http://blogs.jp.dk/Graenserforpolitik/2011/12/16/gr%c3%a6nser-for-menneskerettigheder
Da Folketinget for nylig vedtog det seneste lovforslag om indfødsret, fortsatte Venstre den kampagne mod FN´s statsløsekonvention, som blev startet før valget af daværende minister Søren Pind. Som en del af denne kampagne redegjorde retsordfører Karsten Lauritzen fra Folketingets talerstol for, hvilke forbrydelser 35 statsløse på lovforslaget havde på samvittigheden og som - må man forstå - gjorde det voldsomt forargeligt, at de fik dansk statsborgerskab. I ovenstående blogindlæg på Jyllandsposten fortsætter Karsten Lauritzen kampagnen mod FN´s statsløsekonvention, hvilket giver mig anledning til at slå følgende fast:
I de fleste lande tildeler man i dag statsborgerskab efter ”blod”. Et barn får således sin mors og evt. også sin fars statsborgerskab, hvis de er forskellige. For børn født af immigranter medfører det det uhensigtsmæssige forhold, at de er statsborgere i et andet land end det, hvor de er født og vokset op. Hvilket f.eks. kan betyde, at en ung mand, som er født og opvokset i Danmark, skal aftjene værnepligt i USA eller omvendt. Og det er jo indlysende ikke særlig praktisk eller rimeligt.
Derfor havde vi i Danmark fra tiden omkring enevældens ophør og helt frem til 1999 den simple og fornuftige ordning, at såfremt barnet stadig boede i Danmark på sin 18-års fødselsdag, så blev det automatisk dansk statsborger ved at afgive erklæring.
Man kan derfor sige, at frem til 1999 havde FN´s statsløsekonvention sådan set ikke ret meget betydning, da alle dansk-fødte børn havde rettigheder, der var mere vidtgående end dem i konventionen, uanset om deres forældre havde et andet statsborgerskab end dansk eller intet statsborgerskab (statsløse).
FN´s statsløsekonvention havde dog betydning i de (få) tilfælde, hvor barnet var født i Danmark men herefter havde haft en del af sin opvækst i andre lande, hvorefter barnet så var kommet tilbage til Danmark igen, før det fyldte 18 år.
I 1999 fratog Nyrupregeringen muligheden for at opnå dansk statsborgerskab ved erklæring for dem, der var dømt for grov kriminalitet. Og i 2004 fratog VKO den mulighed for alle andre end nordiske statsborgere. Så som noget helt nyt og historisk set unikt skulle man altså fra 2004 (og i mindre grad 1999) gøre sig ”fortjent” til at blive dansk statsborger, selvom man havde levet hele sit liv her i landet. Hvis man altså vel at mærke var så uheldig, at ens forældre var udlændinge.
Og det er klart, at i forhold til den helt nye måde at anskue statsborgerskab på, som VKO dermed indførte i 2004, der passer FN´s statsløsekonvention ikke særlig godt. Og det er vel også derfor, at Bertel Haarder gav sine embedsmænd ordre om at bryde den, hvilket en undersøgelseskommission som bekendt nu skal kigge nærmere på.
Spørgsmålet er derfor, om ikke vi kan og bør se Venstres kampagne imod Statsløsekonventionen som et udtryk for den gode gamle taktik, der hedder, at ”det bedste forsvar er et angreb?” I og med at Venstre har brudt konventionen, da partiet sad i regering, har Venstre jo således en meget klar interesse i at få skabt et indtryk af, at konventionen er ”urimelig” eller ”forældet”.
Det er ikke anderledes end, at en person, der er blevet snuppet i at køre for stærkt, selvfølgelig også gerne vil have drejet opmærksomheden over på, om hastighedsgrænsen nu også er rimelig…..
Og her må jeg altså sige helt klart, at der intet som helst urimeligt eller ”uholdbart” er i, at også kriminelle naturligvis skal have statsborgerskab i det land, hvor de er født og har boet hele deres liv. At dette overhovedet kan være til diskussion og ikke bare bliver affejet af det store flertal med en overbærende hovedrysten, viser hvor meget hele udlændingedebatten i Danmark er kørt af sporet de sidste 10 år.
De synspunkter, som Karsten Lauritzen giver udtryk for i starten af sit indlæg, stammer fra den alleryderste ekstreme højrefløj. Men takket være de sidste 10 års værdiskred i dansk politik er de blevet gjort til noget, der af mange helt fejlagtigt opfattes som almindelige mainstream synspunkter og måske endda ”sund fornuft”.
Men der er intet som helst ”sund fornuft” eller ”mainstream” over at ville nægte fundamentale rettigheder til borgere, der er født i Danmark og har boet her hele deres liv, eller at ville deportere disse borgere til de lande, som deres forældre eller bedsteforældre i sin tid kom fra. Dette er tværtimod højreekstreme synspunkter, som ligger meget tæt på den fascisme og nazisme, der hærgede Europa i perioden 1933-1945.
Så derfor er det også på tide, at partierne bag den nuværende regering ranker ryggen og siger følgende uden nogen form for omsvøb eller forbehold:
"Hvis man er født i Danmark og har boet i Danmark hele sit liv, så er man dansker. Også selvom ens forældre er udlændinge, og også selvom man har begået kriminalitet. Og derfor skal man naturligvis have dansk statsborgerskab lige som alle andre danskere. Har man begået kriminalitet, så må man tage sin straf herfor. Men man skal ikke have en vilkårlig og uretfærdig tillægsstraf ved at blive frataget de grundlæggende rettigheder, som det medfører at have statsborgerskab i det land, hvor man bor, er født og er vokset op, og som derfor er ens eneste hjem. Og man skal naturligvis ikke sendes nogen steder hen andet end i fængsel, indtil man har udstået sin straf. Det er ikke andre landes problem, at en ung dansker er kriminel, og naturligvis kan og skal et demokratisk og civiliceret samfund ikke forsøge at deportere sine kriminelle borgere til andre lande".