Valgkampens 14. dag
07-11-2007 00:24:50
-
18 kommentarer
Skal jeg sige, hvad jeg mener? JA. Det er det enkleste. Vælgerne skal vide, hvad jeg ser, som det, de skal tage stilling til. For mig at se er der et enkelt valg: Enten fortsat VKO med Ny Alliance ind ad den blå bagdør eller også radikale i samarbejde med socialdemokrater i en regering, der kan samarbejde bredt, jf. vores 9 principper for god regeringsførelse.
Hvor så med VKY+R? Tja, det er jo bogstaver. Hvad med politikken? Vi har brugt valgkampen på at vise hvor at der er muligheder for løsninger. Men så ser vi på Venstre: Når vi siger "grøn skattereform" siger Venstre "skattestigningspartier" og skattestop. Når vi siger skolepolitik, skingrer Venstre "forligsbrud" - det er alene en helt regelret opsigelse af et forlig for, at vi kan føre en fælles politik. Når vi siger asylpolitik er Venstres trussel "fri indvandring" - det er åbenbart bedre med passiv, nedbrydende venten i centrene. Hvor er Venstres midterpolitik? Hvor er Venstres åbenhed over for en anden politik end den, der udspændes af alliancen mellem V og DF? Hvordan vil Ny Alliance få gennemført den politik, som man er enige med R i, men ikke vil genneføre sammen med R og S - men som Ny Alliance mener at kunne gennemføre sammen med Venste, der er helt uenig med os radikale?
Uanset hvordan valget falder ud, så skal radikale mandater arbejde. Som det fremgik at vores præsentationsudsendelse, så har vi store forlig med VKO fra de seneste 6 år. Vi vil fortsat samarbejde. Det er sådan set Radikale Venstres mellemnavn. Men vi hverkan kan eller skal legitimere enhver politik blot fordi bogstaverne passer sammen. Vi kan samarbejde der, hvor der kan findes løsninger - ikke hvor der siges "nej" og "stop". Hvor er Venstres løsninger?