Under overskriften ”Farvel til Keynes” finder man på Dagbladet Informations hjemmeside i øjeblikket en artikel, hvori tre danske professorer ovenpå vedtagelsen af Finanspagten gør sig nogle yderst relevante overvejelser vedrørende de kommende års økonomiske politik i Danmark og resten af EU.
http://www.information.dk/292185
To af de citerede professorer – Jesper Jespersen og Niels Kærgård – går alment for at tilhøre centrum-venstre-delen af det økonomisk-politiske spektrum, med Jespersen som den klart mest venstreorienterede. Den sidste professor, der medvirker i artiklen, Peter Birch Sørensen er mere mainstream og borgerlig-liberal i sit økonomisk-politiske approach.
Som reaktion på vedtagelsen af Finanspagten er Jespersen og Kærgård ganske klare i mælet. Finanspagten vil betyde et farvel til keynesianismen. Muligheden for i årene fremover at føre klassisk ekspansiv finanspolitik vil være yderst begrænsede. Heri er Birch Sørensen dog kun delvis enig.
Keynes’ teori har især i Norden i årtier dannet basis for den førte økonomiske politik. Og Keynes har fundet anvendelse både i Socialdemokratierne og blandt de borgerlige partier.
I Danmark har det været sådan, at selv om Lars Løkke Rasmussens VK-regering med daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen i spidsen førte en endog særdeles ekspansiv finanspolitik, har det i de senere år kun været centrum-venstre-blokken, der åbenlyst og offentligt har bekendt sig til den eksplicit ekspansive finanspolitik, som vi kender den fra Keynes. Og især Socialdemokratiets og SF’s valgprogram ved sidste folketingsvalg bar tydeligt præg af Keynes.
Derimod har Liberal Alliance og Det Radikale Venstre kappedes om at være det parti, der har distanceret sig mest fra Keynes - det første parti dog lidt mindre diskret end det sidste. Som en logisk konsekvens heraf, ligner disse to partiers økonomiske politikker således også hinanden ganske meget, omend der er nuancer. Begge partiers økonomiske politikker er borgerligt-liberale, og inspireret af dem, som Jesper Jespersen lidt nedsættende ofte omtaler som ”ligevægtsøkonomerne”.
Personligt er jeg i al væsentlighed enig med de to røde professorer, Jesper Jespersen og Niels Kærgård. Med vedtagelsen af Finanspagten er det reelt slut med Keynes. Ganske vist kan jeg da godt se, som jeg i øvrigt også synes, at Peter Birch Sørensen slår lidt på, at man om en del år atter vil kunne føre ekspansiv finanspolitik ”i en light-udgave”. Men jeg er ikke nødvendigvis anti-keynesianer, og der er med Finanspagten taget en stor del af fleksibiliteten ud af de kommende års danske finanspolitik. Jeg er som helhed tilhænger af Finanspagten. Men dette er helt klart et relevant og sagligt kritikpunkt. Danmark har, i EU’s stræben efter at gøre de næste adskillige års økonomiske politik hamrende borgerlig-liberal, mistet et vigtigt værktøj i sin økonomisk-politiske værktøjskasse: den klassiske keynesianske ekspansive finanspolitik.
Noget andet er så, at det, der i de næste mange år vil være brug for i Danmark og resten af EU, netop vil være den hamrende borgerlig-liberale økonomiske politik. Og det sikrer Finanspagten, at der føres.