Ligestilling uden handicap - tak!
08-03-2008 13:30:38
-
12 kommentarer
I anledning af 8. marts vil jeg gerne lige dele min klumme med jer - den blev bragt på 180grader.dk 25. februar 2008.
Jeg har aldrig rigtig blandet mig i kønspolitik. Jeg har syntes, det var svært, fordi jeg egentlig mente, at jeg som kvinde havde det fint nok. Og det virkede som om, jeg skulle føle mig diskrimineret for at have ret til at udtrykke mig som kvinde. Nu har jeg imidlertid fået nok! Jeg er træt af at blive fremstillet som svag, når jeg ikke er det.
Nej - vi har ikke lige løn for lige arbejde, og det skal selvfølgelig ændres. Men vi har lige muligheder stort set alle andre steder i samfundet. Faktisk synes jeg, det er mændene, der så småt er begyndt at være undertrykt. De skal bruge flere måneder af deres liv på værnepligt og har hidtil ikke kunnet konkurrere med kvinderne på barselsområdet, fordi vi havde 3 måneder øremærket barsel. Nu risikerer de også at blive nummer to til bestyrelser, hvis et forslag om 40/60 % repræsentation vinder gehør. Hvornår kommer mændene på banen og begynder at udkonkurrere kvindefagene med et krav om 40/60 %, når der skal ansættes sygeplejersker, hjemmehjælpere m.m.? Eller det er måske diskrimination af kvinder?
Jeg tror, mange ofte glemmer, at den måde, man taler om en gruppe på, er med til at definere den. F.eks. hver gang vi taler om 2. generationsindvandrere som et problem, så bliver de det også. Når vi taler om ældre som en unyttig gruppe, bliver de det. Det samme gør sig gældende, når vi hele tiden fremstiller kvinder som svage, undertrykte porcelænsdukker - så bliver vi det. Og kvinder er faktisk værst, når det handler om at udstille kvinder som det undertrykte køn.
Hvorfor snakker vi ikke ligestilling i stedet? Altså den der ligestilling, der handler om lige muligheder for kvinder og mænd - ikke om lige repræsentation eller lige at lave en lov, der forfordeler kvinder.
I mange år har stærke kræfter kæmpet for, at jeg som kvinde har samme muligheder som mænd. De har sikret, at jeg kunne arbejde, studere, stemme, stille op til valg osv. Og det er jeg yderst taknemmelig for. Det har været et langt træk. Men nu har vi kvinder langt om længe de samme muligheder som mænd. Der er stadig fordomme blandt enkelte mænd, om at kvinder ikke er helt lige så gode til f.eks. at køre bil eller være leder. Men det er fordomme - de kan manes i jorden. Lad os vise, at vi duer. Lad os få de mænd, der ikke tror på vores værd til at sluge deres ord, men lad os gøre det som stærke kvinder. Lad os ikke forfalde til offer-rollen, når der gennem så mange år er blevet kæmpet for vores rettigheder og muligheder.
For tiden synes jeg, der fokuseres meget på køn. Vi har, som allerede nævnt, snakket om lige repræsentation og debatteret barselsorlov, men der er også stor mediefokus på reklamers brug af kvinder som sexobjekter. Jeg følte ikke, at jeg som kontormus blev gjort til et sexobjekt, fordi JBS viste en næsten nøgen kvinde siddende på en kopimaskine. Men jeg begyndte da at overveje, om det virkelig var sådan, da ramaskriget fra en masse kvinder rejste sig. Jeg blev i tvivl om, hvorvidt jeg nu var reduceret til et sexobjekt. Men ved nærmere eftertanke gik det op for mig, at det ikke var reklamen, der reducerede mig, men de kvinder, der synes det var forskrækkeligt at en reklame udstillede kvinden, som en der kan nyde sex. Er det forkert at jeg nyder sex? Mon ikke de fleste kvinder nyder sex?
Det reklamebillede af husmoderen, der magter alt med et smil, synes jeg er mere diskriminerende. Det får i hvert tilfælde mig til at føle mig langt mere utilstrækkelig og negativt udstillet, end JBS-reklamerne gjorde. Men det betyder ikke, at jeg mener, der med næb og klør skal kæmpes mod husmoderfremstillingen. Der vil altid blive fremstillet stereotypiske billeder. Og som regel er det nemt at gennemskue, at det er stereotyper. Stol på at de fleste kan gennemskue, hvad der er virkelighed, og hvad der er stereotyper.
Lad os i stedet tegne et oprigtigt billede af kvinden. Vi er kvinder, og langt de fleste af os har prinsessedrømme. Hvem af os har ikke drømt om ridderen på den hvide hest. Men på samme måde som jeg har den drøm, så har jeg også drømmen om at være den benhårde karrierekvinde. Jeg mener ikke, det er et enten eller. Vi kan godt begge dele. Og det er den definition af kvinden, jeg ønsker.
Så kære mænd: Tusind tak for jeres ridderlighed. Jeg sætter stor pris på den, når I holder døren, eller tager opvasken, tager børnene, støvsuger og alt det andet, som I faktisk er blevet rigtig gode til. Men jeg vil så gerne have frabedt mig den ridderlighed, der går ud på at fratage mig mit eget værd, fordi vi nu skal være lige mange af hvert køn til alt. Ved at lovgive om dette, så kan I selvfølgelig hævde jer hver eneste gang, I f.eks. ansætter en kvinde, men det vil klinge hult og kvindens værd vil altid kunne betvivles. I vil ganske rigtig fremstå som ridderen, der skal redde prinsessen gang på gang. Men jeg har altså ikke lyst til at blive reddet. Jeg vil bare anerkendes.
Og kære kvinder: Hvad er målet? Er det ikke, at vi skal have lige muligheder? Men hvor er de lige muligheder henne i den udstilling af kvinden som en, der skal have loven til at tale for sig? Er det ikke mere en måde at få defineret kvinden som en ulige kvinde?
Min ret til at hævde mig på mine kvalifikationer vil med ét blive mistænkeliggjort. Er jeg nu dygtig nok? Er jeg ikke bare en af de der kvinder, der ikke kan selv, og derfor skal have den stærke lov til at klare skærene for mig? Jeg vil selvfølgelig gang på gang påstå, at det er jeg ikke, men kampen for at bevise mit eget værd er lige blevet væsentlig hårdere, og det mener jeg ikke, vi kvinder har brug for. Hvorfor gå ud og sælge os selv som svage og hjælpeløse, når vi nu ikke er det?
Vi har lige udgangspunkt. Lad os kvinder komme ind i kampen - en kamp uden handicap.