internationale folkeskoler - yes please
14-08-2008 21:43:37
-
5 kommentarer
3 internationale folkeskoler i København i 2013 er målet
København er en international og mangfoldig by, og det skal også kunne mærkes i folkeskolen. Derfor har vi i det Radikale Venstre lanceret en plan for at skærpe den sproglige og internationale profil for den Københavnske folkeskole. Dansk er vigtigt, men i en globaliseret verden, skal vi kunne flere sprog end blot vores eget. Vi skal derfor tænke meget mere internationalt, når det gælder fremtidens folkeskole.
Konkret foreslår vi, at 3 folkeskoler skal være såkaldte profilskoler med en international/sproglig profil. Her skal der være øget vægt på engelsk og tysk/fransk. Der skal være forsøg med valgfag i store indvandrersprog som fx arabisk, kinesisk, spansk mv. Der skal være støtte til internationalt samarbejde med andre skoler, massiv modersmålsundervisning efter behov, øget fokus på globalisering og det internationale i undervisningen, samt massiv efteruddannelse af lærere, der også skal kunne være uddannet i andre lande.
Planen kommer i forlængelse af, at der allerede i efteråret, som et led i den store Faglighed for Alle-plan, skal findes 3 profilskoler hvoraf én skal have en international profil. Derudover ønsker de radikale over en periode på 5 år at finde yderligere 2 andre skoler.
Vi mangler en sprogpolitik for Københavns Kommune. Sprog åbner døre, men i Danmark ser vi flersprogethed som en forhindring og ikke en fordel, hvilket er ganske utroligt, når vi er så lille et land, som vi er. Folkeskolen er en vigtig platform for at ændre denne holdning.