det handler ikke om rygning - må man ikke stille krav til kunsten?

10-09-2008 20:18:46

Jeg er ikke ryger. Jeg er heller ikke anti-ryger. Jeg har sådan set levet med passiv rygning hele mit liv. Jeg har set og oplevet holdningen til rygning ændre sig. Det er ok, at man ikke ryger, når jeg spiser og når jeg arbejder. Det er fint man laver regler jo, jo. Men det kan da altid diskuteres hvor langt man skal gå. Hvis man fx ikke engang må ryge en cigar på scenen i 4 minutter under en forestilling, så tror jeg de fleste trækker på smilebåndet. Det er slet ikke derfor jeg er rystet over den kampagne som Kim Larsen og andre kunstnere poster mange mange penge i for tiden. Det der ryster mig, er den selvoptagede arrogance som kampagnen repræsenterer. En arrogance overfor de 10.000 andre ting man som oplyst kunstner i dagens Danmark hellere kunne bruge tiden, ressourcerne og sin opsparede vrede på. Lad mig nævne: Handlede kvinder i Vesterbros kældre, asylbørn som vi stadigvæk sviner, på trods af at selv Søren Krarup har indrømmet at den er ikke for god. Eller hvad med den kendsgerning, at Danmark er i krig for første gang siden 1864, hvor unge mennesker må lade livet – for hvad? Der er nok at tage fat på i Danmark år 2008. Det er i sådanne tilfælde at vi har brug for kunstnere, til at provokere og skabe eftertanke. Kan man ikke stille den slags forventninger til kunstlivet? Hvad er det en dygtig kunstner kan? En dygtig kunstner kan bevæge sig imellem flere emotionelle lag, kan beskrive og fortolke følelser. Men ligeså vigtigt. Det kunsten kan, som almindelig dansk leverpostejs-politik ikke kan, det er at sætte sig i andres sted! Det savner jeg at flere danske kunstnere ville gøre i disse år. Så man kunne spørge: ”Hvad med lige at slukke smøgen i 5 minutter og kigge ud over næsetippen drenge?” Gesundheit macht frei? Mein Gott in Himmel!