På udvalgets møde d. 8. marts besluttede vi, at udvalgets navn fremover vil være Udvalget for Kultur, Ret og Integration. Integration erstatter således Etik i udvalgets navn. Og det er der flere årsager til.
Diskussionerne omkring navneskiftet går et godt stykke tid tilbage. Allerede i det "gamle" udvalg, altså i sidste foreningsår, talte vi om, at det for så vidt ikke er helt retvisende for interesserne i udvalget, at etik var fremhævet i navnet. Forstået på den måde, at integration som politisk område er et større realpolitisk issue, som der både arbejdes meget med politisk, og som der tilsvarende er mange, der interesserer sig for.
Vi har flere gange diskuteret, hvorvidt man i det hele taget kan tale om etik, som et specifikt politikområde. Argumenterne imod har blandt andet været, at etiske overvejelser hører enhver politisk debat til, og at etik således næmere kan ses som et perspektiv end som noget konkret, så at sige.
Når det er sagt, så er der en historisk tradition i Folketinget for, at visse politiske sager udpeges som særligt etiske spørgsmål, hvor partierne mange gange har fritstillet deres medlemmer. Det kan der være forskellige holdninger til, men alfa omega er, at blandt andet den historik kan være et argument for, hvorfor det for så vidt giver mening, stadig at have etik som et emne i et udvalg.
En anden årsag til, hvorfor vi vælger at ændre udvalgets navn netop nu er, at vi lige nu er i færd med at sætte nyt fokus på integrationspolitikken i udvalget. Vi har nedsat en arbejdsgruppe om emnet, med opbakning fra blandt andre integrationsordfører Morten Østergaard.
De der er interesserede i at deltage i dette arbejde, kan kontakte udvalgssekretær Kaj Andersen.
Ændringen af udvalgets navn betyder, som det fremgår ovenstående, ikke, at etik udgår som emne. Udvalgets emnefelt har ikke ændret sig, eftersom dette er vedtægtsbestemt.
Vi håber, at mange gode radikale vil deltage i arbejde med integration - og inviterer som altid alle til det arbejde, der i det hele taget foregår i udvalget.
Bedste hilsner,
Mai Christiansen - udvalgsformand.