300-timers-reglens konsekvenser
24-06-2008 10:15:35
-
14 kommentarer
I morges vågnede jeg op til at den nye rapport fra SFI om 300-timers-reglen var kommet. Og straks løber jeg ind i stuen, tænder for TV2 og hører Claus Hjort Frederiksen udtale:
”Vi kan jo ikke ændre tyngdekraften, hvis en familie beslutter at konen skal være hjemmegående, så kan intet ændre det”.
Nå, hen til computeren, tænde og vente utålmodigt på at den får startet op. Langt om længe lykkes det at finde rapporten og jeg har nu læst den. Og det er jo dejligt, at en ca. 1/3-del er kommet i beskæftigelse. Jeg er dog forundret over at Claus Hjort knap kunne få armene ned over det ”høje tal”. Havde han forventet andet? Altså hvis man bliver presset på sin økonomi, sin eksistens, så tror jeg da at langt størstedelen gør noget aktivt for at ændre situationen. Jeg kan kun konstatere, at her er det ikke langt størstedelen, der gør noget. Vi har at gøre med en gruppe som er udsatte – en meget stor del af personerne befinder sig i matchgruppe 4 og ”40 pct. af de frakendte kontanthjælpsmodtagere er selv flygtninge. (…) Der er ca. 40 pct. af de frakendte kontanthjælpsmodtagere, der enten har ringe (svært forståelige) danskkundskaber eller slet ikke taler dansk.” (s. 40).
Det er altså ikke bare lige at gå ud og finde sig et job. Så, jo det er fint at en del er kommet i beskæftigelse, MEN jeg synes ikke det er fint at det sker på bekostning af personer med få menneskelige ressourcer – for det er jo dem der bliver tabt på gulvet her. 1/3-del har nemlig fået frakendt kontanthjælpen og er IKKE kommet i beskæftigelse, men er blevet fattigere.
”20 pct. af de frakendte har undladt at betale husleje inden for de seneste tre måneder, og 57 pct. har lånt penge af familie og venner.” (s. 14)
Det kan også konstateres at over halvdelen har tre eller flere børn. Og at de selv vurderer at deres økonomi er dårlig eller særdeles dårlig (s. 122). Kan vi være det bekendt? Hvem er det lige vi rammer? Bør vi ikke i stedet gå ind og lave en målrettet hjælp frem for at piske svage og dermed gøre dem endnu svagere?
Nå, men for at vende tilbage til Claus Hjorts citat ” Vi kan jo ikke ændre tyngdekraften, hvis en familie beslutter at konen skal være hjemmegående, så kan intet ændre det”, så er dette faktisk også undersøgt og – tadaaa – i tabel 7.12 er der 0 % af dem der har fået frataget kontanthjælpen, der ikke søger et job, fordi vedkommende ikke ønsker et job! I tabel 8.9 kan vi se at 9 personer mener at ægtefællen ”Har nok i børnepasning og husførelse” (s. 115).
Og ja, der er også tabeller, der viser at nogen ikke ønsker arbejde – jeg har intet problem med at smække pengekassen i overfor dem, men jeg vil hellere lade 1/3-del få uretmæssig kontanthjælp, end at kaste 2/3-dele ud i mere fattigdom. Vi bør måske overveje at tænke helt nyt. Mit første forslag er at afskaffe 300-timers-reglen og have tillid til at sagsbehandlerne godt kan vurdere hvem der kan arbejde og hvem der nasser på systemet og bør have frakendt deres kontanthjælp.
PS: alle sidehenvisninger er til SFI’s rapport, du kan finde her: http://www.sfi.dk/graphics/SFI/Pdf/Rapporter/2008/0817%20300-timers%20reglen.pdf