt at forbyde visse af de ”nye” låntyper, f.eks. flex-lån og afdragsfrie lån.
Skal man i Danmark tilbage til det klassiske realkreditsystem, fordrer dette, så vidt jeg kan se, også, at man går væk fra den nuværende ordning, hvor man tillader, at realkreditinstitutter enten ejes af pengeinstitutter eller ejer pengeinstitutter. Denne sammenfiltring har efter min mening ikke været samfundsgavnlig, og det bør overvejes at tvangsadskille disse to finansielle områder således, at en finanskoncern ikke på én gang må drive pengeinstitut- og realkreditvirksomhed. I den forbindelse vil jeg gerne erindre om, at de gamle kreditforeninger jo oprindeligt var kooperative non-profit-foretagender, ligesom de gammeldags garant-sparekasser principielt fortsat er.
I de debatter, der har været ført angående Tobin-skatten, har det slået mig, at man fra Tobin-tilhængernes side har været uhyre optaget af pengeinstitutternes rolle i den nuværende krise. Dette fokus er rimeligt nok, også selv om Tobin-tilhængerne analyserer krisen fundamentalt forkert. Derfor er det helt på sin plads, at man fra EU’s side pt. er i fuld sving med at stramme kapitalkravene til pengeinstitutterne således, at et pengeinstitut på helt overordnet virksomhedsplan bliver nødt at operere med en lavere gearing. Det må trods alt – i lyset af krisen - nok siges at være tiltrængt.
Tobin-skatten er en håbløs idé, der intet vil gavne. Men implementeres de tre ovenstående forslag….
• hel eller delvis afskaffelse af de ”nye” låntyper indenfor finansiering af fast ejendom (f.eks. flex-lån og afdragsfrie lån).
• tvangsadskillelse af realkredit- og pengeinstitutvirksomhed
• strammere kapitalkrav til pengeinstitutterne
…vil man i langt højere grad kunne undgå, at der i fremtiden i Danmark opstår ny kæmpekriser, som den vi oplever pt.