Regerings regeltyranni
01-11-2007 21:32:29
Min dagsorden er klar og kan udtrykkes meget kort: Jeg vil have friheden tilbage. Anders Fogh har sat sig for at fjerne friheden fra vores samfund, og det kalder på en stærk dagsorden fra centrum-venstre.
Jeg synes, at friheden får trangere og trangere kår under den borgerlige regering. Det gælder både kommuners frihed, de offentligt ansattes frihed og det enkelte menneskes frihed.
Vi bliver syltet ind i lovkrav, minimumsstandarder og puljestyring. Regeringens hang til kontrol med kommunernes opgaver og det åbenlyse ønske om ensretning har store konsekvenser for de offentlige ansatte
Situationen forværres yderligere, når man tænker på alle de penge, regeringen bruger på at opfylde sin kontroliver. Kontrol af minimumsstandarder og krav om dokumentation af alt mellem himmel og jord koster penge. Når danskerne har protesteret mod, at regeringen tvinger kommunerne til at skære ned i velfærden, har regeringen blot rystet på hovedet og sagt, at der skam bruges masser af penge. Det er en sandhed med modifikationer. Regeringen glemmer også at fortælle, at den tvinger kommunerne til at bruge en større del af budgetterne på administration, kontrol og bureaukrati. Resultatet er klart for danskerne, der jo benytter kommunens tilbud. Færre varme hænder og flere kolde.
Det er gået for vidt på de plejehjem, hvor afføringsskemaer, pilleforbrugskurver og stærkt skemalagte hverdage erstatter den personlige kontakt mellem medarbejdere og gamle. Det er også gået for vidt, når besynderlige regler erstatter den enkelte medarbejders frihed til at træffe et fornuftigt valg i almindelige hverdagssituationer. Pædagoger, lærere og socialrådgivere drukner ligeledes i skemaer, minimumsstandarder og puljestyring
Derfor skal medarbejderne have tilliden tilbage. Tillid til, at de kan udføre deres arbejde uden Regerings regeltyranni
Der er ingen kommentarer endnu.