Klaus Slott

Klaus Slott

Liberal, har altid stemt - og stemmer stadig - radikalt i mangel af bedre

Antal relationer 1
Anbefalet af 0
Interesseret

Elektroniske stemmeafgivelse

19-03-2008 13:15:55 - 6 kommentarer

Jeg ser med forundring på at en rækker kommuner ihærdigt arbejder på at at få indført elektroniske stemmebokse i danmark. Er det virkeligt så vigtigt at spare lidt håndører, at vi vil erstatte vores enkle, gennemskuelige system med maskiner og alle de risici der følger med dette.  Mig bekendt er det afprøvet i Holland, Tyskland og Amerika med, for at sige det mindt, temmelig blandede resultater.

 

Ingen skal beskylde mig for at være teknik forskrækket, jeg elsker det meste teknik, gadjets, min PC, min  mobil, mit gasfyr og alle de andre tingester der gør min hverdag komfortabel. Men et valg bør ske på papir, så enhver uden teknikindsigt kan komme ind fra gaden og overvære optællingen.

 

Jeg håber de radikale vil være med til at holde fast i gennemsigtigheden i det danske system.

Kommentarer
Anders Thorseth
Medlem

Anders Thorseth , Ph.D. Studerende - Viden er Magt, men magt er ikke viden. , 19-03-2008 16:51:15

For mig er valg ikke et spørgsmål om blyant, print blæk eller elektronik, men et spørgsmål om (1)  hemmelig valghandling, (2) gennesigtighed i proceduren og (3) præcision i optællingen.

 

(1) Kræver sikkehed mod dataindbrud ved valgstedet og vandtætte skotter mellem registreringen af vælgere og stemme afgivelsen.

(2) Kræver at al software er absolut open source (ingen hemmeligheder i maskinerne) og at der ikke findes "uoficielle indgange" og at uregelmæssighede bliver indberettet automatisk. Eventuelt kan der laves en udskrift (på papir) som vælgeren kan tjekke og som skaber et parallelt papirspor.
(3) Med hensyn til præcision så vil automaticerede valg være langt mere troværdige  (hvis de to første krav opfyldes),  da en computer ikke tæller fejl. Der vil ikke være behov for fin-tællinger eller om-tællinger med mindre der findes menneskeskabte fejl .

 

For mig at se kan elektronisk stemmeafgivning sagtens være en mulighed, men 1,2 og 3 SKAL være opfyldt ellers er det helt uacceptabelt at indføre (som Florida og andre steder er klare eksempler på). Forsøg skal derfor selvfølgelig være forberedt længe i forvejen og være under både streng statslig og lægmand kontrol.


Jørgen Raffnsøe
Medlem

Jørgen Raffnsøe , Ordfører i Radikal EU-kritisk Netværk , 19-03-2008 20:06:53

Jeg kan udmærket følge Klaus's bekymring mht. elektronisk stemmeafgivning. Hvis man overvejer at indføre det, bør man da som minimum få lavet en grundig studie og en cost-benefit analyse af at stemme på den måde. Resultaterne bør lægges ud til åben debat, og det  bør være en demokratisk afgørelse der accepterer eller forkaster denne afstemningsform før man indfører det som afstemningsmetode.

 

Et af de helt store problemer ved at stemme elektronisk er om det er muligt at følge hvad der sker med ens stemme fra stemmeboksen til det endelige resultat. Der bør altså være en gennemskuelighed i processen så vælgerne har tillid til at der ikke er mulighed for valgsvindel.

 

I øvrigt kan det undre at når man snakker elektroniske valg hvorfor man da ikke tager skridtet fuldt ud og skaber et system der gør det muligt for vælgere at stemme fra deres egen computer. Det er selvfølgelig en udfordring at skabe sikkerhed om sådan et system, men jeg tror ikke udfordringen er større end ved det system som nogle store kommuner påtænker at indføre. Der vil sikkert også være en bedre økonomi i det end i det system som påtænkes indført. Stemmeafgivevelse fra egen computer har været prøvet i Estland i forbindelse med en EU-afstemning.


Lars Qvistgaard
Int.

Lars Qvistgaard , Chefkonsulent , 19-03-2008 23:32:49

Jeg kan ikke se, at det skulle være muligheden for at overvære den offentlige optælling, der skulle holde os fra at indføre elektronisk afstemning.

 

Elektronisk afstemning kan efter min mening give en større garanti for at valgresultatet bliver opgjort objektivt korrekt. Bispevalget i Roskilde er et godt eksempel på, hvordan fejlagtige menneskelige beslutninger til sidst gør valghandlingen så usikker, at valget må gå om.  Disse fejl ville næppe være sket, hvis maskiner var blevet sat til at optælle stemmerne.

 

Men det bør nu ikke være økonomien, der afgør om elektronisk afstemning skal tages i anvendelse. Derimod gælder det om at få tilrettelagt valghandlingen, så den bliver så repræsentativ som muligt. For nogle af os er der helt klart en tradition og stemning forbundet med at tage ned til det lokale afstemningssted for at sætte vores kryds.  Vi opfatter det vel nærmest som en borgerpligt. 

Jeg kunne imidlertid frygte, at vi er en gruppe under afvikling.

 

Ser vi på forenings- og organisationslivet er der i hvert fald en tendens til at medlemmerne ikke deltager i de papirbårne eller fremmødebaserede valghandlinger. Elektronisk afstemning giver derimod gode stemmeprocenter. 

 

Min pointe er derfor, at vi risikerer vores afstemninger bliver mindre repræsentative, hvis vi undlader at indføre elektronisk afstemning.  Jeg mener derfor at vi har en forpligtelse til hele tiden at arbejde for at så mange som muligt kan afgive deres stemmer - også hvis det indebærer elektronisk stemmeafgivelse.


Klaus Slott
Int.

Klaus Slott , Liberal, har altid stemt - og stemmer stadig - radikalt i mangel af bedre , 20-03-2008 11:44:32

@ Anders: Jeg er helt enig i at åben kildekode er en afhjælpning på åbenhedskravet, men er det tilstrækkeligt? For det første er det jo i virkeligheden et fåtal i befolkningen der vil være i stand til at pille koden fra hinanden. For det andet skal maskinen skal jo også beskyttes mod fremmed elektronisk indtrægen - hvis systemet laves tilstrækkelig elegant, kan der diskret pilles ved den indbyggede database mens den tæller. (Det behøver jo ikke gøres lige så klodset og åbenlyst som i Hviderusland, hvor valgkommisionen midt under optællingen mistede kontakten til den centrale komputer,  hvorefter den kom tilbage med antageligvis justerede resultater)

 

 

@ Jørgen: Netop gennemskuelighed er det aller- aller vigtiste.

Hvis man tager skridtet fuld ud, så ser jeg endnu flere problemer. Hvordan kan man sikre at det er den rigtige der stemmer, uden at være under pres fra familie eller "venner" der står bagved og "hjælper" den der sidder ved tastaturet. Eller at maskinen ikke er inficeret med et program der justerer indtastningerne på vej ud.

 

@ Lars: Jeg må sige at jeg overhovedet ikke kan følge dig. Nu kender jeg ikke omstændighederne omkring bispevalget, men min grundholdning er, at muligheden for at overvære den offentlige optælling er den eneste måde man kan sikre troværdige valg.

 

Min tror, at hvis ikke alle og enhver kan se deres egen stemme komme i boksen og blive optalt, så bliver afstanden mellem befolkning og politikere endnu større.

---

 

Efter jeg skrev mit indlæg, har jeg fundet oplysninger om hvordan (indlæg af Flemming Engstrøm) de på Fr.berg forestiller sig at maskinen skal fungere: Man medbringer et kort i stemmeboksen og maskinen udskriver ens stemme, så man kan se den, inden det bliver arkiveret. Det gør mig noget mere tryg, da man så efterfølgende kan kontrollere resultatet fra en valgkreds ved gen-tælle med håndkraft/andre maskiner /metoder.


ole kristensen
Medlem

ole kristensen , Performance, politik og menneskesyn , 11-04-2008 12:40:47

Efter min faste overbevisning er der alt at tabe og intet at vinde ved at lave stemmeafgivelse elektronisk. Det er utrolig vigtigt ikke at underkende den rituelle betydning af manuel stemmeoptælling. Når tilforordnede er hinandens kontrollanter i et spil alle - også ikke-fagfolk - kan gennemskue er der langt mindre grund til at så tvivl om valghandlingens udkomme. Bevares, i kirkeverdenen er der masser af problemer med valghandlinger, mere om det i Tim Knudsens udemærkede 'Fra Folkestyre til Markedsdemokrati'. Mindstemålet er naturligvis at det er open source, men stadig åbner elektronisk stemmeafgivelse mulighed for systemisk mistillid, specielt fra borgere, der ikke er teknisk kyndige. Som det er nu, kan en hvilken som helst mistænksom vælger direkte ved egen deltagelse afkræfte sine formodninger, og med egen dømmekraft konstatere hvorvidt valghandlingen er troværdig. Med en teknologisk løsning fjerner man denne muligheden for at alle borgere kan deltage i 'revisionen' og det eneste man vinder er tid, udlicitationer af udstyr og teknisk besvær. Det er ikke det værd. Demokrati bygger på at gensidig mistillid kan mødes og balanceres, så tillid og uenighed kan så side om side. Jeg kan slet ikke se at det er et vigtigt spørgsmål, det betyder jo ikke noget, når et almindeligt valgresultat er opgjort samme aften, og fintalt dagen efter en folkeafstemning.

Søren Harbo
Medlem

Søren Harbo , Politifuldmægtig og formand for DRV Vesterbro/Valby og Kgs. Enghave , 11-04-2008 13:22:20

Hvad er det gode argument for at indføre elektronisk stemmeafgivning?

Sparet håndører og at valgresultatet er klar kl. 20 fremfor kl. 21.30?

Vigtigst af alt: Vi har aldrig oplevet mistillid til folketingsvalgsresultater i Danmark, men i USA er det et helt almindeligt fænomen at der sås tvivl om resultaterne pga. den maskinelle stemmeafgivning. 
Jeg synes den nuværende tradition er fremragende, ja ligefrem hyggelig. Derudover er der så vidt jeg kan se absolut ingen gode argumenter for en ændring. Heller ikke de ovenfor anførte: Der ér allerede høj stemmeprocent, og den er ikke for nedadgående. Der ér heller ikke usikkerhed om resulatet. Javist; Et enkelt bispevalg arrangeret af amatører med få deltagere. Men det kan altså ikke være det gode argument.

 


Du skal være logget ind for at anbefale. Log ind
Du skal være logget ind for at oprette relationer. Log ind
Du skal være logget ind for at skrive beskeder. Log ind
Om indlægget

Klaus har tagget med:

valg , kommunevalg , stemme
Søren Harbo
Medlem
Søren Harbo Politifuldmægtig og formand for DRV Vesterbro/Valby og Kgs. Enghave