Klaus Bondam

Klaus Bondam

Radikal teknik- & miljøborgmester i Danmarks hovedstad

Antal relationer 48
Anbefalet af 4
Medlem

København - Årets Cykelby

06-10-2008 10:33:32

Hver eneste dag bliver der cyklet 1,2 mio. kilometer i København. Det svarer til, at københavnerne til sammen kører ca. 30 gange rundt om jorden hver eneste dag. Hver tredje københavner cykler til arbejde eller uddannelse, og det gør København til den by i Danmark, som har den største andel af cyklister. Alle de københavnere, der hver dag uanset vejr og vind svinger sig op på cyklen, er den vigtigste årsag til, at København i fredags blev kåret som Årets Cykelby.

 

Dansk Cyklist Forbund udnævner blandt andet København som årets cykelby, fordi vi i København, trods den modsatte udvikling i resten af landet, har formået at friste københavnerne til at cykle mere og mere. Bryggebroen og Åbuen over Ågade er fornemme eksempler på, hvordan indretning af byen og cykelinfrastruktur er blevet kombineret og prioriteret højt. Cykelforbindelser behøver ikke være gråt beton. Det viser de grønne cykelruter og muligheden for at cykle langs søerne også. Andre initiativer, der bringer København i top er flere cykelstier, cykelstikort, ombygning af lyskryds, grøn bølge for cyklister på flere større veje og senest forsøget med at indrette Nørrebrogade på fodgængernes og cyklisternes præmisser.

 

Der er sket rigtig meget på cykelområdet de seneste år i vores by og jeg fremhæver også igen og igen, når jeg diskuterer trafikken i byen, at det er de mange cyklende københavnere, der gør at byen endnu ikke er fuldstændig druknet i trængsel og luftforurening. Det er kun flere cyklister og en langt bedre og mere effektiv kollektiv trafik, der kan forhindre, at København drukner i trafik!

 

København har en væsentlig del af æren for, at Danmark stadig fremstår som et af verdens absolut bedste cykellande. Desværre brydes rækken af positive initiativer med dette års budgetaftale. I Ritts budget indgået med VK og O er det især trafiksikkerheden, der bliver sat over styr. I alt 140 mio. kr. spares der på projekter, der ellers skulle have sikret trygheden på cykelstier, i lyskryds, på skoleveje og rigtig mange andre steder.

 

Jeg håber bestemt, at dette budget er en engangsaffære og at vi igen til næste år afsætter de nødvendige midler på cykelområdet, så vi kan arbejde aktivt for at nå målsætningen om at være verdens bedste cykelby i 2015.

 

Kommentarer
Der er ingen kommentarer endnu.
Du skal være logget ind for at anbefale. Log ind
Du skal være logget ind for at oprette relationer. Log ind
Du skal være logget ind for at skrive beskeder. Log ind
Om indlægget

Klaus har tagget med:

cykler , københavn , budget

Der er ingen personer på denne liste endnu.