Befriende indlæg om ansættelse af velkvalificerede indvandrere

01-01-2008 09:50:11

I den radikale debat hører man jævnligt det argument, at vi skader 3. verdens lande ved at ansætte velkvalificerede mennesker derfra i Danmark, fordi man intuitivt tænker, at landet selv har brug for de personer. Denne argumentation holder bare ikke for nærmere analyse, og Berlingske har i dag et godt indlæg, hvor denne pointe understøttes:

Danmark skal sige ja til de velkvalificerede Den bedste form for ulandsbistand, Danmark kan give, er at invitere indvandrere fra tredjeverdenslande, som kan bidrage direkte til samfundsøkonomien, ind på arbejdsmarkedet. Det viser alle undersøgelser.
Af Mrutyuanjai Mishra - Europæisk Master i menneskerettigheder og demokratisering
Mandag den 31. december 2007, 22:30
I december 2007 ankom 30 indiske læger til Danmark, og for flertallets vedkommende skal de arbejde i Region Midtjylland. Ikke alle synes dog om denne måde at løse lægemanglen på. Ole Hartling, formand for Etisk Råd, har således kaldt importen af indiske læger for nykolonialisme.
For mig som indvandrer er det interessant, at der i Danmark er bred enighed om at hjælpe flygtninge, som kommer til landet, og der skelnes ikke til, om de kan bidrage til samfundet eller ej. Men så snart der kommer indvandrere, som med det samme kan bidrage til det danske samfund, så får man en dårlig smag i munden.
For nogle år siden sad jeg under en konference ved siden af den kendte professor i antropologi fra Harvard University, Michael Jackson, og jeg glemmer ikke hans ord: »I Vesten er der en kæmpestor hjælpeindustri, som egentlig godt kan lide hjælpeløse indvandrere. De lever af at hjælpe. Det kan være i form af sprogkurser, psykolog-konsultationer og så videre. De vil hellere give samtaleterapi til en flygtning i Afrika end tre cykler, som kan gøre ham til selvstændig erhvervsdrivende.«
Den bedste form for ulandsbistand, Danmark kan give, er at invitere indvandrere fra tredjeverdenslande, som kan bidrage direkte til samfundsøkonomien, ind på arbejdsmarkedet. Alle undersøgelser viser, at uanset hvilket land, de kommer fra, sender disse indvandrere penge til deres hjemlande, og dermed bidrager de til at udvikle disse lande.
Ifølge en undersøgelse lavet af International Fund for Agricultural Development (IFAD) og Den Inter-Amerikanske Udviklingsbank (IDB) sendte indvandrere, der arbejdede i de industrialiserede lande, 300 milliarder dollars hjem i 2006. I samme tidsrum gav donorlande, ifølge OECD, 104 milliarder dollars i udviklingsstøtte. Indvandrere, som arbejder i industrialiserede lande, sendte altså selv omkring tre gange så meget til hjemlandene, som de rige lande gav i ulandsbistand.
Indiens renomme som et førende land inden for it hænger uløseligt sammen med, at rigtig mange indere er taget til USA for at få videregående uddannelse og arbejde. Aldrig før i verdenshistorien har så mange overskredet fattigdomsgrænsen og er blevet en del af middelklassen. Både Indien og Kina har åbnet for økonomiske reformer, som har gjort det muligt for veluddannede og foretagsomme indere og kinesere at vende tilbage og investere i deres egne lande. Det er en situation, som alle drager fordel af. Studerende fra lande som Indien og Kina betalte sidste år 13 milliarder dollars til amerikanske uddannelsesinstitutioner, og dermed bidrog de til at skabe en masse arbejdspladser. Derudover belønnes USA med noget af verdens dygtigste arbejdskraft. Den øverste chef for verdens største bank, Citigroup, Vikram Pundit, er inder fra en af landets fattigste Citigroup, og han emigrerede til USA. Han kom som studerende, læste til ingeniør og fik sin ph.d. i økonomi. I dag er indere den rigeste gruppe af immigranter i USA. Disse succeshistorier bidrager yderligere til at inspirere veluddannede til at emigrere til USA.
I fremtiden bliver en af de største udfordringer for de europæiske lande at tiltrække dygtig arbejdskraft. Hvis vi vælger at kalde sølle 30 indiske lægers ankomst for nykolonialisme, kan der ikke herske tvivl om, hvem der vinder slaget om at tiltrække dygtig arbejdskraft. Mon ikke Michael Jackson havde ret i, at europæerne er så optagede af at hjælpe, at de har glemt, at de selv har brug for hjælp?
Der er behov for en realistisk indvandringspolitik, som harmonerer med den globaliseringstid, vi befinder os i. Danmark har et af verdens højeste skattetryk og et meget dyrt velfærdssystem. Derfor er der behov for en selektiv indvandring, hvor man yder noget, før man får lov til at nyde.
Danmark er for lille et land til at løse verdens fattigdoms- og flygtningeproblemer. Som en lille nation med en buldrende økonomi er det bedste, Danmark kan gøre, at tiltrække velkvalificeret arbejdskraft efter behov. Det er der intet uetisk i. Det må Ole Hartling erkende.