Hele den overophedede diskussion omkring EF-Domstolen, det uklare retsgrundlag for 24-års reglen og regeringens stramme udlændingepolitik er efterhånden nået stadiet for et virkelig godt absurd-teater, hvor intet gi'r mening, alle taler forbi hinanden og den der til sidst råber højst bliver hørt.
Debatten er hurtigt drejet bort fra det, der egentligt er sagens kerne - nemlig misinformationen og fortielsen om reelle muligheder for familiesamføring for ægtefæller af danske statsborgere og dermed også EU-borgere!
Integrationsministeren er igen tavs som graven og nægter nu at diskutere sagen med den meget spinkle opposition i form af Det Radikale Venstre. Socialdemokraterne bakker op om 24-års reglen, mens SF og Enhedslisten er tavse som graven...... Hvorfor i alverden bruger man ikke denne sag til at samle oppositionen og skabe et reelt alternativ til VKO? Denne sag vil komme til at bide oppositionen i r-ven til næste valg: "Hvis I ikke kunne blive enige dengang, hvad kan danskerne så regne med, næste gang der er slinger i valsen?" Sådan nogenlunde vil det lyde fra en eller anden JP-journalist.
DF har alle dage talt direkte til den indre svinehund i den danske befolkning. DR2's program om indvandringens historie viste med al tydelighed, at danskerne alle dage har haft indstillingen: "Det er også for galt, men bare de ikke kommer lige her hvor vi bor!" Det er desværre den klassiske og typisk danske reaktion når debatten drejer sig om flygtninge og indvandre. Sagen fra Kalundborg, et område hvor DF står stærkest idag, viser hvordan DF har formået at legimisere denne indre svinehund og gøre det til en respekteret holdning.
Med den nuværende sag må være tydeligt for alle, at Venstre og De Konservative kun danner regering så længe DF holder hånden over dem. Og de har besluttet sig for at gå efter manden, ikke bolden. Hvordan ægte borgerlige og liberale har det med det, må stå for deres egen regning. Jeg er sikker på, der sidder mange derude med en dårlig smag i munden. Men faktum er, at i deres iver efter magten har Anders Fogh set bort fra de liberale værdier og givet legitimitet til denne indre svinehund.
Det Radikale Venstre må gøre alt for at begrave denne svinehund. Vi kan ikke være os selv bekendt, hvis vi udvikler os til en lille, navlepillende, evigt brokkende nation af hyklere og dobbeltmoralske svinehunde!
Undskyld hvis det lyder for usammenhængende.