Indflydelse på kort sigt....
04-03-2008 11:57:04
-
7 kommentarer
I går sendte jeg nedenstående brev ud via vores maillister. Jeg sætter det ind her for at give mulighed for debat og kommentarer - I er meget velkomne:
"Kære radikale ,
Dette er skrevet sent søndag aften. Jeg skriver efter en lang og intensiv periode på omtrent 10 dage. Dage med forhandlinger, vurderinger, ventetid - ærgrelser og glæde over forlig eller mangel på samme. Vi arbejder efter devisen "indflydelse på kort sigt, ny regering på langt sigt". Det har givet resultater, hvor vi har oplevet, at regeringen har givet rum til bedre løsninger, end de selv havde foreslået. Og det har givet sammenbrud, hvor vi ikke kunne genkende en rigtig retning.
En kort opsummering af disse ti dage:
Energiforlig efter cirka et års forhandlinger. Som det allersidste fik vi igennem, at besparelserne skal være på 2 pct. frem til 2011 - og ikke 1,5, som regeringen ellers ville strække sig til. (VKO, RV, S, SF)
Europaaftalen blev en tæt opfølgning af aftalen fra 2004. Aftalen giver en overordnet ramme for, hvordan vi vil arbejde med Lissabon-traktaten, når den er godkendt i alle EU-lande. (VKO, RV, S, SF)
I aftalen om satspuljen har vi prioriteret indsatsen i voldsramte familier og udbredelsen af familieambulatorier. Det gælder et nationalt rejsehold mod æreskriminalitet. Det gælder ligestillingen af psykiatrien med resten af sundhedsvæsenet via aftalen om finanslovsfinansiering fra 2010. Samtidig fik partiet sat en forbedring af SATS-processen på dagsordenen.
Trafikaftalen indeholder bedre trafikinformation til passagererne, initiativer i forhold til bedre forhold for handicappede og endvidere er der aftalt, at der skal ske en håndtering af de overskridelser af budgetterne for anlæggelse af nye veje, som har fundet sted i de senere år. En fornuftig aftale med gode konkrete forbedringer af trafikken i Danmark. (VKO, RV)
Miljøaftale - ikke store skridt, men gode. Og center for hormonforstyrrende stoffer, som vi har arbejdet for meget længe. Kodeordene er kvalitet i naturarbejdet via stærkere miljøcentre og også flere penge til friluftslivet. På miljøområdet har vi også indgået aftalen om, at miljøet skal vurderes hurtigere for virkningen af planerne for pesticider (sprøjtegifte) og vandmiljø. (VKO, RV)
Aftale om Det Kongelige Teater. Her har vi fået mere mangfoldighed, internationalisering og bedre samspil med andre teatre (VKO, RV, S, SF, EL)
Jobplanen er ikke ambitiøs som vores forslag til jobreform - men dog bedre end regeringens udspil. Der er nu mulighed for 30 ugers supplerende dagpenge på 2 år. Der blev lagt loft over hvem, der kan få en præmie på 100.000 for at arbejde, til de er 64. Det giver en mere social profil, at man ikke kan tjene 550.000 om året og samtidig få en skatterabat. Endelig bliver der åbnet mere for kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. (VKO, RV)
Globaliseringspuljen er fulgt op. Vi havde et udestående med regeringen, som havde indgået aftale med arbejdsmarkedets parter for de penge, som var sat af til unges uddannelse. Det er nu landet med en reserve på knap 200 mio. og en tekst, der forhindrer gentagelser. Dertil skal lægges konkrete aftaler om midler til voksnes efter- og videreuddannelse ("VEU-milliarden"), og vi har taget hul på en reform af overhead til forskning. (VKO, RV, S)
Med aftalen om vacciner og hjertepakker kan vi opfylde løftet fra før valgkampen om vaccine mod livmoderhalskræft. Det er godt. Samtidig indføres en anden vaccine og blodscreening. Oveni fik vi behandling af hjertepatienter - der er mange, der har ventet - og penge til, at der bliver arbejdet med "hjertepakker", lig eksemplariske behandlingsforløb. (VKO, RV)
Hvad faldt på gulvet:
Aftalen om kriminalforsorgen - indholdet havde været forhandlet over cirka seks måneder. På seks timer faldt det på gulvet, fordi vi ikke ville være med til at finansiere med yderligere besparelser på uddannelser. Det vil være et paradoks at skære på uddannelser uden for fængslerne for at kunne gennemføre mere uddannelse inden for fængslerne. Indholdet var godt nok, finansieringen havde regeringen designet til at vække modstand.
"Kvalitetsreformen" - anførselstegnene har jeg sat fordi der ikke er meget "reform" eller "kvalitet" tilbage. Hvis regeringen forsøger at sælge det under statsministerens overskrift om "Det 21. århundredes velfærdsmodel" må de indklages for falsk markedsføring. Der er ikke meget tilbage af sommerens ambitioner - og det, der er tilbage, er ikke godt nok. Vi forsøgte til det sidste at få regeringen til:
1) at tage egentligt politisk ejerskab til forenkling, afbureaukratisering og mindre kontrol for at skabe plads til tillid, faglighed og god ledelse
2) at vente med nye styringsinitiativer. Regeringen har lagt på i forhold til nye kvalitetskontrakter mellem kommune og borgere, resultatkontrakter mellem kommune og institutioner, det hele skal måles med nationalt sammenlignelige brugertilfredshedsundersøgelser, indikatorer og nøgletal - og over det hele skal der akkrediteres...
3) at udskyde "kvalitetsinitiativer" - altså at udskyde at sætte nye ting i gang - i stedet for at beordre alle institutioner til at spare endnu en procent.
Det havde de ikke mod på. Det har vi. Regeringen skal opleve os som eksterne partnere om forenkling, afbureaukratisering og mindre kontrol. Vi skal fortsætte arbejdet med at finde eksempler på kontrol, skemaer m.v., der kan undværes. Der er SÅ meget at komme efter, som kan frigøre tid til medarbejdernes kerneopgaver - undervisning, pleje, omsorg, samtaler.
Når jeg ser ned over listen af aftaler, forekommer det helt absurd, at regeringen bringer sig i en situation, hvor hele dens troværdighed over for indgåede aftaler er på spil. Jeg tænker på deres idé om at også universiteterne skal udbyde læreruddannelse. Vi (VKO, RV, S) har forlig om læreruddannelsen, om de professionshøjskoler, der skal udbyde læreruddannelsen (der er spritny!) og om de midler, der skal til, og de to akkrediteringsråd, der er med i suppedasen. Resultatet af et møde i fredags blev, at regeringen vil tænke over, om den vil bryde forliget! Ethvert absurd teater forekommer klart og letforståeligt i sammenligning...
Det blev en længere hilsen. Der bliver rygende travlt i foråret - med vedtagelse af finanslov (for i skrivende stund har VKO endnu ikke gjort selve finansloven færdig - her er entrébilletten accept af skattestoppet, så der kan vi ikke være med) og med en masse andre love. 135 stk. venter vi på! Men uanset det korte perspektiv - indflydelsen her og nu, så skal vi blive ved med at formulere vores version, vores perspektiv for fremtidens Danmark. I gruppen har vi arbejdsrammen "Klare værdier, stærke løsninger, evne og vilje til samarbejde".
Venlig hilsen
Margrethe Vestager
gruppeformand"